Atuagagdliutit - 05.05.1994, Qupperneq 16

Nr. 34 • 1994
GRØNLANDSPOSTEN
VI FLYGTER
Tiden gik, og den gik lang-
somt. Det blev endelig rigtig
vinter og da mørketiden var
forbi, lagde isen sig. En dag
i det fineste vejr, tog min
mor mig ved hånden og be-
gyndte at gå for at besøge
Nunakitsut. Da så vi pludse-
lig Kilimii, som var på sæl-
fangst ved iskanten. Han så
også og gik os i møde, det
havde vi ellers ikke ventet.
Han nåede os og sagde:
»Hvor skal I hen?«
»Vi er på vej for at besøge
Nunakitsut.«
»Hvad skal I dér? I er jo
ikke sultne!«
Senere hen hørte jeg, at
min mor i lang tid havde
søgt en chance til at flygte,
men altid blev forhindret i
sidste øjeblik. Men hun ville
jo ikke røbe det, og derfor
sagde hun bare, at vi skulle
på besøg.
Da Kilimii fik det svar,
stak han min mor med sin
lanse i låret med så stor
kraft, at hun faldt om. Så
vendte Kilimii sig om og gik
sin vej uden at mæle et ord.
Af smerte blev hun bare lig-
gende på isen, og jeg kunne
ikke hjælpe hende. Først
langt om længe fik hun det
lidt bedre. Hun støttede sig
til mig, og vi gik langsomt
tilbage til vinterhuset.
Det varede længe før hen-
des sår blev lægt. Endelig
forsvandt smerterne, og så
skete det en dag, at hun igen
begyndte at forberede sig til
flugt. Denne gang var Kili-
mii ikke på fangst. Da han så
hende forberede sig, spurgte
han som sidst: »Hvor skal I
hen?«
»Vi skal på besøg i Nuna-
kitsut.«
Han mælede ikke et ord.
Da vi gik ud, tænkte jeg:
han følger ganske givet efter
os. Men det skete ikke , og vi
nåede Nunakitsut. Huset
dér var meget stort med
mange mennesker i.
Vi blev budt på mad, ih
hvor det smagte godt, det
var så længe siden jeg havde
spist sådan. Der overnattede
vi. Men om morgenen, lige-
såsnart det blev hdt lyst, be-
gyndte min mor igen at gøre
klar til at gå. Quninngi
spurgte hende: »Hvor agter
du dig nu hen?«
»Jeg skal prøve at gå over
til dn anden af fjorden.«
Da hun skulle gå, må Qu-
ninngi have fået medliden-
hed med hende, for han gav
hende sin istuk. Han havde
jo også været gift med min
moster. Han sagde til hende:
»Der er mange steder hvor
isen er tynd - hold øje med
det!« Så gik min mor ud og
tog af sted, for at begive sig
over på den anden side af
fjorden. Hun gik fra mig,
hun sagde ikke noget om at
jeg skulle med, og jeg vidste
ikke, hvor hun ville hen, for
det sagde hun heller ikke no-
get om. Først senere hørte
jeg, at hun var taget til Ik-
katseq til sin fætter for at
anmode ham om at komme
og hente mig.« -
Da Georg, fortælleren,
kommer hertil, siger han til
mig: »Du kender de afstan-
de, som der er tale om her.
Jeg kender dem ikke i mål,
du må ved lejligehed redegø-
re for disse.«
Jeg lovede at gøre det.
Og derefter fortsætter
han: »Hun var kommet over
på den anden side til Tasii-
laarsuk hvor min farbror
Q aa tak med sin kone Kakt-
sak opholdt sig, og da havde
hun sagt til min onkel:
»Hent min dreng, alt muligt
ondt kan overgå ham, da
han er alene nu.«
Hen på aftenen kom han
så, jeg vidste ikke hvem han
var, og han kørte med det
samme med mig. Jeg har se-
nere hen hørt, at lige efter at
vi var kørt, var Kilimii også
kommet til Nunakitsut for
at hente mig og han skulle
have udtalt, at det var kede-
ligt, at han kom for sent, da
han ellers ville drukne mig
gennem revnerne i isfoden -
bare af ren og skær ondskab.
Men fordi vi var kørt lidt før
han kom, undgik jeg så
druknedøden. Senere hen
har jeg prøvet at finde frem
til, hvorfor han hadede mig
så meget, men jeg blev aldrig
klar over det.
Da min mor og jeg gik
over til Nunakitsut, frøs jeg
ikke, til trods for det dårlige
tøj, jeg havde på og ikke
mindst det usle fodtøj - vi gik
jo og på den måde holdt jeg
varmen. Af og til tog min
mor mig på ryggen for at
komme hurtigere frem. Men
jeg husker godt, hvor jeg til
gengæld frøs, da Q aa tak
hentede mig på sin slæde,
for jeg fik ikke andet tøj på,
- så heller ikke den første
slædetur jeg oplevede, var
der noget charme ved.
Da vi nåede Tasiilaarsuk,
så jeg ikke noget til min mor.
Vi stoppede dér og Ujarneq
og Nu liar pak (min mors ku-
sine) tog mig op til deres
hus, tog mit usle tøj af og
lagde mig mellem sælskind-
stæpperne på briksen, fordi
jeg frøs så meget efter den
slædetur.
Jeg var et familiemedlem.
Og jeg var ekstra glad, for
der var andre børn på min
alder: Qattanneq, Aavaar-
tik, Mikertik og andre. Idag
er jeg alene tilbage af disse.
De fleste af dem døde før de
blev døbte.
Som sagt så jeg ikke min
mor, og jeg spurgte heller ik-
ke efter hende, for jeg troe-
de, at hun på vejen var faldet
gennem isen og druknet,
fordi hun gik alene fra Nu-
nakitsut. Ganske vist hvade
hun istuk med. Men jeg hav-
de da set, hvor træt hun var
af sine lidelser. Vel, jeg ven-
tede på hende, jo, jeg vente-
de på hende, skønt jeg ikke
spurgte efter hende. Tredje-
dagen efter kom hun. Jeg
blev pludselig glad. Det viste
sig, at hun var gået hele ve-
jen til sin fætter Kunnak i
Ikkatseq.
Det varede kun kort, så
tog vi af sted igen. En fanger
i Tasiilaarsuk mente sand-
synligvis, at det var synd for
os, og derfor kørte os til Sar-
fakajik med Qaataks hunde.
Jeg huskede, at min onkel
sagde: »Kør med disse stak-
kels mennesker, ellers bliver
de så ensomme!« Han kørte
fra os i Sarfakajik, og så gik
jeg og mor alene til Illumiut.
Jeg var så lille dengang, at
jeg hurtigt blev træt, hvor-
for mor af og til tog mig på
ryggen. I Illumiut var der et
stort hus, beboet af mange
familier.
Ankommet til Illumiut
smagte jeg for første gang
dansk mad. Kort tid forin-
den, da mor alene var kom-
met dertil, havde hun skaf-
fet sig to stykker beskøjter,
men havde ladet dem blive
dér. Nu gav hun mig den ene
- det så vel nok lækkert ud!
Men da jeg fik en mundfuld
og tyggede det, var det mig
umuligt at synke det. Det
endte med, at jeg blev nødt
til at spytte det ud - og jeg,
som ellers var så sulten og
som af bare sult kiggede ef-
ter alt, der var spiseligt!
Da vi kom ind i huset så
jeg en af husets kvinder ko-
ge noget med. Jeg kunne ik-
ke lade være med at kigge
over til hende hele tiden. Af
og til rørte hun i grydens
indhold og når hun løftede
sleven, så jeg noget der var
helt hvidt. Da hun havde
kogt det færdigt, delte hun
ud til sine husfæller og også
til mig. Det så meget varmt
ud, hvorfor jeg pustede på
overfladen til der kom en
hinde på den. Jeg stak til det
med min muslingeskal. Det
så lækkert ud. Da jeg fik det
i munden, vidste jeg ikke
hvad det var, men jeg prøve-
de at synke det, var det igen
helt umuligt. Jeg, den va-
nartede! Jeg, som med stor
velbehag åd grønlandsk
mad, af en hvilken som helst
art.
Det var henimod aften, da
min mor tog mig med ud og
begyndte at gå ind i landet.
Da så jeg noget, der var mere
sort end andet omkringlig-
gende, og mor sagde til mig:
»Den store sten, som du ser
derovre, er den ikke flot?« -
»Er det en sten?« »Ja, det
er.«
Vi nærmede os den, og jeg
troede ganske bestemt, at
det var en sten. Vi nåede
den, og hvor var den flot,
puntet med hvide firkanter
på en af siderne. Da jeg så
dette pynt, blev jeg klar
over, at det ikke var en sten.
I det samme kom der en åb-
ning i en af siderne, og ud
kom der en flot dame med
langt tøj. Hun begyndte at
snakke, men jeg kunne intet
forstå, hvorimod min mor
svarede med et ja. Måske
havde hun forstået noget af
det, eller måske svarede hun
kun for at være venlig, selv-
om hun ikke forstod den
fremmede. Efter at have talt
lidt gik damen ind og kom
ud igen med noget der var
pakket i et stykke sælskind,
- jeg forstod senere, at det
var et stykke papir - og gav
os pakken. Det var deres
madrester. Det lykkedes
mig at synke noget af dette,
- men det smagte så frem-
medartet.
Da vi kom tilbage til Illu-
miut, var Kunnak allerede
kommet fra Ikkatseq. Han
skulle hente os, og allerede
dagen efter kørte han afsted
med os. Der var kommet fle-
re slæder, så min mor sad på
Imaakkas slæde. Han var
Kaakaaqs også kaldet »den
blinde’s« mand. Hun blev
nemlig blind før hun døde. -
Og jeg sad på Kunnaks slæ-
de.
Vi kørte op over en stejl
stigning og standsede op på
toppen af den. Jeg glemmer
aldrig, at Kunnak idet vi
stoppede, måske af træthed
og arrigskab på grund af mig
- han gik næsten hele tiden
ved siden af slæden, da vi
var på vej op - sagde til mig:
»Hvorfor skal du nu også
hentes her i midvinteren?
Husk nu, at jeg henter dig
for at bjælpe dig på flugten.
Når du engang kan klare dig
på dine egne ben, skal du sø-
ge efter noget!«
N
U
U
P
K
O
M
M
U
N
E
A
ALLAGARSIUTEQQITAQ
Nuup Kommunea pissarsiorpoq
Sagsbehandlerimik/assistentimik
BSA-mik ingerlatsiviata isumaginninnermut immikkoortoqarfianut
Nuup Kommuneata BSA-mik ingerlatsiviata isu-
maginninnermut immikkoortoqarfiani sagsbe-
handleritut/assistentitut atorfik piaartumik isu-
maqatigiissuteqarnikkulluunniit sulilersussamik
inuttassarsiorneqarpoq.
Suliassat ilaatigut tassaapput:
- isumaginninnerup iluani siunnersuineq najoq-
qutassiinerlu
- pisortanit aningaasatigut ikiorsemeqarnissamik
qinnuteqaatit tunngavigalugit sulianik suliarin-
ninneq, tamatumani ilaallutik pisortat ikiorsiis-
sutaat, annertussuseriikkanik ikiorsiissutit kii-
salu erninermut atatillugu ullormusiat
- isumaginninnermut ikiorsiissutinik EDB aqqu-
tigalugu nalunaarutiginninneq
- akiligassanik assigiinngitsunik innersuussineq
Iluaqutaassaaq:
- inunnik sullissinermik nuannarinnikkuit
- marluinnik oqaaseqaruit
- EDB-mik atuisinnaaguit
- aalajaatsuuguit, ammasuullutit qiimasuullutillu
Atorfinitsitaaneq akissarsiaqartitaanerlu pissap-
put Kalaallit Nunaanni Naalakkersuisut aamma
SIK/HK-p imaluunniit HK-p akornanni isuma-
GENOPSLAG
Nuup Kommunea søger
qatigiissut atuuttoq naapertorlugu.
Atorfimmut atasumik inissaqartitsisoqarpoq
maleruagassat qaqugumulluunniit atuuttut ma-
lillugit ineqamermut il.il. akiliiffigineqartartussa-
mik. Inissiamilli tunineqarnissanut sivisuumik
utaqqinissaq naatsorsuutigineqassaaq kommu-
nemi inissaaleqineq pissutigalugu.
Qinnuteqartumut illoqarfiup avataaneersumut
atorfininnermut angalaneq pequttallu assartor-
neqarnerat akilerneqassapput isumaqatigiissutit
atuuttut naapertorlugit.
Atorfik pillugu erseqqinnerusumik paasiniaaso-
qarsinnaavoq immikkoortoqarfimmi pisortaagal-
lartumut Gitte Bech Larsen-imut, tlf. 2 33 77 lo-
kal 214-imut imaluunniit overassistentiugallar-
tumut Bea Jensen-imut lokal 222-imut saaffigin-
nilluni.
Qinnuteqaat inuttassarsiukkap normuanik 16/94-
imik ilisarnaaserlugu ilinniagaqarsimanermut si-
usinnerusukkullu suliffigisimasanik paasissutis-
sartalik oqaaseqaataasinnaasunillu imalik Akis-
sarsialerinermut Sulisoqarnermullu immikkoor-
toqarfimmut anngutereersimassaaq kingusin-
nerpaamik 18. maj 1994.
Sagsbehandler/assistent
Hl BSA-forvaltningens socialafdeling
Til Nuup Kommuneas BSA-forvaltnings socialafde-
ling, er en stilling som sagsbehandler/assistent
ledig til besættelse snarest muligt eller efter nærme-
re aftale.
Arbejdsopgaverne vil bl.a. være følgende:
- rådgivning og vejledning indenfor det sociale
område
- sagsbehandling i forhold til ansøgninger om øko-
nomisk hjælp fra det offentlige, herunder offentlig
hjælp, takstmæssig hjælp samt barselsdagpenge
- indberetning af sodale ydelser via EDB
- anvisning af diverse regninger.
Det vil være en fordel:
- at du kan lide at arbejde med mennesker
- at du er dobbeltsproget
- at du har kendskab til EDB
- at du er stabil, udadvendt samt humoristisk
Ansættelse- og aflønning sker i henhold til gælden-
de overenskomst mellem Grønlands Landsstyre og
SIK/HK eller HK.
Der vil til stillingen kunne anvises personalebolig,
for hvilken der betales husleje m.v. efter de til
enhver tid på stedet gældende regler. Der må dog
påregnes lang ventetid på anvisning af bolig på
grund af boligsituationen i kommunen.
For udenbys ansøgere ydes der tiltrædelsesrejse og
bohaveflytning i henhold til gældende aftaler.
Yderligere oplysninger om stillingen kan fås ved
henvendelse til fg. afdelingsleder Gitte Bech Larsen,
tlf. 2 33 77 lokal 214 eller til fg. overassistent Bea
Jensen lokal 222.
Ansøgning mærket stillingsopslag nr. 16/94 bilagt
oplysninger om uddannelse og tidligere beskæfti-
gelse samt evt. udtalelser skal være Løn- og Perso-
naleafdelingen i hænde senest den 18. maj 1994.
Nuup Kommunea
Akissarsianut Sulisoqarnermullu Immikkoortoqarfik
Løn- og Personaleafdelingen
Postbox 1005.3900