Atuagagdliutit - 13.11.1980, Síða 2

UUMMANNAQ
Når man står ind i havnen, så
kommer man direkte ind i den
gamle by i Uummannaq, og den er
meget velbevaret. Til højre ligger
det smukke gule sygehus fra
30’erne. Lidt oppe ligger stenkir-
ken fra 1933-35 og det stadig be-
boede tørvehus fra århundrede-
skiftet. Til venstre ligger endelig
handelens gamle bygninger, nyre-
staurerede og stadig i brug med
passagerkontor, tøj butik og han-
delens administrationskontorer.
Midt for ligger spækhuset med
sit hvide stenfundament, byens
ældste hus og fredet i klasse A.
I dag er spækhuset indrettet
som KGH-lager, men om nogle år
bliver det måske Uummannaqs
første museum. Det satser mu-
seumsudvalget i hvert fald på,
forklarede formanden, Jakob
Kruse, der er leder af kommunens
kultur- og undervisningsadmini-
stration. Museumsudvalget blev
nedsat af kommunen i februar
1980, og Jakob Kruse håber, at
man om to-tre år kan åbne et mu-
seum.
— Det er på tide, vi får bevaret
vores egen historie heroppe. Si-
den jeg var barn er meget allerede
blevet stjålet, og en del er blevet
flyttet til Landsmuseet i Nuuk.
Foruden at være lokalmuseum
er det planen, at museet skal spe-
cialisere sig i fangstredskaber fra
hele Nordgrønland.
— Der blev behov for at få vo-
res kultur bevaret heroppe, un-
derstregede Jakob Kruse, og det
kan man ikke være uenig med
ham i. Alene Uummannaqs egen
historie er et museum værd.
Mange mennesker
Uummannaq har en lang og
spændende historie. Noget af den
er nedskrevet, bl. a. i forbindelse
med byens 200 års jubilæum i
1963, andet er gået fra mund til
mund gennem generationerne, og
blandt dem, der har samlet stor
viden om distriktets historie, er
den tidligere kæmner, Mathias
Fleischer, og Joas Andersen.
Der boede mange mennesker i
distriktet allerede før kolonisatio-
nen, og der var langt flere beboe-
de steder end i dag. Mange steder
har man fundet ruiner og stenred-
skaber, som røber en stor befolk-
ning med mange bopladser, speci-
elt var der tæt på Nuussuaq-
halvøen.
På spidsen af Nuussuaq har
man fundet en stor mærkelig
mur. Den er 4,5 meter lang, en
meter bred og to meter høj. Den
er bygget af meget fine sten, og
der har gået mange historier om,
hvordan den er bygget af Kaas-
sassuk som isbjørnefælde.
Det er dog mere sandsynligt, at
muren er blevet bygget af nordbo-
erne. De har altså været i distrik-
tet, men iøvrigt er der intet fund
som bekræfter, at de skulle have
været bosat i distriktet.
Hollænderne
Hollænderne har været godt
kendt i Uummannaq før kolonisa-
tionen, og de blev ved med at
handle med befolkningen længe
efter, at kolonisationen var star-
tet. Man kan bare se på stednav-
ne som Svartenhuk og Ubekendt
Ej lande for at få hollændernes til-
stedeværelse bekræftet.
De drev hvalfangst i distriktet
og de handlede med den lokale be-
folkning, og hollænderne havde li-
gefrem en lille handelsstation
sydøst for Illorsuit-øen.
Overalt i Grønland var de dan-
ske myndigheder bekymrede for
den nære kontakt mellem de hol-
landske hvalfangere og den grøn-
landske befolkning. Flere steder
blev kolonier oprettet med det ene
formål at forhindre denne kon-
takt, og det besluttede man i 1758
også at gøre i Uummannaq.
Man valgte at placere den nye
koloni på Nuussuaq-halvøens
sydspids, lidt syd for nordboernes
mærkelige mure. Stedet blev be-
mandet med en kolonibestyrer, en
handelsassistent, en tømrer, en
bødker, en kok og en arbejds-
mand.
Kolonien flytter
Men allerede fra starten havde
den nye koloni problemer. Vejret
var meget ustabilt, og alle var sy-
ge det første år. Tre af de ansatte
døde. Desuden var kolonien place-
ret så afsides i forhold til de andre
beboede steder i distriktet, at
samhandelen mellem hollænderne
og grønlænderne fortsatte uhind-
ret. Kolonien kunne ikke gøre no-
get, og desuden var hollændernes
varer bedre egnede, og de havde
større udbud.
I 1760 blev det besluttet at
flytte kolonien. Uummannaq-øen
blev udpeget som et velegnet
sted, og i 1761 blev spækhuset og
tre mænd fra kolonien flyttet til
det nye sted. De skulle undersøge
om det var egnet, og først i 1763
blev kolonien officielt grundlagt.
Det var et langt bedre sted,
men der var nye problemer. F.
eks. betød fjordisen, at der kun
var få måneder at sejle i, og sam-
tidig fortsatte samhandelen mel-
lem grønlænderne og hollænder-
ne. I 1764 fik kolonibestyren fra
København ordre om at gøre alt
for at forhindre den hollandske
handel, og efterhånden blev den
hollandske handel da også mindre
og mindre.
Sælgarnsfangst
En af grundene til, at kolonien ef-
terhånden fik bedre og bedre kon-
takt med befolkningen var nok, at
kolonien gik ind i udviklingen af
fangsterhvervet.
Fra 1776 solgte kolonien rifler
til fangerne, og kolonibestyrer J.
H. Bruun — koloniens grundlæg-
ger — introducerede sælgarnet.
Han havde allerede eksperimente-
ret med denne fangstmetode i
1763 og den blev straks efterlig-
net af mange danske i andre kolo-
nier. Men Uummannaq var det
første distrikt i Grønland, hvor
sælgarnsfangst blev en del af fan-
gererhvervet, og metoden var i
høj grad med til at sikre frem-
gang i de mange bygder. Hurtigt
fandt man ud af, at man med to til
fire hundeslæder kunne passe op
til 100 sælgarn, og at man kunne
fange over 500 sæler om året på
denne måde.
Metoden egnede sig specielt
godt til forholdene i Uummannaq.
Med den lange periode med fast is
var kajakken ikke særlig effektiv,
mens sælgarnsfangst, utoq-
fangst og åndehulsfangst var
meget mere effektivt.
Koncentration
Allerede ti år efter oprettelsen af
kolonien på Uummannaq øen var
en lang række af de hidtidige bo-
pladser affolket, og i århundre-
dets sidste årti opstod stort set
den bosættelse, som eksisterer i
dag. Samtidig kom missionen, og
i 1803 var der kateketer i Uum-
mannaq, Ukkusissat, Ikerasak,
Niaqornat, Saattut (nogle år sene-
re), samt i bygderne Uummannat-
siaq og Umiartorfik, som i dag ik-
ke eksisterer mere.
En af hovedårsagerne til be-
folkningskoncentrationen var
nogle dårlige år, hvor f. eks. mis-
sionær Cappelen noterer i sine
skrifter, at man overvejede helt
at nedlægge kolonien. Imidlertid
slog sælgarnsfangsten hurtigt
igennem, og ved århundredskiftet
blev Uummannaq betegnet som
»een af de allervigtigste Nord-
grønlandske kolonier«.
Mindre godt gik det i den tidli-
gere koloni Nuussuaq. Efter fra-
flytningen i 1763 stod den ubefol-
ket hen i en årrække, men i 1774
forsøgte man at genåbne stedet
som hvalfangerstation. Stationen
blev forsynet fra Appat, men det
var svært at få grønlændere til at
blive boende. I 1796 bosatte dan-
skeren Jens Amager sig sammen
med nogle grønlændere, og i 1799
blev stedet betegnet som
»handels- og hvalfangerstation«.
Det varede dog kun til 1810, hvor
stationen blev lukket. Den blev
senere genåbnet, men den kom
aldrig til at fungere ordentligt.
Isoleret
Til i dag har Uummannaq distrikt
levet mere eller mindre isoleret
fra hele den eksplosive udvikling
syd for Nuussuaq. Denne kæmpe
halvø med sine høje, forrevne fjel-
de har adskilt distriktet fra det
øvrige Vestgrønland, og det er ik-
ke to årtier siden, at Uummannaq
var et sort område på den danske
grønlandsadministrations kort.
Når Uummannaq i dag er et di-
strikt, hvor produktiviteten lig-
ger i bygderne, så er det altså ikke
et resultat af en overordnet
udvikling. Det er en situation, der
er skabt af erfaringen gennem det
store distrikts lange historie som
isoleret fangerdistrikt.
Og et kæmpe distrikt er det.
Kommunen er 170 kilometer i dia-
meter. I alt er der 75-80.000 kvad-
ratkilometer, hvilket er to gange
Danmarks størrelse. Heraf er de
60.000 kvadratkilometer
indlandsis.
2