Atuagagdliutit - 14.12.1983, Qupperneq 48

Kanga Akilinerme igdluvigkiortut. — Snehytte bygges i Labrador.
Stærkt lemlæstede lig på stranden
Så tragisk et endeligt fik de første missionærer i
Labrador. Men den lille, rare Jensinnguaq vandt
inuitternes venskab og grundlage Labradormissionen
Af Alfred Toft
twwwwwwwwwwwwwwwwwwwwvwwwwwwwwwwm »»m».mwh»»m»»»w
Sommeren 1748 stævnede skibet
»Irene« over Atlanten mod Godt-
håb. Ombord var Herrnhut-præs-
ten Matthæus Stach, og skibets
styrmand, Johannes Christian Er-
hardt, var medlem af trossamfun-
det.
Styrmanden og præsten fik talt
meget sammen under rejsen. Stach
kunne berette om sine oplevelser
gennem 13 år i Grønland, om rivali-
seringen med Hans Egede, der fik
æren for at kristne eskimoerne, ef-
tersom det var hans ide, og han kom
først.
Men nu havde Neu-Herrnhut ta-
get føringen. Aret før havde det ta-
get det nye store missionshus og
havde en menighed, der talte næ-
sten 300 medlemmer.
Stach var en ildfuld personlig-
hed, Erhardt en begejstret tilhører.
Var det ikke en nærliggende tanke
at følge succes’en i Grønland med
en »egedeade« til Labrador?
Erhardt fik kommandoen
Efter hjemkomsten til Tyskland
læste Erhardt i en bog om Hudson
Bay Company, og skrev til kom-
pagniet, om det ville give ham tilla-
delse til at missionere blandt de vil-
de i de områder, over hvilke kom-
pagniet havde rerritorialhøjhed.
Svaret var nej.
Der måtte altså gås en omvej, og
— følgende Egedes eksempel —
fandt Erhardt på at drage profitten
ind i billedet. Grev Zinzendorf,
herrnhutternes overhoved, var ikke
begejstret for tanken, men det lyk-
kedes alligevel at få hans samtykke,
da Erhardt lovede at holde handel
og mission skarpt adskilt.
Tre engelske købmænd, Nisbet,
Bell & Grace, der var medlemmer af
brødremenigheden i London, til-
bød at financiere og udruste en han-
delsekspedition. Erhardt fik kom-
mandoen over ekspeditionsskibet,
og i foråret 1752 drog han sammen
med Stach til London for at klargø-
re foretagendet.
Og samtidig med at Stach stak til
Grønland med »St. Birgitte« *), gik
Erhardt med sin besætning ombord
i »Hope« (Håbet), der skulle bringe
dem til Labrador. Brødrene med-
bragte deres egen landgangsbåd og
et præfabrikeret træhus, som de
ville opføre, når de fandt en veleg-
net loalitet.
De nåede Labrador den 13. juli
og styrede ind i Sandwich Bay. Om-
rådet var dengang lige så vidunder-
skønt som i dag, men der boede in-
gen mennesker. Man tog så videre
nordpå, og endelig den 29. kom fem
eskimoer smilende skibet imøde.
Der veksledes gaver og nogle venli-
ge ord og gebærder, hvorefter ka-
jakmændene padlede af igen.
Nu blæste det op til storm, og
vind og strøm drev skibet baglæns,
sydover.
Den 9. august kastede Hope an-
ker ved et sted, der i dag hedder Ka-
ngerdluarsuksuak. Pludselig vrim-
lede det med eskimoer, og brødrene
glædede sig. De skyndte sig i land
og slog huset op på et sted, hvor der
var læ og en lille elv (brook, hedder
det derovre). Da stedet ikke var en
ø, men en dal, kaldte de det ikke
Håbets 0, men Håbets Dal, »Hope-
dale«.
Lokket i baghold
Og hvis de var fortsat med at følge
Egedes lysende eksempel, var det
måske endt godt, men nu blev der
begået en kardinalbrøler: 1 begyn-
delsen af september begyndte isen
at danne sig, missionærerne beslut-
tede sig for at blive, men i stedet for
at lade skibet overvintre i havnen,
ville man lade det sejle hjem til Eu-
ropa.
Brødrene stod uden for deres nye
hus og vinkede trøstigt farvel, da
Håbet hissede sejl og strøg derudaf.
Men den 15. september så de til
deres store forbavselse skibet kom-
me tilbage!
Der var sket det, at da skibet var
kommet godt ud af bugten, så man
en sværm af kajakker komme imod
sig. Eskimoerne prajede skibet og
bad Erhardt komme i land; for —
som de sagde — inde på kysten var
der endnu flere eskimoer, der havde
hørt om ham og ville handle med
ham.
Vel, det var vanskeligt at sige nej
... altså gik Erhardt i land sammen
med skibets kaptajn og fire søfolk
— i skibets eneste båd.
De tilbageblevne så den forsvin-
de bag en ø — og så den ikke mere.
(fortsættes næste side)
48 NR. 50 1983
ATUAGAGDLIUTIT