Atuagagdliutit - 14.12.1983, Qupperneq 25

Engelsk butikstyv
skjultes i en hule
Peter var en engelsk matros på et sejlskib. Under en
overvintring i Sukkertoppen stjal han fra butikken. For
ikke at få fingrene hugget af flygtede han og
grønlænderne skjulte ham i en hule
Af Karl Møller
På dansk ved Jørgen Fleischer
Trafikken mellem Grønland og
Danmark var ikke så ligetil i sejlski-
benes tid, som det er i dag. Der er
mange beretninger om særdeles
drøje ture og forlis, hvor de overle-
vende måtte døje utrolige lidelser.
Det tog uger og sommetider måne-
der at nå frem til Grønland med for-
syninger i disse sejlskibe på ca. 300
tons og »Peru« satte rekorden i
1846. Skibet var 245 døgn om at nå
frem til Diskobugten fra Køben-
havn.
Der skete mange gange, at skibe-
ne anløb bestemmelsesstedet så
sent, at en overvintring ikke kunne
ungås. En sådan overvintring var en
oplevelse for »koloniens« befolk-
ning og afveksling i dagligdagen,
ikke mindst for kvinderne. Så skul-
le man straks i gang med at sy skind-
tøj til besætningen. Alle fik kamik-
ker og skindbukser og dertil en fæ-
røsk trøje og seler.
En ordentlig lærestreg
Men overvintringerne skabte også
problemer for det lille »kolo-
ne-samfund. Pludselig var der
mange nye munde at mætte, og be-
holdningerne af europæisk provi-
ant var som regel ret begrænset. De
mange unge mænd gav desuden an-
ledning til ufred og jalousidramaer.
Gryn og salt fisk var ikke den ide-
elle ernæring i en grønlandsk vin-
ter. En sådan menu fremkaldte som
regel den berygtede skørbug. Men
de nye borgere lærte gerne at sætte
pris på grønlandsk proviant som ry-
per, harer og sællever, som i sma-
genikke adskilte sig fra al anden eu-
ropæisk stegt lever. Og inden længe
blev matroserne fortrolige med så-
vel grønlandsk tøj som grønlandsk
proviant.
I min fars ungdom, omkring
1910 overvintrede to sejlskibe i Suk-
kertoppen. I den strengeste vinter-
tid fik »Store Søren« polarkuller og
blev lidt mærkelig. Når han gik i
land om aftenen forfulgte han unge
mænd. Han slog dem i ansigtet med
knytnæve og sagde, at de skulle
skynde sig at komme hjem. men in-
gen turde at svare igen, for Søren
var stor og stærk.
Men en aften blev min far og
umiarssuarmiut kalåtdlitdlo Kanga tingerdlautainaleKaratdlarmat.
Besætningsmedlemmer og grønlændere fra sejlskibenes tid.
hans ven »Lille Daniel« - en lille
mand men en rigtig fanger — enige
om at give Søren en lærestreg, han
skulle ikke tro, at han kunne have
pigerne for sig selv alene.
Det var måneskin, da min far og
hans ven gik på straffeekspedition,
og inden længe så de Søren komme.
Straks begyndte han at kæfte op.
De unge mænd skulle se at komme
hjem og det nu. De havde ikke no-
get at gøre på vejene på den tid af
døgnet. Og for at understrege sine
ord begyndte Søren nu at langs ud
efter de formastelige.
Men i det samme puffede min far
og »Lille Daniel« deres modstander
ud i en snedrive. Søren rejste sig op
indhyllet i sne og var fyr og flamme
af raseri. Men han fik nøjagtig sam-
me behandling og efter adskillige
ture, fik han nok og flygtede. Men
han blev fanget i selerne, som gik
itu. Søren greb fat om linningen for
ikke at tabe bukserne og bad om nå-
de. Men der var ingen pardon. Han
blev puffet ud i sneen adskillige
gange, mens han flygtede ud til ski-
bet.
Det viste sig at være en formida-
bel kur. Fra nu af var Søren normal
igen, polarkulleren havde forladt
ham.
Det var Peters knap
En tidlig morgen, mens det endnu
var mørkt, kom der et bud fra kolo-
nibestyreren til samtlige fangerhuse
med besked om, at man ikke skulle
på fangst men blive hjemme. Der
måtte være sket et eller andet, når
(Fortsættes næste side)

ManitsoK sanaortorneKangikatdlarmat. — Sukkertoppen fra før krigen.
ATUAGAGDLIUT1T
NR. 50 1983 25