Atuagagdliutit - 04.02.1997, Blaðsíða 13

Nr. 9-1997
13
/rÆua&'aø'c/é/a.
GRØNLANDSPOSTEN
Det grønlandske kort
Aqqaluk Petersen anmelder Bo Lidegaards bog om
Henrik Kaufmann
Den 9. april 1940 havde den
danske gesandt (ambassadør)
i Washington Henrik Kauf-
mann sit møde med skæbnen.
Med den tyske besættelse af
Danmark skulle den da 51-
årige diplomat vælge mellem
at følge regeringen eller en
mere uafhængig linie.
Han valgte det sidste, et
valg, der nøjagtigt et år efter,
den 9. april 1941, medførte et
brud med regeringen i Dan-
mark. Hans valg havde også
skæbnesvangre konsekvenser
for Grønland, konsekvenser,
der stadig den dag i dag har
stor betydning for det grøn-
landske samfund.
Tyskerkursen
Historikeren Bo Lidegaard
argumenterer overbevisende i
sit fremragende disputats-
arbejde om Henrik Kaufmann
for, at det hverken var første
eller sidste gang, at Kau-
fmann optrådte særdeles selv-
stændigt i forhold til Køben-
havn.
Den fremherskende uden-
rigspolitske linie blandt skif-
tende udenrigsministre og
ledende embedsmænd i uden-
rigsministeriet var neutralitet
kombineret med tilpasning til
Tyskland, den såkaldte »ty-
skerkurs«, som Danmark
havde fulgt siden nederlaget i
1864. En politik, der også
blev fulgt under besættelsen
med samarbejdspolitikken.
Henrik Kaufmann ønskede
derimod en tilnærmelse til de
angelsaksiske lande, her pri-
mært USA, som han tidligt så
var ved at udvikle sig til den
stærkeste økonomiske magt i
verden. Han var paradoksalt
nok af dansk-tysk slægt og
voksede delvist op i Tysk-
land. Efter jura-eksamen i
1911 blev han straks ansat i
udenrigsministeriet. Efter op-
hold i New York og Berlin
blev han i 1919 sekretær i den
udenrigskommission, der fik
til opgave at reformere uden-
rigstjenesten. Allerede i dette
arbejde mødte han stærke
interesser for en nyorientering
af den danske udenrigspolitik,
en orientering henimod de
handelspolitisk interessante
lande Storbritannien og USA.
Efter en periode som gesandt
i Rom, blev han i 1924 ge-
sandt i Kina og Japan.
Privat udenrigspolitik
Henrik Kaufmann, der gen-
nem hele livet syntes at kom-
binere en udpræget forret-
ningssans med diplomatiet,
arbejdede i Østen aktivt og til
en vis grad vellykket for dan-
ske økonomiske interesser,
specielt Store Nordiske Tele-
grafselskab. Langt fra Dan-
mark og Europa allierede
Kaufmann sig primært med
britiske og amerikanske inter-
esser. På det personlige plan
blev tilknytningen til USA
yderligere styrket ved gifter-
mål med den amerikanske
admiralsdatter Charlotte i
1926.
Efter en magtkamp i uden-
rigsministeriets øverste ledel-
se, blev Kaufmann i 1932
gesandt i Oslo i stedet for
Washington, som han selv
havde ønsket. Hans vigtigste
opgave i Oslo blev at klinke
forholdet til Norge, efter at
Norge i 1933 havde tabt rets-
sagen ved den internationale
domstol i Haag om Østgrøn-
land. Første men ikke sidste
gang, Grønland får stor be-
tydning for Kaufmann.
Endelig i 1939, kun en uge
før krigsudbruddet, aflevere-
de Kaufmann sine akkrediti-
ver som ny dansk gesandt i
Washington. Han fik sin
drømmestilling, en stilling,
der set fra udenrigsministe-
riet, bevares var vigtigt, men
ikke en af de centrale og mere
prestigefyldte europæiske
poster. Her begyndte Kauf-
mann sin »private udenrigs-
politik«, som samarbejdspoli-
tikkens fremmeste fortaler og
den efter krigen så forhadte
Scavenius, delvist med rette,
udtrykte det.
Det grønlandske kort
Kaufmanns stilling var efter
besættelsen af Danmark i
1940 usikker og svag. I for-
hold til amerikanerne havde
han kun to kort at spille med.
Det ene var de cirka 40 dan-
ske skibe i amerikansk havn.
Forhandlingerne om disse
skibe mislykkedes, og Kauf-
mann vendte sig hurtigt til det
andet kort: Grønland.
Han var ikke sen til at for-
stå vores lands store betyd-
ning for amerikanerne. Dels
strategisk som en geografisk
del af Nordamerika, dels på
grund af mulighederne for at
anlægge baser til transport af
våben og til beskyttelse af den
stadigt mere intensive kon-
vojtrafik. Endelig havde vi i
Ivittuut verdens eneste åbne
kryolitmine, der var helt nød-
vendig til fremstilling af alu-
minium til krigsproduktion.
Det kulminerede i foråret
1941, hvor Kaufmann egen-
hændigt forhandlede en over-
enskomst om Grønland med
amerikanerne på plads.
Den 9. april 1941 blev afta-
len underskrevet, hvor ameri-
kanerne fik militær suveræni-
tet over Grønland. Aftalens
artikel X blev - også efter kri-
gen - den mest omdiskutere-
de, idet den potentielt åbnede
mulighed for en ubegrænset
løbetid af aftalen. Amerika-
nerne kunne med andre ord
blive i Grønland, lige så
længe de ville.
For Kaufmann betød
aftalen, at USA anerkendte
ham som uafhængig gesandt
og aktivt støttede ham krigen
ud, hvorfor det betød mindre,
at han straks blev frataget sin
bestilling af udenrigsministe-
riet i det tyskbesatte Danmark
og anklaget for højforræderi.
Kaufmann udbyggede gen-
nem krigen - blandt andet for
kryolitpenge - sin uafhængige
stilling som leder af det
»kæmpende« Danmark og
opbyggede en alternativ
udenrigstjeneste. Han gjorde
et arbejde for formelt at få
anerkendt Danmark som al-
lieret, hvilket mislykkedes,
men fik dog Danmark med i
det gode selskab som med-
grundlægger af FN. For
Grønland fik han sikret forsy-
ningen under krigen, dog ikke
uden bilyde i forhold til Ekse
Brun, der ikke var den helt
store beundrer af Kaufmanns
linie.
Den kolde krig
og Grønland
Kaufmanns uafhængige linie
sikrede ham naturligt nok hel-
testatus efter befrielsen, og
alle anklager mod ham fra-
faldt. Han blev minister uden
portefølje i befrielsesregerin-
gen og repræsenterede Dan-
mark ved grundlæggelsen af
FN i San Franscisco. Men det
blev hurtigt hverdag igen, og
nok skuffet over at være vra-
get som udenrigsminister,
vendte han tilbage til gesandt-
jobbet i Washington.
Bo Lidegaard fremlægger
her som andre steder i bogen
overbevisende materiale for,
at Kaufmann fortsatte sin
egen udenrigspolitiske linie.
Specielt i forhold til den
famøse artikel X i aftalerne
om Grønland, hvor Kauf-
mann hurtigt så, at USA hav-
de vedvarende interesser i
Grønland. I København der-
imod var det europæiske per-
spektiv stadigt dominerende,
og i de første år efter krigen
var der politisk bred enighede
om, at det amerikanske enga-
gement i Grønland skulle af-
vikles hurtigst muligt. Kauf-
mann rapporterede ikke altid
loyalt til sin regering om de
intensive konsultationer, han
havde med det amerikanske
udenrigsministerium. Allere-
de her begynder den »falske
tone« om graden af det ameri-
kanske engagement i Grøn-
land at indsnige sig.
Kaufmann, der kendte
Niels Bohr godt, erkendte, at
atomvåbnet grundlæggende
havde ændret rammerne for
krigsførelse, og at USA var
kommet ud af 2. verdenskrig
som den absolut stærkeste
magt med globale interesser.
Han talte længe for døve øren
i København, men efter-
hånden gik USAs globale
særstilling op for toppolitiker-
ne i Danmark, også fra So-
cialdemokratiet. En erkendel-
se, der med den tiltagende
blokdannelse i begyndelsen
af den kolde krig, medførte
dansk deltagelse i Atlantpag-
ten (NATO) i 1949. Kauf-
mann havde endelig fået Dan-
mark til at vælge side, vel at
mærke den rigtige.
Den falske tone
Grønlands betydning for
USA gik efterhånden også op
for toppolitikerne i Danmark,
hvilket unægteligt stiller Hans
Hedtofs store Grønlandsrejse
i 1948 i et andet og mere
dansk sikkerhedspolitisk be-
tinget lys. Det grønlandske
kort kunne udnyttes i forhold
til USA, og blev det i forbin-
delse med baseaftalen af
1951, der stadig er gældende.
USA fik frie hænder, også til
at have A-våben i Grønland
stik imod den officielle dan-
ske holdning, mod at det dan-
ske NATO-arrangement -
også økonomisk - var og for-
blev halvhjertet.
Det er nærliggende på
grundlag af Bo Lidegaards
materiale videre at konklude-
re, at den falske tone stikker
dybere end til spørgsmålet
om A-våben. Både USA og
Danmark havde og har sta-
digvæk en interesse i at ned-
tone og underbelyse hele det
amerikanske engagement i
Grønland, dels til A-våben
efter 1968 og dels til Grøn-
lands nuværende strategiske
betydning for USA.
Danmark blev garanteret
civil suverænitet og ansvaret
for den grønlandske befolk-
ning mod at USA fik frie
militære hænder. I den for-
stand er Thulebasen mere
Danmarks bidrag til den kol-
de krig end det er Grønlands.
Grønland blev fra Danmark
kompenseret økonomisk, i
dag med bloktilskuddene.
Derfor er USAs aktuelle
modstand mod ændringer i
Thulebasens status forståelig,
fordi de med rette føler, at de
allerede har betalt i form af, at
de så gennem fingre med at
»Danmark selv (fik) øget sin
frihed til at yde et minimums-
bidrag til NATO, og særligt
til at undgå de fremskudte
baser og den udstationering af
atomvåben, der kunne have
truet det socialdemokratiske
sikkerhedspolitiske koncept
og forvandlet Danmark til en
militær spydspids i konfron-
tationen med Østblokken«,
som Bo Lidegaard formulerer
det i en lidt anden sammen-
hæng.
Det betragtes som en dansk
opgave at holde civilbefolk-
ningen på afstand. Lokalbe-
folkningen i Thule-området
kom - og er - således i klem-
me mellem nationale danske
sikkerhedspolitiske interesser
og amerikanernes globale
atomvåbenstrategi. Det grøn-
landske kort eksisterer stadig-
væk, og udfra symmetribe-
tragtninger har Grønland et
amerikansk kort i forhold til
Danmark. Det forudsætter
dog en opdateret, uafhængig
og ædruelig grønlandsk ana-
lyse af Thulebasens og Grøn-
lands nuværende betydning
for amerikanerne, specielt
efter Murens fald.
Kaufmanns sidste år
Efter 1951-aftalen gled Kauf-
mann mere i baggrunden,
men fortsatte som gesandt i
Washington frem til sin pen-
sionering i 1958. Han blev,
dødsyg og forpint af en uhel-
bredelig kræftsygdom, dræbt
af sin egen kone den 5. juni
1963. Kort tid efter tog hun sit
eget liv.
Med sit disputatsarbejde
har Bo Lidegaard formået på
smukkeste og mest velskrev-
ne vis at kombinere sin bio-
grafi af Henrik Kaufmann
med »de lange linier og de
principielle brud i dansk
udenrigspolitik«, som han
selv skriver det. Det dybe
åndedrag.
Forsvaret finder sted i Kø-
benhavn den 21. februar 1997.
Bo Lidegaard:
I KONGENS NAVN
Henrik Kaufmann i
dansk diplomati 1919-58
812 s., Samleren, 1996.