Atuagagdliutit - 04.01.1996, Blaðsíða 16

16
Nr. 1 1996
f%£aag'ag'(/é/'a £/£
GRØNLANDSPOSTEN
Nalunaarutip nutaap atuutilerneratigut aalisartut igitassaannarnik tulaassinissamut pinngitsaalineqarsinnaalissapput.
Med den nye bekendtgørelse kan fiskerne tvinges til at bringe fisk i land, som ikke egner sig til andet end lossepladsen (Ass./foto: Knud Josef sen).
Hovederhverv på dispensation
Nytårsudtalelse ved APK-formand Søren Brandt
Turismen og Julemanden,
drømmen om olie, guld og
diamanter, lysestøberier og
pelsværk i dyrt design og bil-
ligt skind er alt sammen
udtryk for en ægte og ærlig
vilje til at bringe Grønland
ud af den aktuelle erhvervs-
mæssige monokultur, som
landet befinder sig i. Imidler-
tid er det fortsat således, at
familien Grønland ernæres af
folk i søstøvler og olietøj. Til
dato er der - desværre - ikke
fundet noget gyldigt alterna-
tiv til fiskerierhvervet, og
derfor vil vi sikkert også på
både kort og mellemlangt
sigt blive ved med at fortælle
os selv, hinanden og vores
omverden, at vi er en fiskeri-
nation.
Her ved årsskiftet vil jeg
tillade mig at formulere en
ønskedrøm om, at vi også
alle stod sammen om dette
hovederhverv. At vi i kraft af
indsigtsfulde politikere, vi-
sionære embedsmænd, vel-
fungerende organisationer,
kvalificerede administratorer
og dygtige fiskere og frem-
synede salgsfolk bestræbte
os på at udbygge Grønlands
rolle som fiskerination.
Desværre har året 1995
vist os, at der mangler meget,
inden vi kan bryste os af at
have det politiske bagland
med i bestræbelserne på at
gøre Grønland til en mere
velfungerende fiskerination.
Både i politiske forsamlinger
og ikke mindst i medierne og
deres dækning af dagligda-
gens foreteelser får man sta-
dig indtrykket af, at det er
nærmest odiøst at tjene pen-
ge ved udøvelse af fiskeri-
erhvervet.
Ingen mildere vinde
Havde man i foråret troet, at
»systemskiftet« efter valget
til Landstinget og dannelsen
af den nye landsstyrekoali-
tion ville lade mildere vinde
blæse over fiskerierhvervet,
tog man desværre bitterligt
fejl. De erhvervsudøvere, der
tidligere følte, at de måtte
kæmpe sig fra den ene be-
skedne sejr til den anden,
rendte nu for alvor panden
mod muren, og man skal i
dag kæmpe med sig selv for
ikke at opleve det ene akutte
anfald af politikerlede efter
det andet. Det hører nemlig
til dagligdags kost, at der
udstedes politiske løfter og
tilsagn, som så efterfølgende
desværre kun alt for sjældent
opfyldes.
Lad mig fremdrage et par
eksempler:
APK, det havgående fiske-
ris organisation, har støttet
landsstyret i dets ressource-
bevarende politik på rejeom-
rådet. Vi er enige med lands-
styret i, at rejeressourcen for
alt i verden skal bevares,
således at der også er et reje-
fiskeri til vore børn og børne-
børn. I samme åndedrag,
som vi sagde ja til kvote-
nedskæringen, anmodede vi
landsstyret om andre - man
kunne sige - kompenserende
- lettelser for erhvervet. Vi
kunne tænke os at udvide
vort virkefelt både i Nord-
Vest- og Østgrønland, hvor
vi ikke ville genere hverken
folk eller fæ gennem lovlig-
gørelse af et mere kystnært
fiskeri for vore medlemmer.
Vi kunne også tænke os at få
lov at fiske på en speciel
rejeart i Vestgrønland ved
navn Pandalus Montagui, der
hidtil har været uudnyttet,
men som måske kan give en
beskeden økonomisk gevinst
for nogle af vore medlem-
mers virksomheder. Endeligt
anmodede vi landsstyret om
at tage en seriøs dialog op
med vore nabonationer, såle-
des at disse kom med til at
bære både ansvaret og byr-
derne i forbindelse med en
restriktiv ressourceforvalt-
ning.
Henvendelserne har været
såvel mundtlige som skriftli-
ge, men hidtil har man end
ikke gidet svare os!
Fiskeriet herhjemme regu-
leres af en rammelov, der er
vedtaget af Landstinget i
1990, og som senere er til-
lempet gennem tre ændrings-
love. Stort set alle detailbe-
stemmelser, altså de regler,
der er interessante for fiske-
ren i hans daglige virke, fin-
des i en række bekendtgørel-
ser, der vedtages og sættes i
kraft af landsstyret gennem
de bemyndigelser, som loven
giver.
Dispensation eller
fiskestop
Denne nytårsudtalelse kunne
blive meget lang og teknisk,
hvis den skulle omfatte alle
de uhensigtsmæssigheder,
der gennem årene er blevet
nedfældet i en bekendtgørel-
se. Lad mig blot nævne de
seneste bestemmelser, der er
kommet i dagene op til jul,
og som er et eklatant eksem-
pel på, hvorledes det kan
lade sig gøre at regere ved
siden af realiteterne:
Fra 1. januar indføres der
et i og for sig fornuftigt prin-
cip i det grønlandske fiskeri.
Det skal forbydes at smide
fisk tilbage i havet. Et sådant
udsmidsforbud har flere af
vore nordatlantiske kolleger
levet godt med i en årrække.
Herhjemme vælger man
imidlertid at lave reglerne så
uhensigtsmæssige, at hele
den producerende rejeflåde
fra 1. januar 1996 enten skal
lægges op, fordi den ikke kan
fiske uden at overtræde de
nye regler, eller den skal
fiske på dispensation! Et
regelsæt, der kunne være
godt, forplumres altså så
meget, at det vender den tun-
ge ende nedad. Dispensa-
tionsadgangen, der skulle
være undtagelsen, bliver til
reglen. I sin yderste konse-
kvens kan den nye bekendt-
gørelse tvinge fiskerne til at
bringe fisk i land, blot for
derefter at køre fangsten på
dumpen. Årsagen er, at
landsstyret står alene med en
mening om, at den pågæl-
dende art er »kommercielt
interessant« og derfor skal i
land. En lang række af de
arter, der omfattes af ud-
smidsforbud, kan nemlig
ikke indhandles til grønland-
ske landanlæg. Givetvis fordi
de - i modsætning til lands-
styrets teorier - er kommer-
cielt dybt uinteressante!
Politik og erhverv
Jeg føler, at vi netop her ser
den klare forskel på at drive
politik og drive privat virk-
somhed. I den private virk-
somhed har ledelsen et
ansvar for konsekvenserne af
de handlinger, der sættes i
værk. Man skal kunne stole
på sig selv og hinanden. I
politik er ansvarlighed noget
diffust, og spørgsmålet om
troværdighed relateres alt for
ofte til, hvad der politisk kan
betale sig.
Om man vil kalde en sådan
fiskeripolitik for arrogant,
højrøvet eller åndshovmodig
er kun et spørgsmål om tem-
perament. Den pågældende
bekendtgørelse har været
undervejs i systemet i næsten
tre år og er ved adskillige lej-
ligheder blevet tilbagevist i
Fiskerirådet. At man vælger
at afsætte mandetimer til
fortsat at arbejde videre på de
gamle fejl, kan kun betegnes
som enten dumhed eller ond
vilje.
På trods af alle de sten, der
lægges i vejen for erhvervet,
er det imidlertid en kends-
gerning, at vi må og skal
videre. Finansieringskilderne
giver ikke rentedekort, fordi
vore politikere og deres em-
bedsmænd gør det vanskeli-
gere for os at skrabe sammen
til terminen.
Dialog om fiskeriet
Derfor ønsker jeg også at
lægge vægt på, at den kon-
krete nytårsmelding fra APK
skal være positiv. Vi er som
nævnt langt fra enige med
vore politikere og deres em-
bedsmænd om den kurs, der
er blevet fulgt i 1995, men
frem for en skyttegravskrig
ønsker jeg først og fremmest
en konstruktiv dialog mellem
deltagerne i fiskeriet.
Lad mig derfor konkret
invitere til en sådan dialog i
forbindelse med APKs gene-
ralforsamling i marts 1996.
Der er tradition for, at vi
afhandler generalforsamlin-
gen på en enkelt dag og der-
efter holder et medlemsmøde
på andendagen. Jeg vil meget
gerne allerede nu invitere så
mange af vore landsstyre- og
landstingspolitikere som mu-
ligt med til en fordomsfri
fiskeridebat i forbindelse
med generalforsamlingen,
der finder sted i Nuuk. Der er
tradition for, at såvel admini-
stratorer som praktiske fiske-
re deltager i generalforsam-
lingen, således at vi er sikre
på at kunne stille et kvalifice-
ret hold til en - forhåbentlig -
positiv meningsudveksling.
Afslutningsvis ligger det
mig på sinde at sende en
varm nytårshilsen til vore
folk på havet og til deres
familier, der må undvære
dem her ved årsskiftet, Hilse-
nen går også til forretnings-
forbindelser i serviceerhver-
vene og til alle, der i øvrigt
har en berøringsflade til
fiskeriet, inclusive vore poli-
tikere og deres embeds-
mænd.
Godt nytår
Søren Brandt
Formand for APK
Juullip Inua, uulia, guulti diamantillu isumalluartitsigaluit avataasiorluni aalisartut suli
nunatsinni avammut tUniniaasartut annerit tunisassiassaannik tulaassuisariaqarput.
Selvom drømmen om julemand, olie, guld og diamanter skaber optimisme, så er det stadig
det havgående fiskeri, der landsætter råvarerne til landets førende eksportvirksomheder
(Ass./foto: Knud Josef sen).