Atuagagdliutit - 05.06.1997, Síða 14

14
Nr. 42 ■ 1997
tu ap'Op'c/é/'a £/£
GRØNLANDSPOSTEN
Af Jens Brønden
GRØNLANDSKE EVA
MED ÆBLER I LOMMERNE
Det er meget andet godt end inuit-kulturen, og det skal vi opsøge, siger Makka Kleist i anden og sidste del
af beretningen om sine oplevelser
Selvom det nu er en halv snes
dage side, Makka Kleist en
søndag eftermiddag dukkede
op her på redaktionen, står det
hele lyslevende for AG’s
medarbejder. Og skulledet
knibe med hukommelsen, så
har han en blokfuld af notater,
som kunne blive til en hel
bog.
Makka havde så meget at
fortælle, at det sidste torsdag
var umuligt at begrænse det
til at normalt opslag, som vi
kalder det. Der kunne da godt
være sat punktum på fortæl-
lingen, sådan som vi har
været nødt til så mange gan-
ge, men det var blevet på be-
kostning af nogle gode histo-
rier, som hører med til den
enestående rejse, Makka’s liv
hidtil har været.
Derfor valgte vi at fortsætte
denne uge med resten af blok-
kens højdepunkter. Læsere,
der ikke var med på den første
del af rejsen, kan vi anbefale
at finde avisen fra sidste tors-
dag frem og læse om Mak-
ka’s barndom i Qullissat, om
hendes skoleophold i Dan-
mark og USA, om lyserøde
juletræer, om læreruddannel-
sen, om Tuukkaq-teatret og
om hendes utrolige karriere i
Canada, hvor hun var på vej
til at blive »star«. Det var bare
ikke det, hun ville. Hun er
ikke til glamour og stjerne-
støv, og derfor tog hun heller
ikke imod tilbuddet om at
spille Lady Macbeth på Royal
Shakespeare Theatre i Lon-
don, men tog hjem til Grøn-
land. Det havde hendes mor
bedt hende om, skønt hun
døde adskillige år tidligere.
Og herfra starter vi så i dag:
En drøm
- Hun kom til mig i foråret
’86, fortæller Makka om sin
mor. - Jeg var i Toronto og
havde fuld fart på med en
række spændende opgaver.
Men en nat dukkede hun op
med sit vidunderlige smil, og
hun gav mig et knus. Det var
så dejligt og så lykkeligt, og
hun sagde kærligt, at jeg skul-
le komme hjem og se til hen-
des grav og til min familie.
- Selv var jeg på det tids-
punkt noget betuttet over suc-
cessen i Canada. Jeg var på
vej ind i en næsten institutio-
nel position, en karriere, der
hele tiden førte frem til noget
større, noget mere stjerne-
præget. Og var det egentlig
det, jeg ville? Det var en for-
virret tid, hvor jeg følte, at jeg
ikke helt havde magten over
udviklingen, og hvor jeg følte
mig utryg over ikke at vide,
hvor »rejsen« gik hen.
- Jeg fik brændende lyst til
at rejse hjem en tur, men ane-
de ikke, hvor jeg skulle skaffe
de mange penge fra. Og så -
som om drømmen havde
været et varsel - fik jeg
hovedrollen i en TV-serie.
Jeg havde været til prøve, og
da jeg havde spillet mit afsnit
blev de noget forbløffede og
spurgte, om jeg kunne gøre
det igen. Der er jo mange til
»audition«, som de kalder det,
og de plejer ikke at prøve-
filme første forsøg. Hvis det
er helt elendigt, er der ingen
grund til at spille film på det.
Men jeg gentog præstationen.
Den blev filmet, og jeg fik
rollen. Og så havde jeg penge
til at rejse hjem. Det var
pragtfuldt, men det var en
sorg at tage tilbage til Canada.
Jeg var bare nødt til det, for
der var opgaver, som skulle
færdiggøres.
Du skal videre
med dit liv...
- I 1987 kom hun igen på
samme vidunderlige måde,
og hun fortalte mig, at jeg nu
måtte videre med mit liv,
videre med mig selv. Jeg måt-
te se at finde Makka igen og
gøre det, jeg selv ønskede.
-1 sommeren ’87 skulle jeg
spille »Aria« på Aasivik, og
det var en helt utrolig oplevel-
se at komme hjem med en
forestilling. Det var, som jeg
endelig var nået frem til rej-
sens mål - at spille teater i mit
eget land.
- Jeg bliver, tænkte jeg. -
Jeg kan ikke rejse herfra nu.
- Min far var fyldt 70 og
sad i kørestol i Narsaq, og jeg
følte, at nu måtte vi være sam-
men. Derfor ringede jeg til
min agent i Toronto og sagde,
at jeg af de og de grunde blev
i Grønland.
- Åh nej, råbte hun i tele-
fonen. - Det er forfærdeligt.
Jeg har alle tiders kontrakt til
dig, og så kommer du ikke.
- Jeg var naturligvis ked af
det, men jeg havde truffet mit
valg, og det havde jeg det
godt med. Man skal ikke bare
følge successen, men styre
den. Eller finde andre veje, og
om nødvendigt søge tilbage
for at samle noget af det op,
som man måske var ved at
miste.
Ingen roller i Narsaq
-1 Narsaq var der naturligvis
ingen store roller til en Tuuk-
kaq-skuespiller fra Toronto,
så jeg tog arbejde som lærer
og fik endelig brug for den
uddannelse, jeg gennemførte,
selvom jeg dengang tørstede
efter at komme afsted til
Tuukkaq for at blive skuespil-
ler.
- Det var en omvæltning,
selvom det kræver en virkelig
god performance at holde en
flok skolebørn fanget af
undervisningen, mens de hav-
de alt muligt andet i hovedet.
Og selvom jeg var vant til at
knokle og slide mig igennem
krævende forestillinger med
mange personskift, så var det
her toppen.
- Det kan godt være, jeg tog
lidt for alvorligt på det, men
netop med min baggrund var
det helt uundgåeligt at spille
de roller og de mennesker og
folkeslag, som de skulle lære
om. Kropssprog og mime er
et vældigt redskab, og jeg
tror, de kunne lide det, og at
de lærte noget, men jeg var
ved at blive slidt op. Her var
det nemlig ikke en forestilling
om dagen, men undertiden
seks-syv stykker.
- Jeg fandt derfor ud af, at
jeg ikke skulle være lærer, og
samtidig blev min længsel
efter scenen stærkere og stær-
kere. Jeg måtte til sidst give
efter og rejste til Nuuk til
Silamiut.
- Her spillede vi »Aari«,
som Rassi satte op i 1989.
Den tog vi på toume med til
både Danmark og Norge, og
en tid blev vi på Tuukkaq.
I Tromsø
mødte jeg Svend
- Men i Tromsø mødte jeg
Svend (B. Syrin - red.), og
han kom en tur til Fjaltring,
da vi holdt premiere på tea-
trets jubilæumsforestilling.
Af forskellige grunde, som
Makka ikke synes kommer
andre end de nærmeste ven-
ner ved, gik samarbejdet med
Tuukkaq ikke så godt denne
gang, og da Svend havde en
ganske særlig tiltræknings-
kraft for Makka, rejste hun
med ham til Tromsø, uden
andet sikkerhedsnet end ud-
fordring, fascination og kær-
lighed. Det skulle vise sig at
være rigeligt.
- Det var den 10. april
1990, og jeg begyndte straks
at arbejde. I Norge er der
såkaldte frigrupper - teater-
grupper, der stort set klarer
sig selv - og institutionsteatre,
som er offentligt støttede.
Efter et år blev jeg medlem af
frigruppen »Sampoteatret«,
hvor vi først var tre kvinder
og siden to. Det havde jeg
prøvet før i Toronto, og det
blev ikke mindre spændende i
Tromsø. Her satte vi mange
stykker op i alle mulige gen-
re. Vi har spillet klassisk tea-
ter, moderne teater, og vi har
eksperimenteret. Det har væ-
ret en utroligt spændende og
givende tid.
- For et års tiden siden flyt-
tede min makker imidlertid til
Kautokeino i Nordnorge, og
jeg var alene tilbage i Tromsø
og drev teatret på egen hånd.
Nu har vi flyttet adressen til
Kautokeino, og jeg har arbej-
det en del sammen med Hålo-
galand, der er et stort teater
med cirka 30 ansatte. Og nu
ser det ud til at skulle vokse til
regionsteater for Nordnorge
med måske 80 ansatte om
nogle år.
Vrøvl med dialekten
- Planen er, at der skal være to
faste besætninger, hvoraf den
ene toumerer, og den anden
spiller i teaterbygningen. Jeg
håber, at jeg selv får en frem-
tid på Hålogaland, og jeg har
sendt min ansøgning. Men jeg
er ikke helt sikker på, at det
lykkes.
Makka Kleist har været ud-
lånt til Hålogaland-teatret
gennem flere år og har nu lagt
billet ind på den nye trup, som
den nye islandske teaterchef
skal i gang med at sam-
mensætte.
- Men jeg har lidt proble-
mer med Tromsø-dialekten,
som er meget anderledes end
rigsnorsk. Det er ikke bare
melodien, men selve ordene,
der er anderledes, og det bli-
Qeqqani orpiit ungataanni Makka aamma Svend najugaqarput illoqarfimmi Lige bag træerne i midten bor Makka og Svend i en by, der er som en
nipilersomikkut, eqqumiitsuliomikkut isiginnaartitsinikkullu allanngoriar- smeltedigel for musik, kunst og teater (Ass./foto: Søren Hanf garn),
torfiusumi.