Atuagagdliutit - 14.12.1983, Blaðsíða 14
r
Nungme »IgdlerfiussåK« imalumt Radiup KdKå Kanga ukalerfiussaratdlar- Radiofjeldet i Nuuk, dengang da der var harer i området,
mat.
Til hare jagt på Radiofjeldet i Nuuk
Livet som studerende i Grønland var hårdt for 65 år
siden, men der var også lyspunkter. Herom fortæller en
efterladt beretning af en seminarieelev i Nuuk i årene
1915-20
Af Henrik Olsen
På dansk ved Jørgen Fleischer
I min tid havde seminarieeleverne
mange pligter. Vi skulle blandt an-
det sørge for brændsel til skolen, og
om efteråret plejede vi at tage på
brændselstogt med skolens to robå-
de »Ammassalik« og en uhyre stor
og klodset båd med det ganske be-
tegnende navn: »Helvede«. Båden
kunne rumme utroligt meget og var
særdeles velegnet til brændselstogt.
En dag befalede rektor, at vi
skulle på togt. Vejret var ikke det
allerbedste og vi havde ikke så me-
get lyst til at tage afsted. Men der
var ikke noget at gøre. Nægtede vi
at rejse, ville vi miste ugens ly-
spunkt: et stykke rugbrød, som vi
fik tildelt om lørdagen.
En trøstesløs nat
Vore bange anelser kom til at slå til.
Vi var ikke kommet længere end til
indsejlingen til Kobbefjorden, da
sydvesten indhentede os med vold-
somme vindkast og styrtregn. Vi
havde intet regntøj, og det var for
sent at vende om. Derfor gjaldt det
om at finde læ så hurtigt som mu-
ligt. Ved den første lille vig gik vi i
land, og straks var vi i gang med at
rejse teltet.
Men vi skulle også fortøjre »Hel-
vede«, og det var et særdeles van-
skeligt job i det herrens vejr. Vi blev
rent ud sagt drivvåde, og vi havde
intet skiftetøj at tage på. Det var in-
gen trøst at komme i teltet. Herinde
var alt vådt, gulvet, den bare jord,
sengetøjet i jutesække og brænd-
14 NR. 50 1983
slet, som nu var ganske ubrugeligt.
Og vi var ikke i besiddelse af et tek-
nisk vidunder, der hed primus. Der
var ikke andet at gøre at sætte sig på
stenene på jorden og spise af provi-
anten. Vore kamikker var stærkt
opsvulmede og vandet skvulpede
op gennem utætheder ved sømme-
ne.
Stormen blev værre, og henad af-
ten måtte vi ud og ordne barduner-
ne. Blæste teltet væk, var vi jo så
godt som prisgivet. Men vi var ved
godt mod efter et festmåltid bestå-
ende af rugbrød uden smør eller
margarine og uden pålæg af nogen
art. Men brød var mad dengang,
især når man spiser det med sukker
til.
Det blev en trøstesløs nat. Vi
måtte stå op eller sidde ned på ste-
nene efter tur og rystede over hele
kroppen af kulde. Det meste af den
næste dag tilbragte vi i den same si-
tuation. Først hen på eftermidda-
gen, da vinden sløjede lidt af og det
begyndte at sne, gik vi i gang med at
øse »Helvede«, som var ved at
drukne. Med skummen fra bølge-
toppene flagrende omkring det sto-
re firkantede sejl pilede vi nu hjem,
så det var en forhøjelse.
Da vi atter havde landjorden un-
der fødderne, kunne vi knap nok
stå på benene og det blev ikke bed-
re, da vi kom ind i en varm stue. Vo-
re ansigter og lemmer hovnede
voldsomt. Men ingen tog notits af
os, og vi grinte bare af os selv.
Se, det var en rigtig slavetilværel-
se!
Store ocean
Men jeg husker også mange skønne
ture fra disse brændselstogter. Vi
plejede at trille el-duske ned ad
skråningerne og save grenene af på
stranden, mens vore kammerater
kogte vand til te i »Store ocean«,
som vi kaldte den enorme kedel.
Det duftede af kvaner. Men vi fra
Nordgrønland havde ikke forstand
på at spise denne stængel og var me-
re interesseret i at skyde fugle fra
kajak, så vi kunne få »suaasat«.
Vi holdt altid rast, når vi på
hjemvejen kom til Ulaajuk, indsej-
lingen til Kobbefjorden. Så skulle vi
have et festmåltid og satte uanede
mængder af rugbrød og grød til
livs.
Ved hjemkomsten delte vi
brændslet i lige store bunker mel-
lem elevhusene. Det gjorde vi også
med enebærgrene, hvoraf vi skulle
lave juletræer. Transporten foregik
med skolens store vogn, og nedad
gik det så stærkt på den meget
ujævne vej, at det slog gnister fra
vognringene.
En kærkommen fangst
Praktisk arbejde hørte med til ud-
dannelsen. Hver eneste dag — uan-
set vejret — havde vi timer i prakti-
ske arbejder under tilsyn af en læ-
rer. Det var ikke altid morsomt at
arbejde ude på tom mave i den bi-
dende kulde. Det var nemlig meget
knap med maden, som for det me-
ste var rent ud sagt elendig. Men ik-
ke desto mindre, så skulle vi synge
og takke, før vi skulle spise næsten
ukogte ærter.
En dag gik jeg på arbejde meget
nedbøjet og med skrigende mave.
jeg var besluttet på at spørge vores
lærer om at få lov til at gå på jagt i
pausen, da jeg havde fire patroner.
Det fik jeg lov til, og på ski susede
jeg hen ad Sletten mod Østerbro,
som dengang var fuldstændig ube-
bygget.
Der var ingen ryper at se, og jeg
fortsatte mod Samuels lygtepæl. Et
lille stykke op over det nuværende
bogtrykkeri overraskede jeg en ha-
re, som straks satte i løb. Som en
ægte grønlandsk jæger råbte jeg, så
højt jeg kunne: Iteeq! (Jeg kan se
din ende). Så blev haren flov og sat-
te sig med det samme på halen. Med
bankende hjerte sigtede jeg på den
og trykkede af. Den lå allerede med
bugen i vejret!
Det var en meget kærkommen
fangst, og nu fik jeg pludselig
travlt. Skuddet skræmte nemlig tre
ryper. De fløj væk, og mens jeg
fløjtede for at få ryperne til sætte
sig, løb jeg hen til haren og fik fat i
den. Det var som at fange en is-
bjørn! Det lykkedes mig også at
fange de tre ryper.
Det var en stor dag. Jeg byttede
ryper for rugbrød og jeg fik en hel
50-øre for haren.
(fortsættes næste side)
ATUAGAGDLIUT1T