Atuagagdliutit

Árgangur
Útgáva

Atuagagdliutit - 13.11.1980, Síða 2

Atuagagdliutit - 13.11.1980, Síða 2
UUMMANNAQ Når man står ind i havnen, så kommer man direkte ind i den gamle by i Uummannaq, og den er meget velbevaret. Til højre ligger det smukke gule sygehus fra 30’erne. Lidt oppe ligger stenkir- ken fra 1933-35 og det stadig be- boede tørvehus fra århundrede- skiftet. Til venstre ligger endelig handelens gamle bygninger, nyre- staurerede og stadig i brug med passagerkontor, tøj butik og han- delens administrationskontorer. Midt for ligger spækhuset med sit hvide stenfundament, byens ældste hus og fredet i klasse A. I dag er spækhuset indrettet som KGH-lager, men om nogle år bliver det måske Uummannaqs første museum. Det satser mu- seumsudvalget i hvert fald på, forklarede formanden, Jakob Kruse, der er leder af kommunens kultur- og undervisningsadmini- stration. Museumsudvalget blev nedsat af kommunen i februar 1980, og Jakob Kruse håber, at man om to-tre år kan åbne et mu- seum. — Det er på tide, vi får bevaret vores egen historie heroppe. Si- den jeg var barn er meget allerede blevet stjålet, og en del er blevet flyttet til Landsmuseet i Nuuk. Foruden at være lokalmuseum er det planen, at museet skal spe- cialisere sig i fangstredskaber fra hele Nordgrønland. — Der blev behov for at få vo- res kultur bevaret heroppe, un- derstregede Jakob Kruse, og det kan man ikke være uenig med ham i. Alene Uummannaqs egen historie er et museum værd. Mange mennesker Uummannaq har en lang og spændende historie. Noget af den er nedskrevet, bl. a. i forbindelse med byens 200 års jubilæum i 1963, andet er gået fra mund til mund gennem generationerne, og blandt dem, der har samlet stor viden om distriktets historie, er den tidligere kæmner, Mathias Fleischer, og Joas Andersen. Der boede mange mennesker i distriktet allerede før kolonisatio- nen, og der var langt flere beboe- de steder end i dag. Mange steder har man fundet ruiner og stenred- skaber, som røber en stor befolk- ning med mange bopladser, speci- elt var der tæt på Nuussuaq- halvøen. På spidsen af Nuussuaq har man fundet en stor mærkelig mur. Den er 4,5 meter lang, en meter bred og to meter høj. Den er bygget af meget fine sten, og der har gået mange historier om, hvordan den er bygget af Kaas- sassuk som isbjørnefælde. Det er dog mere sandsynligt, at muren er blevet bygget af nordbo- erne. De har altså været i distrik- tet, men iøvrigt er der intet fund som bekræfter, at de skulle have været bosat i distriktet. Hollænderne Hollænderne har været godt kendt i Uummannaq før kolonisa- tionen, og de blev ved med at handle med befolkningen længe efter, at kolonisationen var star- tet. Man kan bare se på stednav- ne som Svartenhuk og Ubekendt Ej lande for at få hollændernes til- stedeværelse bekræftet. De drev hvalfangst i distriktet og de handlede med den lokale be- folkning, og hollænderne havde li- gefrem en lille handelsstation sydøst for Illorsuit-øen. Overalt i Grønland var de dan- ske myndigheder bekymrede for den nære kontakt mellem de hol- landske hvalfangere og den grøn- landske befolkning. Flere steder blev kolonier oprettet med det ene formål at forhindre denne kon- takt, og det besluttede man i 1758 også at gøre i Uummannaq. Man valgte at placere den nye koloni på Nuussuaq-halvøens sydspids, lidt syd for nordboernes mærkelige mure. Stedet blev be- mandet med en kolonibestyrer, en handelsassistent, en tømrer, en bødker, en kok og en arbejds- mand. Kolonien flytter Men allerede fra starten havde den nye koloni problemer. Vejret var meget ustabilt, og alle var sy- ge det første år. Tre af de ansatte døde. Desuden var kolonien place- ret så afsides i forhold til de andre beboede steder i distriktet, at samhandelen mellem hollænderne og grønlænderne fortsatte uhind- ret. Kolonien kunne ikke gøre no- get, og desuden var hollændernes varer bedre egnede, og de havde større udbud. I 1760 blev det besluttet at flytte kolonien. Uummannaq-øen blev udpeget som et velegnet sted, og i 1761 blev spækhuset og tre mænd fra kolonien flyttet til det nye sted. De skulle undersøge om det var egnet, og først i 1763 blev kolonien officielt grundlagt. Det var et langt bedre sted, men der var nye problemer. F. eks. betød fjordisen, at der kun var få måneder at sejle i, og sam- tidig fortsatte samhandelen mel- lem grønlænderne og hollænder- ne. I 1764 fik kolonibestyren fra København ordre om at gøre alt for at forhindre den hollandske handel, og efterhånden blev den hollandske handel da også mindre og mindre. Sælgarnsfangst En af grundene til, at kolonien ef- terhånden fik bedre og bedre kon- takt med befolkningen var nok, at kolonien gik ind i udviklingen af fangsterhvervet. Fra 1776 solgte kolonien rifler til fangerne, og kolonibestyrer J. H. Bruun — koloniens grundlæg- ger — introducerede sælgarnet. Han havde allerede eksperimente- ret med denne fangstmetode i 1763 og den blev straks efterlig- net af mange danske i andre kolo- nier. Men Uummannaq var det første distrikt i Grønland, hvor sælgarnsfangst blev en del af fan- gererhvervet, og metoden var i høj grad med til at sikre frem- gang i de mange bygder. Hurtigt fandt man ud af, at man med to til fire hundeslæder kunne passe op til 100 sælgarn, og at man kunne fange over 500 sæler om året på denne måde. Metoden egnede sig specielt godt til forholdene i Uummannaq. Med den lange periode med fast is var kajakken ikke særlig effektiv, mens sælgarnsfangst, utoq- fangst og åndehulsfangst var meget mere effektivt. Koncentration Allerede ti år efter oprettelsen af kolonien på Uummannaq øen var en lang række af de hidtidige bo- pladser affolket, og i århundre- dets sidste årti opstod stort set den bosættelse, som eksisterer i dag. Samtidig kom missionen, og i 1803 var der kateketer i Uum- mannaq, Ukkusissat, Ikerasak, Niaqornat, Saattut (nogle år sene- re), samt i bygderne Uummannat- siaq og Umiartorfik, som i dag ik- ke eksisterer mere. En af hovedårsagerne til be- folkningskoncentrationen var nogle dårlige år, hvor f. eks. mis- sionær Cappelen noterer i sine skrifter, at man overvejede helt at nedlægge kolonien. Imidlertid slog sælgarnsfangsten hurtigt igennem, og ved århundredskiftet blev Uummannaq betegnet som »een af de allervigtigste Nord- grønlandske kolonier«. Mindre godt gik det i den tidli- gere koloni Nuussuaq. Efter fra- flytningen i 1763 stod den ubefol- ket hen i en årrække, men i 1774 forsøgte man at genåbne stedet som hvalfangerstation. Stationen blev forsynet fra Appat, men det var svært at få grønlændere til at blive boende. I 1796 bosatte dan- skeren Jens Amager sig sammen med nogle grønlændere, og i 1799 blev stedet betegnet som »handels- og hvalfangerstation«. Det varede dog kun til 1810, hvor stationen blev lukket. Den blev senere genåbnet, men den kom aldrig til at fungere ordentligt. Isoleret Til i dag har Uummannaq distrikt levet mere eller mindre isoleret fra hele den eksplosive udvikling syd for Nuussuaq. Denne kæmpe halvø med sine høje, forrevne fjel- de har adskilt distriktet fra det øvrige Vestgrønland, og det er ik- ke to årtier siden, at Uummannaq var et sort område på den danske grønlandsadministrations kort. Når Uummannaq i dag er et di- strikt, hvor produktiviteten lig- ger i bygderne, så er det altså ikke et resultat af en overordnet udvikling. Det er en situation, der er skabt af erfaringen gennem det store distrikts lange historie som isoleret fangerdistrikt. Og et kæmpe distrikt er det. Kommunen er 170 kilometer i dia- meter. I alt er der 75-80.000 kvad- ratkilometer, hvilket er to gange Danmarks størrelse. Heraf er de 60.000 kvadratkilometer indlandsis. 2

x

Atuagagdliutit

Beinleiðis leinki

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.