Atuagagdliutit - 14.03.1996, Blaðsíða 14

14
Nr. 21 • 1996
Éa a&a&c/é/a £/£
GRØNLANDSPOSTEN
KNI Pilersuisoq A/S er på rette vej
Af: Jonathan Motzfeldt, Bestyrelsesformand i KNI-mik Piginittut A/S
Pisoq pingaarutilik - taarsigassarsinissamut uppernarsaatit
atsiorneqarput. Saamerlermiippoq bankdirektør Svend Erik
Danielsen, Grønlandsbanken, tulleralugit taarsigassarsisit-
sisunit inuit marluk, siulittaasoq Jonathan Motzfeldt aamma
KNI-mik Piginnittut direktøriat Søren Hald Christensen.
Det væsentlige øjeblik - underskrivelsen af lånedokumenter-
ne. Fra venstre yderst er det bankdirektør Svend Erik Dani-
elsen, Grønlandsbanken, derefter to personer, som repræs-
enterer långiverne, formand Johathan Motzfeldt og direktør
for KNI Holding, Søren Hald Christensen. (Ass./Foto: AG)
KNI Pilersuisoq A/S har,
sammen med søsterselskabet
KNI Pisiffik A/S, været en
centralt emne i den politiske
debat i det seneste års tid. Jeg
vil med denne artikel gerne
fortælle, hvor vi står med at
genskabe en sund økonomi i
KNI Pilersuisoq A/S.
Kortene på bordet...
KNI-selskaberne fik en ny
ledelse i 1995. Både i besty-
relserne og i den daglige
ledelse kom der nye ansigter
til. Regnskaberne for 1994,
den anstrengte likviditetssitu-
ation og udsigten til fortsat
store underskud i 1995 tænd-
te de røde lamper hos os alle.
Det kunne ganske enkelt ikke
fortsætte og vi satte os det
fælles mål, sammen med
landsstyret, at udarbejde en
plan for genopretning af KNI-
selskabernes økonomi. Der-
for gennemførte vi i somme-
ren 1995 en grundig kortlæg-
ning af KNI-selskabernes
økonomiske sundhedstil-
stand.
Det stod klart, at begge sel-
skaber var kørt fast i et øko-
nomisk uføre med ubalance
mellem indtægter og omkost-
ninger. Uden drastiske ind-
greb ville driftsunderskuddet
tære egenkapitalen op og
bringe selskaberne i en helt
uholdbar økonomisk tilstand.
Derfor måtte vi viske tavlen
ren for gamle traditioner og
politiske forudsætninger, som
forhindrer en økonomisk
sund genopretning, og igang-
sætte gennemgribende skridt
til en øget indtjening og lave-
re omkostninger.
Genopretning af forhol-
det til landskassen
Det første store skridt bestod i
en rekonstruktion af selska-
bernes kapitalforhold, med
omlægning af gælden til land-
skassen samt en øget betaling
fra hjemmestyret for KNI
Pilersuisoq’s varetagelse af
samfundsopgaver.
Gældsniveauet til landskas-
sen var ved selskabernes stif-
telse sat for højt, set i forhold
til vores faktiske mulighed for
at tjene penge nok til at for-
rente og afdrage gælden. Vi
var også enige om, at hjem-
mestyrets betaling for KNI
Pilersuisoq’s drift af sam-
fundsopgaver ikke stod mål
med de omkostninger, der
reelt følger med at løse opga-
verne. Og ikke mindst måtte
vi erkende, at vi har reduceret
priserne på vore varer og
ydelser hurtigere, end vi har
kunnet følge med på omkost-
ningssiden. Dette blev der ret-
tet op på under landstingets
efterårssamling sidste år.
Effektivitet og lavere
omkostninger
Det andet store skridt består i,
at vi samtidig har iværksat et
omfattende handlingspro-
gram for forbedring af driften
i KNI-selskaberne. Vi er gået
i gang med, systematisk at
reducere driftsomkostninger-
ne i begge selskaber, øge
effektiviteten og øge indtje-
ningen ved en bedre styring af
varesalget. Det er en hård og
ubehagelig proces - men ikke
desto mindre nødvendigt for
at skabe en sund balance i
KNI-selskabernes økonomi.
Det er en proces, som det vil
tage flere år at fuldføre. Men
vi er overbeviste om, at alle-
rede i 1996 vil vi se synlige
og positive resultater af vore
initiativer.
Likviditet til den daglige
drift
Det tredie store skridt bestod i
at sikre de nødvendige kredit-
faciliteter, så vi uden hjem-
mestyrets direkte indblanding
kan finansiere vores daglige
drift.
Det er nu sat et foreløbigt
punktum for disse bestræbel-
ser, idet vi ved udgangen af
februar måned har opnået de
lån og kreditter hos grønland-
ske og udenlandske banker,
der skal til for at finansiere
den daglige drift. Men som
bekendt er intt gratis her i ver-
den. Ingen - hverken banker,
hjemmestyret eller os selv
som privatpersoner - vil låne
penge ud til andre, for at
finansiere en varig under-
skudsforretning. Både hjem-
mestyrets bidrag og vore lån
og kreditter hos bankerne for-
pligter selskaberne direkte og
kontant, til at skabe driftsfor-
bedringer og overskud i regn-
skabet.
De næste skridt
Med hjemmestyrets og ban-
kernes medvirken i den øko-
nomiske genopretning, er de
ydre rammer om vores arbej-
de afklaret og bragt på plads.
Det er vigtigt for alle medar-
bejdere i KNI Pilersuisoq
A/S, at der nu er skabt ro om
selskabets kapitalforhold og
sikkerhed for det aktuelle lik-
viditetsbehov. Det giver os
kræfter til at koncentrere ind-
satsen om bedre økonomiske
resultater.
Hjemmestyret forventer, at
vi fra nu af selv kan løse vore
problemer - inden for de ram-
mer, der er aftalt med lands-
styret og inden for de bevil-
linger, der er givet af landstin-
get.
Bankerne forventer, at vi
kan præstere solide økonomi-
ske resultater.
Kunderne forventer, at vi
kan imødekomme de lokale
behov og levere en stabil ser-
vice.
Det er en vanskelig balan-
cegang, når vi på een gang
skal imødekomme så forskel-
lige forventninger i vores
omverden. Men ved en for-
nuftig afvejning af de forskel-
lige hensyn er jeg dog overbe-
vist om, at det kan lade sig
gøre.
Tillid og troværdighed
Visse personer har ment, at
den økonomiske genopret-
ning af selskabets er overstået
med den hjælp, vi har fået fra
hjemmestyret og bankerne.
Det er en alvorlig misforståel-
se. Den økonomiske genop-
retning er først begyndt nu.
Vi må alle være forberede på,
at det tager tid og det vil kun-
ne mærkes.
Indadtil i selskabet har vi
allerede måttet tage afsked
med mange ansatte og vi er i
fuld gang med at gøre organi-
sationen bedre. Kravene til
vore medarbejdere bliver
større fra nu af, i omkost-
ningsbevidstheden og i effek-
tiviteten i det daglige arbejde.
Udadtil i vores omverden må
man være forberedt på, at vi
strammer op i serviceniveauet
og forlanger en pris for vore
ydelser, som kan dække
omkostningerne.
Men vi er nu nået så langt,
at de ydre rammer er til stede
for at skabe en sund virksom-
hed, som kan give vore kun-
der et rimeligt serviceniveau,
med et godt udbud af varer og
tjenesteydelser og stabilitet i
prisniveauet. Dette er KNI
Pilersuisoq’s væsentligste
eksistensberettigelse og der-
for afgørende, når vi lægger
linien for selskabets dispositi-
oner fremover.
Som bestyrelsesformand i
KNI-mik Piginnittut A/S er
jeg ikke i tvivl om, at en sund
og stabil økonomi i KNI
Pilersuisoq A/S er en grund-
læggende forudsætning for, at
vi kan bevare selskabets tro-
værdighed. Befolkningen i
bygder og yderdistrikter må
have tillid til, at KNI Pilersui-
soq A/S også om 5, 10, eller
20 år kan levere de forskellige
fornødenheder, på et stabilt
pris- og ydelsesniveau. Hjem-
mestyret må have tillid til, at
vi uden store udsving i beta-
lingerne kan vartage de sam-
fundspålagte opgaver ud fra
indgåede servicekontrakter.
Bankerne må have tillid til, at
selskabet skaber overskud på
driften, så vi kan indfri vore
låneforpligtelser.
—i

■m
Bekendelser fra en
dansker i Grønland
Af chefdistriktslæge Lars Mosgaard, Qasigiannguit
Jeg er ved at blive bedstefar.
Ikke blot er min datter i færd
med at fuldbyrde forehaven-
det. Som læge i Qasigianngu-
it har jeg efterhånden taget
imod børn, som nu selv er ved
at blive forældre.
Jeg er stadigvæk en dan-
sker i Grønland.
Den simple kendsgerning,
at jeg ikke kan tale grøn-
landsk, understreger dagligt
min herkomst.
Jeg kom hertil som ret ung,
nu er jeg ret gammel.
Pinligt, at jeg ikke kan
sproget? Ja, det er pinligt, at
jeg ikke kan sproget i det
land, hvor jeg har boet så lang
tid, at generationerne er ved at
skifte.
Det er pinligt for mig, det
må være pinligt for landet.
På mange måder har jeg
været priviligeret, sådan som
de fleste udsendte - nu hedder
vi tilkaldte - er.
Jeg må se i øjnene, at jeg
altid vil være en dansker i
Grønland.
Jeg vil aldrig lære grøn-
landsk.
Jeg vil altid være privilige-
ret.
Og man vil altid være ude
efter mine privilegier.
Hvorfor bliver danskeren
i Grønland ikke integreret?
Hvorfor vil han ikke lære
sproget?
Hvis jeg havde boet i en
snes år i et hvilket som helst
andet land i verden, ville jeg
uden tvivl have været integre-
ret i landet på en hel anden
måde, end det er muligt at bli-
ve som dansker i Grønland.
Jeg ville efter 5-7 år være
blevet statsborger i landet, jeg
ville have lært sproget, og
mine privilegier ville have
svaret til alle landets andre
borgeres goder og forpligtel-
ser.
I de fleste lande - også i
Danmark - ville man have
forlangt af mig, at jeg lærte
sproget, hvis jeg ønskede at
opnå borgerstatus, arbejde og
lige adgang til landets goder,
men man ville såmænd også
have givet mig en reel mulig-
hed for at kunne opfylde kra-
vet om at lære sproget.
Der er vel 10 procent dan-
skere i Grønland, nogle op-
holder sig kun i kortere tid,
andre i nogle få år i landet.
Men vi er en hel del dan-
skere, som har slået os ned,
som har dannet familie, og
som søger at integrere og na-
turalisere og. Men grønlæn-
dere bliver vi aldrig.
Der ligger et overordnet
problem i dette her; at vi som
det, man i alle lande ville kal-
de udlændinge (det kaldes vi i
øvrigt også her i landet i ad-
skillige situationer), aldrig vil
kunne opnå at blive virkelig
integreret og få en statsretlig
status som grønlændere.
Det er for mig en af Hjem-
mestyrets store bagsider.
Det betyder, at man i alle
forhold - både i offentlige og i
private sammenhænge - hvor-
dan det nu passer bedst i ved-
kommendes kram, kan kalde
os og foholde sig til os som
udlændinge, og i andre sam-
menhænge, hvor dét passer

bedre, betragte os som med-
borgere.
Det officielle Grønland kan
på den måde - bevidst eller
ubevidst - frasige sig ansvaret
for at tingene bliver bedre og
derved holde live i dilemma-
et.
På den ene side henter eller
tilkalder man arbejdskraft
udefra, ofte ligefrem kaldt
udenlandsk arbejdskraft, til
landet med de midler, det nu
kræver, herunder med løfter
om særlige goder f. eks. ferie-
frirejser, og på den anden side
forholder man sig til disse
»udlændinge« (os) som om
de (vi) var landets egne bor-
gere og integreret i samfun-
det.
Jeg kan ikke se anderledes
på det, end at det må være ri-
meligt, at jeg efter omkring
20 år i landet forlængst skulle
have opnået og/eller affundet
mig med at dele goder og for-
pligtelser på lige fod med lan-
dets andre borgere.
Dette synspunkt betyder
naturligvis, at jeg ikke fortsat
skal have en årlig feriefrirej-
se, såfremt det ikke er et al-
mindeligt gode i Grønland i
henhold til bl.a. min ansættel-
sesoverenskomst.
Imidlertid er det »at dele
vilkår« noget, som virker
begge veje; skal man dele vil-
kår, så er der lige rettigheder
og lige pligter.
Så er det ikke blot forplig-
telserne med negativt fortegn,
altså i det her tilfælde en op-
hævelse af feriefrirejseretten,
der omfattes af de lige vilkår.
Så er der også tale om ret-
tighederne; lige ret til at kalde
sig grønlænder, lige ret til
sproget, lige ret til nyhederne,
lige ret til orientering om
samfundets forhold.
Der er økonomi involveret
på det her område, ellers ville
det ikke fra Hjemmestyrets
side være dem så meget om at
gøre at få ophævet feriefrirej-
sen, som ifølge Daniel Skifte
og Jakob Janussen er »den
sidste rest af fødestedskrite-
riet«.
Mine herrer: Det er det
ikke!!!
Ikke set fra mit synspunkt, i
hvert fald.
Fødestedskriteriet var en
samlig af privilegier, men de
var ikke kun fordelt til de ud-
sendte/tilkaldte danskere.
Indrømmet de fleste var.
I dag skal den »sidste rest
af fødestedskriteriet« så være
feriefrirejsen?! Og privilegiet
skal fjernes!
Den væsentligste rest af
fødestedskriteriet ligger et helt
andet sted, nemlig på dansker-
nes manglende
sprog-, informations- og inte-
grationsrettigheder.
Personligt vil jeg gerne
sælge min feriefrirejse til gen-
gæld for at opnå disse almin-
delige borgerrettigheder.
Og jeg vil på den måde me-
get gerne være med til at ind-
føre fuld ophævelse af føde-
stedskriteriet - til at indføre
lige ret og pligt for alle lan-
dets borgere.
Med reel politisk vilje til at
ophøve de »sidste dyre rester
af fødestedskriteriet« vil der
samtidig være basis for og
økonomi i at undersøge for-
holdene til bunds, hvis det ik-
ke kun skal være mundsvejr
og øregas, politikerne er ude
på.
Man kan undersøge de vir-
kelige muligheder og hindrin-
ger for at integrere og natura-
lisere de danskere, der har
etableret sig i Grønland.
Man kan stille dem, som vil
naturaliseres, over for krav
om at sproget skal læres, mod
at der naturligvis til gengæld
stilles de nødvendige midler
til rådighed herfor.
Alle de andre, som ikke
ønsker at blive naturaliseret,
kan så i en begrænset periode
få tilladelse til at opholde sig
her i landet efter et reglement
i en slags udlændingelov, no-
get som ethvert land har.
Særlige goder, såsom årlige
feriefrirejser, kan knyttes til
en kontrakt, som er åremåls-
bestemt, og som ikke kan for-
længes i det uendelige.
Man kan måske på den
måde tillige opnå, hvad man
endnu ikke har fundet ud af,
nemlig at det bliver muligt
både at rekruttere personale
f.eks. til særligt følsomme
områder såsom sundheds- og
skolevæsenet m.m., men også
mere fleksibelt at kunne
»skille sig af med« folk i stil-