Atuagagdliutit - 13.11.1980, Síða 26

Fangstundervisning med lærebøger,
man selv har udarbejdet
Skoledirektionen i Nuuk skyder ansvaret for en forsvarlig undervisning fra sig,
mener man i Uummannaq.
Den 19. maj 1979 sendte skolein-
spektør Josef Motzfeldt et brev
til skoledirektøren i Nuuk. Der
var vedlagt en ansøgning fra læ-
reren i Ikerasak om etablering af
speciel fangstundervisning for en
enkelt elev i den kommende 8.
klasse, og Josef Motzfeldt skrev:
— Da resultaterne af denne for-
søgsundervisning vil være til stor
hjælp i udarbejdelsen af en egent-
lig undervisningsvejledning i fan-
gerlære anbefales ansøgningen på
det varmeste.
Problemet i Ikerasak var, at et
forældrepar ikke mente, at det
var relevant, at deres søn fortsat-
te i bygdeskolens nyoprettede 8.
klasse.
Forældrene mener ikke, at fort-
sat skolegang har nogen betyd-
ning for drengen, da de ikke ser
den store forbindelse mellem det,
skolen tilbyder, og de færdighe-
der drengen nødvendigvis snarest
må begynde at tilegne sig for at
kunne klare sig i sit kommende er-
hverv som fanger og fisker. Så-
dan beskrev lærer Bo Nørreslet,
dansk men dobbeltsproget, pro-
blemet i sin ansøgning til skole-
væsenet. Han ønskede derfor at
få mulighed for at tilbyde denne
ene elev en udvidet fangstlære i
skolen, fordi han mente drengen
burde sikres yderligere skolelær-
dom.
Bo Nørreslet foreslog en under-
visning, som senere kunne bruges
til at udbygge den almindelige
fangstlære i skolen.
— Det er mit håb, sluttede Bo
Nørreslet sin ansøgning, — at
skolen, ved en tillempning af sine
tilbud til de lokale behov som her
skitseret, kan hjælpe med til at
videreføre de levedygtige er-
hverv, et lokalsamfund som Ike-
rasak er aldeles afhængig af, men
som har svært ved at klare sig
grundet udøvernes besvær med
at tilpasse sig storsamfundets
krav anno 1979.
Ingen grønlandsk skole
Den 30. maj samme år afgik der
svar fra skoledirektøren i Nuuk.
—■ Under henvisning til Deres
ansøgning af . . ., stod der, — skal
det herved meddeles, at det an-
søgte ikke kan imødekommes.
Skoledirektøren anførte som
begrundelse for det første, at op-
lægget pegede »på en ordning, der
må betegnes som egentlig er-
hvervsoplæring, hvilket ligger
uden for gældende skolelovs ram-
mer og sigte«. For det andet »fa-
voriserer forslaget en enkelt elev
undervisningsmæssigt såvel som
økonomisk i forhold til så mange
andre«.
Skoledirektøren fandt, at kon-
sekvenserne af forslaget fra Ike-
rasak »er således helt uoverskue-
lige«.
Skoledirektøren mente derimod
ikke, at der var noget til hinder
for, at drengen i videst muligt om-
fang deltager i forældrenes fiske-
og fangstture, idet »der kan peges
på en hævdvunden tradition for
sådanne arrangementer«.
Fra Uummannaq undlod man
at svare igen. I stedet gik man
igang med at overvinde de »helt
uoverskuelige« konsekvenser ved
at skabe en skole, der var tilpas-
set lokalsamfundet og distriktets
overlevelseserhevrv.
I et notat om en ny fangstun-
dervisning konstaterede man
blot:
— En grønlandsk skole, der ik-
ke rummer undervisning i elemen-
tære fangst- og fiskerigrundreg-
ler, er ikke en skole på grønland-
ske betingelser. Og ved blot at
give enkelte bygdeskoler i fanger-
distrikterne mulighed for at lade
en lokal fanger forestå 2 ugentlige
timers fangstlære uden nogen
form for vejledning eller støtte,
med den begrundelse at det er så
forskelligt fra sted til sted, hvor-
dan fangererhvervet drives, sky-
der skoledirektionen blot ansva-
ret for en forsvarlig undersivning
fra sig.
Begyndt selv
Skolevæsenet i Uummannaq har i
de senere år selv arbejdet med
etableringen af fangst- og fiskeri-
undervisning i skolen.
— Vi kører nu denne undervis-
ning fra 5. klasse, forklarede sko-
leinspektør Josef Motzfeldt, — og
vi vil blive ved med at give dette
fag flere og flere timer. Hvor de
skal tages fra, ved vi ikke, men
fangsten skal have endnu flere ti-
mer.
Udviklingen af fangstundervis-
ningen har ikke mindst foregået i
Ikerasak, og i dag følger man i
denne undervisning naturen året
rundt.
Ved skoleårets begyndelse
starter man med at fiske torsk og
uuaq med skolens torskegarn. I
september undervises der i langli-
ner, og der fanges en masse helle-
fisk. Eleverne har bygget en ryge-
ovn lige uden for skolen. Om ef-
teråret undervises der også i at
skyde med skolens haglbøsse, og i
oktober går rævejagten ind. Ele-
verne bygger selv rævefælder og
rævesakse.
Omtrent på samme tid køber
skolen et par hundrede kilo hval-
kød, så eleverne kan lære at skæ-
re kødet i strimler og hænge det
til tørre. I november-december læ-
rer eleverne at lave hundepisk af
sælskind samt at lave sælgarn.
Ved jul plejer der at være islag,
og nu sættes sælgarnene ud.
Imens arbejder klassens piger he-
le tiden med forarbejdning af
skind, og de syr skindtøj til dren-
gene. Et år fangede drengene fem
sæler, og de blev alle forarbejdet
af pigerne.
Foråret igennem fortsætter
fangsten, suppleret med langline-
fiskeri, og alt hvad der fanges be-
handles, så det kan gemmes og
bruges som skolebespisning.
Til undervisningen er der ansat
en særlig fangstlærer, der er en af
bygdens fangere.
Har lavet egne bøger
Fangstundervisningen er imidler-
tid ikke kun praksis og den teori,
som fangeren videregiver til ele-
verne. I Uummannaq har man
nedsat en særlig gruppe lærere og
fangere, som er gået igang med at
udarbejde et egentligt undervis-
ningsmateriale.
Foreløbig er det blevet til to un-
dervisningshæfter, et om ræven
og et om ørreden. Hæfterne gen-
nemgår dyrenes vaner, nævner
jagt- og fiskerierfaringer fra for-
skellige steder, og der stilles en
lang række opgaver, som eleverne
skal løse.
Det er meningen, at dette pio-
nerarbejde skal følges op med
hæfter om alle de øvrige dyr i di-
striktet.
TV på tysk med svenske undertekster
Uummannaq får bånd fra Mårmorilik men håber på
større lokal produktion.
Ilinniartitsisoq Jens Jakobsen meeqqilu.
Lærer Jens Jakobsen med barn.
Fjernsynet er tændt. Uden for lig-
ger sneen og fangersamfundet
Uummannaq. Hist og her giam-
mer nogle hunde, men ellers er der
stille. Helt stille.
Vi har lige set en dansk Tv-
udsendelse, og som sædvanlig
siddet i den situation, at kun nog-
le af de tilstedeværende har kun-
net forstå, hvad der blev sagt.
Men det er jo næsten blevet dag-
ligdags.
Lidt efter kom næste udsendel-
se, og vi udenbys gæster spidsede
øren. Det var en amerikansk film.
Billeder fra de brede sandstrande
lands Californiens kyst. Unge
mennesker i store åbne amerikan-
ske dollargrin. Men de taler tysk.
I stedet for at have tyske under-
tekster var filmen synkroniseret
til tysk, så de tyske tilskuere let-
tere kan følge med. De behøver ik-
ke læse mens de ser.
Til gengæld er der af hensyn til
svenske tilskuere svenske under-
tekster på den amerikanske film,
hvor alle taler tysk.
Danske og grønlandske tilskue-
re, dobbeltsprogede såvel som en-
keltsprogede, var pludselig i sam-
me båd i den lille stue i typehuset
i Uummannaq. Ingen forstod no-
get — lige undtagen dem, der kun-
ne følge med på svensk, forstå
tysk eller mundaflæse ameri-
kansk.
Vi så filmen til ende. Kikkede
på billederne. Men undrede os
over, hvordan sådan en film fandt
vej til Uummannaq.
Hos lærer Jens Jacobsen fik vi
svaret.
Mange bånd hver uge
Jens Jacobsen, medlem af TV-
foreningens bestyrelse, er selv
imod at sådanne film bliver sendt.
— Men det er heldigvis også
kun rent undtagelsesvis, tilføjer
han og forklarer:
— Vi får vore bånd fra Marmo-
rilik, hvor man tapper tre forskel-
lige steder i Danmark. På den må-
de får man både danske, svenske
og tyske udsendelser sendt op, og
hver uge får vi 30-40 bånd til
Uummannaq. Flere af dem bruger
vi aldrig, men når det er dårligt
vejr og forsyningen svigter, kan
vi komme i nød for bånd. Så sker
det, at f. eks. et tysk bånd bliver
udsendt, selvom der end ikke er
danske undertekster.
Jens Jacobsen siger videre, at
Uummannaq ikke har kontakt
med andre TV-foreninger i Grøn-
land, og at man kun betaler
40.000 kr. om året for alle bånde-
ne fra Mårmorilik.
Vælger selv programmer
Uummannaq fik TV i 1975-76.
Kabelnettet blev betalt af kom-
munen for nogle af skatteindtæg-
terne fra Mårmorilik, og omkring
220 huse er tilsluttet. Det er næ-
sten alle huse i byen.
Alle disse huse deltager også i
programtilrettelægningen.
— Hver tirsdag aften samles
nogle af borgerne på skift for at
udvælge næste uges program,
forklarer Jens Jacobsen. — Alle
kan således påvirke programud-
budet, men man er nødt til at hol-
de sig til de bånd, der er til rådig-
hed. På den måde bliver der tale
om et ret begrænset demokrati.
Jens Jacobsen nævner i den
forbindelse, at lokalproduktionen
er meget lille.
— Vi har forsøgt, og vi har fået
lavet en del lokalt TV. Men langt
fra nok. Alt skal laves på frivillig
basis og gratis.
Har næsten alle TV i byen Uum-
mannaq, så har ingen TV i de syv
bygder, hvor flertallet af distrik-
tets indbyggere bor.
Flere bygder vil gerne have op-
stillet TV-anlæg i forsamlingshu-
sene, hvor man så kan mødes og
se fjernsyn.
— Desuden er Qaarsut interes-
seret i at få kabel-TV.
Jens Jacobsen, i dag lærer i Qa-
arsut, synes ikke personligt, det
er en god idé.
— Sålænge udbudet af pro-
grammer er, sådan som det er, er
det en meget farlig udvikling.
— Og dog, tilføjer han. — Det
er helt forståeligt. Uummannaq
har det jo.
26