Atuagagdliutit - 06.07.1992, Blaðsíða 10

10
ATUAGAGDLIUTIT/GRØNLANDSPOSTEN
NR. 76 1992
Stenen bestemmer hvad figuren skal forestille
To generationer af Kristoffersen-familien på kursus i granithugning hos japaner på Bornholm
Ilumut aasarississagutta Nuup Qaqortuani »illup sungaar-
tup« silataani ilaqutariit Kristoffersenikkut tusaamasaas-
sutigisaminnik ukkusissamit eqqumiitsuliaminnik sanaru-
joortut immaqa takusaleqqissavagut. (Ass.: Knud Josefsen)
Hvis sommeren ikke helt svigter os, er der håb om, at vi
noget oliere vil kunne se familien Kristoffersen uden for
»det gule h us« i Myggedalen, i fuld gang med deres berømte
fedtstensfigurer. (Foto: Knud Josefsen)
NUUK(SS) - Det er noget
helt andet at arbejde med
granit-sten, når man er vant
til det bløde fedtsten. Man
skal bruge helt andre red-
skaber, som or eksempel
maskinbor. Vi har lært,
hvordan man hugger i gra-
nit, men vi mangler stadig
rutinen.
Det er de to kunstner-søs-
kende, Karl Kristoffersen og
K’itura Sukuvara, der for-
tæller. Netop hjemvendt fra
Bornholm efter et tre ugers
kursus hos japaneren Jun
Ighi Inoue har de begge fået
smag for at arbejde med gra-
nit. Det er anderledes og
spændende, men arbejdet
med fedtstensfigurerne skal
passes:
- Da vi kom lyem, skreg
butikkerne og de turistrela-
terede organisationer på
fedtstensfigurer. Så det var
om at komme i gang, fortæl-
ler den 48-årige Karl Kri-
stoffersen.
»Det gule hus«
Storesøster K’itura på 52
har også været igang, men
det er ligesom om den store
inspiration mangler, »når
man sidder alene«, som hun
udtrykker det.
I »gamle« dage, det var
mens storebror Simon Kri-
stoffersen - der døde i 1990 -
endnu levede, kunne man
altid være sikker på at se så-
vel Simon som Sara, K’itura
og Karl sidde udenfor »det
gule hus« i Myggedalen og
lave deres vidt berømte fedt-
stensfigurer, i en atmosfære
af hygge og travlhed. Om
vinteren nede i kælderværk-
stedet, indhyllet i store par-
caer, om sommeren uden-
for, på en bænk i bare ær-
mer. Altid snakkende og gri-
nende.
I dag skal man være hel-
dig, hvis man støder på bare
én af de tilbageværende søs-
kende i Myggedalen, uden-
for den ene halvdel af det gu-
le hus, hvor K’itura bor
sammen med sin samiske
mand, aldrig kaldet andet
end Sukuvara. Karl er flyt-
tet ud i byen, og Sara - som
i dag er pensionist - kommer
efterhånden kun sjældent
ud i Myggedalen.
Flamingo-figur
- Vi er hinandens lærere og
vi henter inspiration fra
hinanden, siger Karl og K’i-
tura samstemmende.
- Vi savner Simon, og selv-
følgelig tænker vi tit på
ham, siger de.
Japaneren Inoue, som
K’itura, Karl og Karls 23-
årige søn Kristian, »Jappa«,
var på kursus hos ved Ol-
sker på Bornholm, har også
arbejdet sammen med afdø-
de Simon Kristoffersen, da
denne gik på Kunstakade-
miet i København fra 1973
tU 1975.
- På vej hjem tU Nuuk var
vi på besøg på akademiet.
Dér så vi ét af Simons sidste
værker, som han lavede på
akademiet. Det var en stor
skulptur af et par tromme-
dansere, skåret ud i flamin-
go. De sagde, at den skulle
støbes i bronze, tU fordel for
Simon Kristoffersens Fond,
som kan støtte unge kunst-
neres uddannelse. Det var
en stor oplevelse at besøge
Kunstakademiet. De var
meget rørt over at se os, for
de satte Simon meget højt,
fortæUer Karl og K’itura.
Stor granitskulptur
Opholdet på Bornholm var
arrangeret af Nuuk kommu-
nes kunstkonsulent, BodU
Kaalund.
- Hun spurgte, om vi ville
prøve at arbejde med hårdt
sten, og det ville vi da 14
dage før vi skulle afsted, fik
vi besked om, at det var i
orden. Så vi kom lidt hurtigt
afsted, siger Karl og K’itura
leende. Det er iøvrigt karak-
teristisk, at næsten alt, hvad
de siger, følges op med et
smU eUer et grin.
- At se 43-årige Inoue var
som at se et familiemedlem.
Og under hele opholdet følte
vi os da også som én stor fa-
mUie. Inoue og hans kone
Maria har to sønner, hvoraf
den yngste på et halvt år,
Isamo, straks tog mig til sit
hjerte, siger K’itura og smi-
ler helt vemodigt ved tanken
om knægten.
Karl lavede to halvstore
figurer i granit hos Inoue.
På så kort tid kunne han ik-
ke nå at færdiggøre dem,
men det vil han gøre, når de
ankommer til Nuuk. Den
ene af dem, en mand der er
ved at bygge en varde, skal
danne model til en stor
skulptur i granit, der skal
stå foran rådhuset i Nuuk.
Manden selv skal hugges ud
i granit, mens den varde han
er ved at bygge, skal hugges
ud i grønlandsk marmor, si-
ger Karl.
Fik 3,50 kroner
Endnu ved de ikke, om det
kun er Karl, der skal lave
skulpturen, men de er næ-
sten sikre på, at hele famili-
en vil blive involveret. Fæl-
lesskab er et nøgleord hos
Kristoffersens.
- Vores forældre, Dorthea
og Kristoffer Kristoffersen,
lavede også fedtstensfigu-
rer. Når der var for få torsk
at fange, sad de ude på fjel-
det og skar i fedtsten. Far
lavede askebægre og lysesta-
ger, mens mor mere lavede
kunstneriske ting som for
eksempel tranlamper, for-
tæller Karl.
Han solgte sin allerførste
fedtstensfigur kort tid efter
sin konfirmation.
- Det var 10-15 cm høj bus-
te, som jeg fik 3,50 kroner
for. For pengene købte jeg 12
cecil, 1,50 kroner brugte jeg
til dansemik, og hvad jeg
brugte de sidste 30 øre til
kan jeg altså ikke huske, gri-
ner Karl.
K’itura fik 45 kroner for
sin første fedtstensfigur -
Kaassassuk med en isbjørn.
Men hun begyndte også
først på sin karriere som
kunstner i 1968, på opfor-
dring af daværende lands-
høvding N. O. Christensens
kone, Birthe. Hun havde en
stor samling af grønlandsk
kunst, hvoraf nogle i dag
står på Grønlands National-
museum i Nuuk og Natio-
nalmuseet i København.
Stenens form
Om skulpturen, der skal stå
foran rådhuset i Nuuk, siger
Karl, at han har lært af japa-
neren Inoue, at man ikke al-
tid behøver at hugge og for-
me det hele til. Man kan
sagtens bruge stenens egen
form som en del af skulptu-
ren. Der er en snert af den
måde, familien selv laver de-
res fedtstensfigurer på:
- Når vi sidder med et råt
stykke sten, kigger vi på
den. Så afgør dens form,
hvilken figur den skal fore-
stille. Hvis vi undervejs
kommer til at ødelægge lidt
af stenen, ja, så vurderer vi,
hvad den så kan komme til
at forestille i stedet for, siger
Karl og K’itura.
De to søskende har fået
blod på tanden efter kurset
hos Inoue, selvom den hårde
sten ikke rigtig egner sig for
kvindehåndværk, som K’i-
tura udtrykker det. Karl si-
ger:
- Vi har så mange sten i
Grønland. Jeg ville ønske,
der blev oprettet et sten-
værksted her i Grønland. Et
værksted, hvor man for ek-
sempel kunne lave gravsten,
som man i dag skal købe i
dyre domme udefra. Sten-
huggeriet kunne bruges som
oplæringssted, også for un-
ge kunstnere.
- Nunatsinni ujaqqanik sannavimmik pilersitsisoqarnissaa
kissaatiginaraluaqaaq, Karl Kristoffersen oqarpoq. (Ass.:
Knud Josefsen)
- Jeg kunne ønske mig et stenhuggerværksted i Grønland,
siger Karl Kristoffersen. (Foto: Knud Josefsen)