Atuagagdliutit - 15.03.1973, Side 7

Et folks ønske om hjemmestyre
kan aldrig være latterlig
Translatør JENS POULSEN
Jeg er normalt ikke mundlam,
men da jeg læste Bjørn Barfods
artikel „Bare det løber rundt" i
A/G af 18. januar 1973, sad jeg en
stund totalt lammet af forundring
iblandet sorg. Jeg tænkte ved mig
selv: Findes der virkelig menne-
sker i det Herrens år 1973 med en
så uforstående og mavesur indstil-
iing!
Det er svært at skulle argumen-
tere imod en indstilling, der ikke
er bygget på relevante argumen-
ter men blot er et verbalt over-
tald på mennesker, hvis politiske
yirke man ikke sympatiserer med.
Kender jeg Jonathan Motzfeldt og
Moses Olsen ret, vil de selv rea-
gre, men det skal ikke afholde
foig fra at knytte et par kommen-
tarer til Bjørn Barfods artikel.
Barfods betragtninger angående
danske skatteyderes formodede
hindre begejstring over, at staten
årligt anvender mellem seks- og
syvhundrede millioner kroner af
skatteydernes surt tjente penge i
Grønland, kan jeg kun finde gan-
ske uinteressante af bl.a. følgende
selvfølgelige grunde: Det er nu
engang danskernes demokratisk
valgte folketing, der bevilger dis-
se beløb, og det er mig bekendt
ikke kutyme, at der i Danmark
bliver afholdt folkeafstemning,
hver gang der skal bruges et eller
andet stort beløb til et bestemt
Projekt. Det er alså tilfældigvis
ikke grønlænderne selv, der har
truffet bestemmelse om størrelsen
af de omtalte beløb. Grønlænder-
ne har end ikke mulighed for selv
at administrere anvendelsen af
disse surt tjente skattepenge.
Hvorfor skal de så lastes for det?
— løvrigt har jeg lagt mærke til,
at Grønland forsat nyder udstrakt
good-will i den danske offentlig-
hed. Så at sige hver gang, der er
indsamling til fordel for et eller
andet „fjernt" område, ser man
mange danske læserbreve gående
ud på, at man hellere skal kon-
centrere sig om at udvikle Grøn-
land. — At jeg selv mener, at
Danmark også bør yde hjælp til
hårdt prøvede områder som Viet-
nam, Island m. fl. er så en hel
anden sag. At danskerne så, som
fremhævet af Barfod, kender me-
get lidt til de grønlandske for-
hold, er en sag, som er indiskuta-
bel, men som man iøvrigt heller
ikke kan bebrejde grønlænderne
for. Jeg tror nu heller ikke, at der
findes andre mennesker end Bar-
fod, der ønsker at bebrejde grøn-
lænderne for, at man — godt nok
uden at spørge den almindelige
danske skatteyder — havde op-
rettet „et grønlandsministerium
med alt hvad dertil hører". Tvært-
imod har der i Grønland været
røster fremme om, at dette for-
færdelige „væsen" burde nedlæg-
ges — med alt hvad dertil hører!
På det punkt kan vi af mange år-
sager, som ikke skal opremses her,
følge Barfods tankegang et langt
stykke hen ad vejen. — løvrigt
behøver nedlæggelse af „en usyn-
lig regering" ikke være ensbety-
dende med, at bevillingerne ophø-
rer.
Jeg vil gerne tage Barfods an-
modning om, at man ikke for-
veksler folketinget med den dan-
ske offentlighed, til efterretning.
Hvert land har som bekendt —
med lidt omskrivning af et gam-
melt mundheld — de politikere,
som det fortjener. Det kan kun
glæde mig, at „de vekslende grøn-
landsministre i realiteten har haft
det let".
Barfod taler i forbindelse med
sit angreb på Motzfeldt, Moses Ol-
sen og Lars Chemnitz om „sygelig
selvhævdelse". Jeg er ikke psyki-
ater og kan derfor ikke stille diag-
nose. Dog vil jeg tillade mig at
stille et spørgsmål til Barfod: Vil
du hellere have, at man skal fort-
sætte med at yde næring til grøn-
lændernes gennem dansk admini-
stration erhvervede følelse af
mindreværd, som er roden til alt
ondt, også til en sløv laden-stå-til.
Skal de grønlandske politikere,
som skal varetage deres lands-
mænds interesser, fortsat blot stil-
le op i København hos alfader og
hans hærskare af akademikertje-
nere uden format og personlighed
— for at blive manuduceret og ik-
ke for at føre politiske forhandlin-
ger? I en lang overgang, faktisk
i perioden mellem 1953 (et famøst
år) og indtil det sidste valg, sav-
nede vi grønlandske politiske per-
sonligheder (i landsrådet), som
kunne gennemskue administratio-
nen og alt dens væsen (væsen: En
organisation, der er således opbyg-
get, at ansvaret for resultaterne
af dens funktioner forflygtiges).
I dag har vi da et par stykker,
som åbenbart synes, at vi har
krøbet længe nok — for at blive
i Barfods billedsprog. Kun på et
punkt har jeg lyst til at løfte en
advarende finger mod de grøn-
landske politikere (det gøres i
bedste mening): Glem aldrig jeres
idealer for at nå jeres eventuelle
private mål. Den fare lurer be-
standigt rundt om hjørnet.
Barfod taler om vore nuværen-
de lederes „aggressive holdning"
overfor alt, hvad der er dansk. —
Her kan jeg slet ikke følge Bar-
fod for landsrådsformandens ved-
kommende. Det ligger ikke til
ham at være sådan. De „unge",
Jonathan og Moses, udtaler sig til
tider mere ligefremt og direkte,
men iøvrigt i en tone, som vi i
dag kender særdeles godt hos ad-
skillige danske politikere. Barfod
glemmer iøvrigt her en vigtig
sandhed (i det mindste en ting,
der er fremkommet og forekom-
mer hyppigt rundt om i verden):
Nationalfølelse — for det er vel
nationalisme, han beskylder de 3
politikere for — træder først i for-
grunden, når den bliver tvunget
frem af ydre pres. For Grønlands
vedkommende bestod dette ydre
pres af et „embedsmandsvælde",
som medførte en umyndiggørelse
af grønlænderne. Det er derfor
slet ikke mærkeligt, at der blev og
bliver reageret herimod.
I slutningen af sin artikel kom
Barfod ind på det på alle områ-
der statsstøttede grønlandske fi-
skeri. Jeg skal ikke forsøge at
bortforklare en kendsgerning,
men alligevel kan jeg ikke lade
være at henvise til et lille læser-
brev i A/G nr. 2 1973 om de grøn-
landske fiskeres muligheder (un-
dertegnet En fisker). Brevskrive-
ren gav en meget tankevækkende
sammenligning mellem en grøn-
landsk og en færøsk fiskers ind-
tjeningsmuligheder. Måske er det
ikke så mærkeligt, at staten må
yde støtte til vore fiskere? Men
det kan fiskerne selv udtale sig
meget bedre om.
Til slut. Tanken om selvstyre
(Barfod mente vel hjemmestyre)
kan aldrig være „direkte latter-
lig". Det kan man kun mene, hvis
man ikke har forståelse for et
folks naturlige behov for at være
„herre i sit eget hus"; hvis man
ikke kan indse, at selvrespekt og
menneskelig værdighed er noget,
man aldrig må fratage en befolk-
ning. „Jeg er kun en grønlænder"
er en talemåde, en tankegang, som
heldigvis vil optræde sjældnere
og sjældnere i fremtidens Grøn-
land. Men den vil først forsvinde
helt, når der er sket forandringer
i dybden — når der er sket en
fornyelse -—• i visse danskeres (for
den sags skyld også visse grøn-
lænderes) måde at betragte et
menneske på. Visse danskere har
forfærdeligt svært ved at accep-
tere andre idealer og andre livs-
kilder end deres egne, og vi for
vort vedkommende kan have
svært ved at acceptere os selv,
som vi er.
At skabe en nation — bare med
færøsk hjemmestyreordning som
delvis forbillede — bliver et ræd-
somt vanskeligt stykke arbejde. Vi
skal endda gerne nå frem til en
bedre ordning i løbet af forholds-
vis kort tid. Lad os derfor ikke
spilde yderligere energi på per-
sonlige skænderier.
For at blive i Barfods stil! Det
er så enkelt, og tilsyneladende al-
ligevel så vanskeligt at fatte: den,
der fornedrer andre, fornedrer sig
selv .
Perfekt
B&O-service på
Grønland
Nu kan De ikke blot se og
høre B&O's mange spæn-
dende modeller hos hvilken
som helst af nedennævnte
forhandlere, men også være
sikker på at få perfekt B&O-
service, uanset hvor De har
købt Deres apparatur.
Hr. radiohandler, Jens Gadegaard,
Radio Service, 3940 Frederikshaab.
Godthaab Foto-Radio-Service,
v/herr Ole Winstedt, 3900 Godthaab.
Hr. radiohandler, H. Rasmussen,
Radio Service, 3920 Julianehaab.
Hr. radiohandler, Kurt Holm,
Holms Radio, 3912 Sukkertoppen.
Grønlands Radio Center,
v/herr Ib Lundby, 3900 Godthaab
Hr. radiohandler, Ulrik Kaadt,
Polar Radio, 3911 Holsteinsborg.
Bang&Olufsen
7