Atuagagdliutit - 26.04.1973, Blaðsíða 3

unge, og var blevet viede en lys
og solrig søndag af pastor Elias
Lauf. Jeg traf selv Maren og Mag-
nus, da de fra Prøven nåede til
Upernavik og mærkede hvilken
glæde kaptajnens betænksomhed
havde givet dem.
Magnus gik glad og jovial rundt
og gav sine gamle endnu levende
grønlandske venner og tidligere
undergivne hånden og forglemte
ikke de gamle kvinder med smi-
lerynkerne, som han havde dan-
set „Sveitrit" med i sin ungdom.
Det blev også for disse menne-
sker et uforglemmeligt indslag i
feststemningen omkring handels-
stedet Upernaviks 200-årsdag.
Deres øjne strålede af glæde, når
han gav dem et håndtryk og gen-
kendende kom med en munter
bemærkning om den gang for så
længe siden.
Een af dem skrev til mig her-
nede på de Canariske Øer, da hun
havde hørt om Magnus’ død: „Det
var næsten ikke til at tro, da vi
i radioen fik meddelelse om vores
gamle niuvertugsaKS død, så kort
tid efter, at han havde gået rundt
iblandt os og bekræftet os sin
samfølelse og sit venskab, at det
kunne være sandt og at han for
■altid var borte. Men han havde
fortjent at få fred efter at have
endt et samvittighedsfuldt og vel-
brugt liv. Han havde fortjent at
dø sådan.
Sådan kan der jo også ses på
det. Det må også hans andre sør-
gende venner prøve på at god-
tage. Og det må også hans tro-
faste Maren lære at indse, selvom
hun endnu finder det ugørligt.
Dit hjerte græder, Maren.
Det gør vore hjerter også.
Las Palmas, d. 25. marts 1973.
Suko.
P.S. Mindet om Magnus Jensen
vil ikke dø, men leve videre
hos de unge grønlændere,
som han tog sig så omsorgs-
fuldt og forstandigt af, me-
dens de var til uddannelse
i Danmark, langt bort fra
slægt og venner.
Deres fremgang var ham til
det sidste en hjertesag.
Magnusimut erKainiut
tåssa Magnus toKuvoK. agsut na-
keriatdlangnarsimavoK tusarne-
Karmat tåssa Kimavigdluta Ki-
ntagkåtigut. ugperineK ajorna-
hgajagpoK. sule umativut aliasu-
hiik åniarput. ikingutiminut iki-
hgutauvdluaKaoK taimåitumigdlo
tupingnarane inukulunguit aki-
fnassukujuitdlo tamaisa ikingu-
terpagssuaKarfigingmagit, kalåt-
dlit Kavdlunåtdlo, sivikitsumik si-
visunigdlunit ilisarisimassaisa ta-
hiarmik ikingusiutarpåt. inunine
tamåkerdlugo umatigissutsine nå-
lagarå silatussutsinilo maligtar-
ålugo taimailivdlunilo sut tamai-
sa Daugaard-Jensenimit atdliu-
ssunitdlo nautsorssutigissait nå-
baagsissagssane nåmagsissarpai.
1920-t nålernerånitdle, ilumor-
dlune tuniusimavdlunilo nålagka-
•be niuvertup sångitdlisimassup
Lembcke-Otto-p suliagsså sivner-
ålugo Upernavik encålo sujuler-
ssuleramigitdle Kavdlunånik av-
ålanik ikiorteicarane, nålagkane
aussaunerane Danmarkimititdlu-
go nakorsiautigalune isumagi-
ssagssat avdlat isumagiartortit-
ålugit, avatånit pilerisåmeKarta-
raluarpoK angnerussunik atorfi-
hingnigssamut. kisiåne Kalåtdlit-
hunåt kalåtdlitdlo aulajaitdlune
sulissukumavai, ineriartornigssåt
inuneratdlo suliagssavingmisut i-
ssigalugit Kimagsinaujungnaivig-
simagamigit.
kingugdlermik Upernavingmi-
Pok septemberime 1972-ime siner-
ssortåumut umiarssuarmut ilauv-
ålune ilagalugitdlo nuliane Ma-
ren, paningmingnitdlo ernutane
tåssa åtamik ånamigdlo nunåt ta-
kuniåsangmåssuk. umiarssup nå-
lagåta kalerrernårnagit Kanger-
ssuatsåmut (Prøven) pulangmat,
tåssa Maren Magnusivdlo nuna-
Karfik inusugkatdlaramik kativ-
figisimassartik sapåme Kåumarug-
tortalernerane seKinarigssutitdlu-
gulo palasimit Elias Lauf-imit
katitineKarfigtik avatånit takuni-
asangmåssuk puigunaeKaoK. uva-
nga nangmineK Maren Magnusi-
lo nåpipåka Kangerssuatsåmit U-
pernavingmut tikingmata påsiv-
dlugulo umiarssup nålagåta aju-
ngisårnera KanoK nuånårutigitigi-
gåt.
Magnus nuånårdlunilo ilåkumi-
nardlunilo angalaorpoK kalåtdlit-
dlo ikingutitorKane sule inussut
sujcrnagutdlo Handelime atdle-
Kutarisimassane ilagsiorpai puior-
nagitdlo arnat utorKait Kungu-
jugtarnermingnit eKisalilersima-
ssut, Kanga Kanganitsanik Kite-
Katigissarsimassane inusugkatdla-
ramik. inungnut tåukunungåtaoK
niuvertoKarfiup Upernaviup 200-
ngortorsiornerane misigissat pui-
unaitdlisaussut tamåna ilagisima-
våt. issait nuånårnermit Kivdla-
ifnåuput agssangmikut eidtaler-
matik ilisaralutigdlo Kimanartu-
nik OKatdlagtårfigissardlutik ta-
manikut Kimarugtornermk nalå-
ne erKaimassaminik Kangarssuå-
ngoréraluanik.
tåuko ilåt maunga Canariat Ke-
KertSnut agdlagfigånga Magnusip
toKuneranit tusarsimanine piv-
dlugo ima: „ugpemångingajag-
pordlunit radiukut tusaravtigo
NiuvertugssatoKarisimassarput
toKussoK, taima takuneranit sivi-
kitsigissumik Kimagsimavdlugo
akornavtine peicatigingningner-
minik ikingutåussutsiminigdlo ta-
kuterKåmeråtigut, ugperisavdlu-
go ajornakusordlune ilumut Ki-
magutivigdlune KimagutoK. kisi-
åne erKigsinigssamik akigssarsi-
ssariaKarame ilumordluardlune
atordluagkaminik inorérsimaga-
me. taimatut ereigsivdlune toKU-
ssaK akigssarsiagssarå".
tåssalume ama taima OKautigi-
neKarsinauvoK. ikingutaisalo ali-
asugtut avdlat ernarsaut tåuna ti-
gussariaKarpåt. nuliatalo Marenip
ilumortup aulajaitsuvdlo åma ta-
matuma takunigsså ilikartaria-
Karpå, måssa månåkut taimatut
issiginigsså saperaluartitdlugo.
umatit KiavoK, Maren,
åma uvagut umativut Kiåput.
Las Palmas, den 25. marts 1973
Suko.
P. S. Magnus Jensenip erKaima-
neKarnera atajuåsaoK, kalåtdlit-
dlo akornåne erKaimanexartuå-
savdlune isumagingnigdluardlune
silatumigdlo isumagisimassaine
Danmarkime iliniariartordlutik
avalagsimaneråne, ilaKiitatik iki-
ngutitigdlo ungaseKalugit Kimag-
simanerine.
naggatå tikitdlugo tåuko suju-
mukarnigssåt suliagssaminit pi-
ngårnerssautisimavå.
Mindeord om Magnus
Så døde Magnus. Det kom som
et chok, da det forlød, at han for
altid var borte. Man havde ondt
ved at tro det. Og sorgen piner
endnu i vore hjerter. Han var
sine venners ven, og han havde
fortjent de mange venner han fik
mellem høj og lav, mellem grøn-
lændere og danske, mellem de,
der kendte ham kort, og de, der
kendte ham længe. Hele sit liv
lod han sig regere af sit gode
hjerte og sin sunde forstand og
Tunnelen i Sukkertoppen
foruden kæmner Jørn Wiirtzs skildring og tegninger i dette
Pummer af tunnelsprængningen i Sukkertoppen bringer vi her
fotografier af samme begivenhed. Øverst ses tunnelen med lys
1 den anden ende og nederst den 87-årige Rackel Lyberth,
som foretog den sidste sprængning. (Foto: Henrik W. Jørgen-
sen).
udfyldte i fuldt mål alt, hvad alle
hans overordnede lige fra Dau-
gaard-Jensen så i ham.
Allerede fra sidst i tyverne,
hvor han i fem år kørte Uperna-
vik-distrikt godt og loyalt for sin
daværende svækkede bestyrer
Lemcke-Otto og endog en pe-
riode helt alene uden dansk
hjælp, medens hans chef var en
sommer i Danmark for at søge
læge og ordne forskelligt, havde
man ude fra bud efter ham til lo-
vende stillinger. Men han for-
blev tro mod Grønland og grøn-
lænderne, hvis trivsel og liv blev
ham en uafrystelig opgave.
Han var sidste gang i Uperna-
vik i september 1972 ombord i
kystskibet, og havde sin kone,
Maren, og deres datterbørn med
sig, så de kunne opleve deres
bedstesforældres land. Skibsføre-
ren løb uden at have varskoet om
det ind foran Prøven, så Maren
og Magnus udefra kunne se det
sted, hvor de havde levet som
Manitsume suvdluliliaK
tøanitsume suvdluliliap sipineKarneranik kæmnerip Jørn Wiirtzip
Pormorume uvane oKalugpalåvata titartagaisalo saniatigut mau-
Pa ilångupavut pisimassumit tamatumånga åssilissat. KutdleK
tåssa suvdluliliaK, Kinguane KaumaneK erssitdlune. atdliuvdlu-
Pilo takugssauvoK 87-inik ukiulik Rackel Lyberth naggatårutau-
ssumik KaertitsissoK. (åssilissoK: Henrik W. Jørgensen).
Diskrimination i Esbjerg
Den første danske dom afsagt efter loven om racediskrimination blev
afsagt på FN’s internationale dag for afskaffelse af racediskrimination.
For første gang siden ikrafttræ-
delsen af loven om forskelsbe-
handling på grund af race, hud-
farve, nationalitet, tro eller et-
nisk oprindelse i 1971 er den
taget i anvendelse. Det skete 21.
marts, som netop er den dag, FN
har bestemt som international
dag for afskaffelse af racediskri-
mination.
Dommen blev afsagt i politiret-
ten i Esbjerg, hvor en 34-årig in-
spektør på to af byens restaura-
tioner, en 38-årig og en 30-årig
kontrollør idømtes bøder på hen-
holdsvis 1000, 500 og 300 kr.
Sagens baggrund er en episo-
de, hvor et grønlandsk selskab
blev afvist på tre restauranter —
Borggården, Palmehaven og Den
Gyldne Fasan. Grønlænderne
hævdede under sagen, at moti-
veringen var, man de pågældende
steder ikke ville have grønlæn-
dere ind.
Samtlige tiltalte nægtede sig
skyldige, dog erkendte den kvin-
delige restauratør, at hun på
grund af uroligheder, hvor grøn-
lændere var impliceret, i en uge
havde dekreteret forbud mod at
lukke grønlændere ind.
Efter at have hørt adskillige
vidner i retten, mente anklageren
det bevist, at grønlænderne alene
var afvist på de pågældende re-
stauranter på grund af deres
race.
Under sagen kom det endvidere
frem, at grønlændere generelt har
været udelukket fra en af restau-
ranterne i tre år, og på en anden
har udelukkelsen været gælden-
de i flere perioder, mens man den
tredje restauration maksimalt har
tilladt 25 grønlændere entre ad
gangen.
-rg.
Ti canadiske
eskimoer på besøg
Ti elever fra Frobisher Bay i Ca-
nada var i begyndelsen af febru-
ar på en uges besøg i Godthåb.
Samtidig var en gruppe grønland-
ske seminarieelever i Canada. De
canadiske elever var 15-16 år.
Canadierne fandt udvekslingen
interessant. Nogle af dem udtrykte
at en by som Godthåb er forbløf-
fende stor og fuld af industriel ak-
tivitet og anden travlhed, i for-
hold til deres hjemlige målestok.
Både de canadiske og grønland-
ske elever begyndte straks at
snakke med hinanden, hvilket bl.
a. viste, at nationaliteten egentlig
ingen betydning har for samvær.