Atuagagdliutit - 28.10.1997, Side 8

8
Nr. 83 • 1997
Ca qj?yaj?s(/é/'a £/£
GRØNLANDSPOSTEN
Fjernede teenage-pige fra
forældrene uden grund
Et ufatteligt mareridt for forældrene og for »stridens æble« - en 14-årig,
der ikke anede, hvad det var for et spil, hun blev hvirvlet ind i
NUUK(LRH) - »Det bliver
ikke en behagelig besked for
dig og din mand. Vi har be-
sluttet, at Marianne ikke skal
hjem igen«. Det var den be-
sked, Mariannes mor Birthe
fik fra to medarbejdere i soci-
alforvaltningen i Nuup Kom-
munea i sidste uge. En be-
sked, der hensatte Birthe i
chock. Uden nogen som helst
fagligt kvalificeret årsag blev
det kort og godt meddelt, at
ægteparrets 14-årige datter
skulle anbringes hos en for
dem ubekendt plejefamilie.
Historien er så rystende, at
man skulle tro, den fandt sted
i et andet land fjernt fra Grøn-
land. Den er i enhver hense-
ende grotesk, helt uden virke-
lighedens normale proportio-
ner. Den er som et mareridt
både for forældrene og for
den 14-årige pige, der uden at
forstå baggrund pludselig
blev gjort til en kastebold i
det uudgrundelige sociale
system. Men hvor fremmed-
artet, den end må forekomme
AG’s læsere, så er den et
stykke jordbunden, grøn-
landsk virkelighed fra hoved-
stadens bureaukratiske og
uigennemskuelig socialfor-
valtning.
Af personlige årsager har
Birthes familie ønsket at være
anonym. Men AG står inde
for historien. Kun navnene er
forkerte. Det mareridtagtige
handlingsforløb er rigtigt fra
ende til anden.
Birthe og hendes mand har
haft Marianne i pleje, siden
hun var 3 1/2 år, og har altid
betragtet hende som deres
egen. Marianne har haft kon-
takt med sin mor, indtil denne
for nogle år siden døde, og
hun kalder Birthe og hendes
mand for mor og far.
Marianne er i puberteten,
og har i den forbindelse haft
en række problemer, der har
udspring i hendes egen bag-
grund, blandt andet moderens
død og i den splittede periode,
der præger en del af over-
gangsalderen. Mariannes pro-
blemer har været en belast-
ning for hele familien, men i
det store og hele har forældre
og barn taklet dem uden syn-
derlige vanskeligheder. Men
familien var enige om, at det
måske var en ide at få kontakt
med en aflastningsfamilie.
Marianne og hendes forældre
kender selv en familie, der
fungerer som aflastningsfa-
milie og ved, hvordan den
slags foregår.
Så i et forsøg på at få alting
til at fungere bedre henvendte
familien sig til Nuup Kom-
muneas socialforvaltning for
at høre, om der var mulighed
for at få en aflastningsfamilie
tilknyttet. De tre havde fore-
stillet sig, forestillede sig, at
Marianne én weekend om
måneden kunne bo hos aflast-
ningsfamilien. Det ville være
en gevinst for alle, for eksem-
pel en tiltrængt aflastning for
Birthe og hendes mand og et
godt, alternativt miljø for
Marianne, der på den måde
kunne få udvidet sine rammer
for en del af hverdagen.
Men hjælpen fra kommu-
nen blev et ubeskriveligt
mareridt.
Hurtig sagsbehandling
Engang hen mod slutningen
af august henvendte familien
sig til socialforvaltningen. På
et møde med sagsbehandleren
fik Birthes familie at vide, at
den ville høre nærmere, når
socialudvalget havde holdt
møde. Da familien ikke havde
hørt noget 1. oktober, ringede
Birthe til sagsbehandleren for
at høre, hvordan det gik med
sagen, og fik det prompte
svar, at sagsbehandleren ville
komme og hente Marianne
med det samme.
- Jeg prøvede at forklare, at
det da godt kunne vente til i
morgen, for selvom vi havde
drøftet den mulige aflast-
ningsordning med Marianne,
så havde vi ikke forberedt
hende på, at det skulle være
her og nu. Men sagsbehandle-
ren påstod, at jeg lød træt i
telefonen, så Marianne ville
blive hentet med det samme,
fortæller Birthe.
- Marianne var da heller
ikke imod det, så hun tog med
sagsbehandleren, da hun
kom. Denne sagde, at vi ville
blive kontaktet. Vi troede, der
var tale om, at vi nu var til-
knyttet en aflastningsfamilie,
og jeg sagde, at jeg også selv
ville forhøre mig i kommu-
nen. Og så kyssede jeg min
datter farvel.
- Da vi et par dage efter om
fredagen ikke havde hørt fra
kommunen, ringede jeg for at
høre, hvor vores datter var
henne. Men det ville sagsbe-
handleren ikke fortælle. Jeg
ville gerne vide, hvor længe
aflastningen skulle foregå, og
hvordan min datter havde det.
Sagsbehandleren var imidler-
tid tavs som en østers og sag-
de blot: »I trænger til fred og
ro fra hinanden«.
Mareridt
Tirsdag ringede sagsbehand-
leren selv til Birthe og forsik-
rede hende om, at Marianne
havde det godt.
- Derhjemme var vi be-
gyndt at synes, at aflastningen
tog for lang tid, og vi begynd-
te at blive urolige, fortæller
Birthe.
Da Birthe igen ringede til
kommunen, bad sagsbehand-
leren hende om at komme til
møde næste torsdag. Da hav-
de datteren været hjemmefra i
14 dage.
- Onsdag aften kom vores
datter hjem til os. Hun kunne
heller ikke forstå noget af,
hvad der foregik. Hun savne-
de os og ville gerne hjem. Jeg
lovede hende, at hun ville
komme hjem i morgen, og det
gjorde jeg, fordi jeg var sikker
på, at det var, hvad mødet
næste dag handlede om.
- Jeg gik da også glad til
møde. Jeg gik alene, fordi jeg
mente, det blot var en form-
sag, og at Marianne skulle
med mig hjem. Havde jeg
vidst, hvad der ventede mig,
havde jeg haft min mand
med.
Der er her en lang pause i
samtalen med Birthe. Hun har
meget svært ved at få de
næste ord frem, og hun giver
efter for gråden, idet hun
fortsætter:
- Jamen, det er det værste,
jeg nogensinde har været ude
for. At miste kære ved døds-
fald må man leve med. Men
at miste dem, mens de endnu
lever, det er ikke til at bære.
- De fortalte mig, at de hav-
de besluttet, at Marianne ikke
skulle hjem igen, og så fik jeg
iøvrigt at vide, at vi måtte
stoppe med at købe dyre
gaver til Marianne.
Chock
- Jeg gik nærmest i chock. Jeg
kunne ikke få et ord frem, og
tårerne kæmpede for at kom-
me ud. Hvorfor, spurgte jeg.
»Fordi vi har besluttet, at
Marianne skal blive hos den
familie, hun nu bor hos«, sva-
rede de mig.
- Da jeg havde fået sundet
mig, sagde jeg, at jeg ville gå,
hvis ikke de havde andet at
sige til mig. Og så fik jeg
besked på, at de ville komme
dagen efter og hente Marian-
nes ting hjemme hos os.
Marianne ville komme med,
så vi kunne sige farvel til hin-
anden. Og jeg begyndte igen
at græde. Og idet jeg gik mod
døren, hørte jeg dem sige, at
vi kunne henvende os på
kommunen, hvis vi havde
behov for psykologhjælp.
Grædende gik Birthe tilba-
ge til sit arbejde, og da hun
var faldet til ro igen, var kom-
munen lukket. Sammen med
sin mand drøftede hun den
forfærdelige oplevelse, og
fortvivlelsen havde ingen
grænser.
- Om aftenen ringede Mari-
anne til os og var rasende på
os og smækkede røret på.
En hulken kommer ud af
Birthe, da hun fortæller om
afskeden med datteren næste
dag.
- Marianne var meget
rasende, da hun kom ind, og
jeg var frygtelig ked af det og
begyndte at græde. Så brød
Marianne også grædende
sammen, og vi holdt om hin-
anden, da hun spurgte mig:
»Mor, hvorfor smider I mig
ud?«
Eqqortumik
ilanngunneqarsimavit
Eqqarsaatiginikuuiuk Kalaallit Nunaanni Telefonbog-
imi qanoq nalunaarsortissimanersutit?
- Atit kinguliaqutillu eqqortumik allassimappat?
- Najukkat eqqortumik allassimava?
- Postboksippit normua eqqortuua?
Allatut nalunaarsortikkusukkuit TELE-p atui-
sartunut allaffiajuit saaffiginnissinnaavutit tlf.
0019-imut, kingusinnerpaamik 10. november
1997.
TELE
GREENLAND A/S
Nuummi angajoqqaarsiat isumaginninnermik
aqutsisoqarfimmit pineqarsimanertik pillugu
ajuallatitaarujussuartutut misigipput, piumasarinngisamin-
nik ukiorpassuarni panissiaminnik arsaameqaramik.
En plejefamilie i Nuuk føler sig frygtelig krænket af
socialforvaltningen, som mod deres vilje fjernede deres
plejedatter gennem mange år.
Noget galt
Da gik det op for Birthe og
hendes mand, at der var noget
var noget helt galt i denne
sag. Ikke bare bestemte de sig
for, at de ikke ville finde sig i
den behandling, kommunen
havde givet dem. Men de vil-
le også have deres datter
hjem. Det lykkedes sagsbe-
handleren at få Mariannes tøj
med, da hun tog Marianne
med sig. Men Birthe satte sig
imod, at de tog ting som fjern-
syn og video med. For Mari-
anne skulle hjem.
- Jeg var rasende. Jeg sagde
til sagsbehandleren, at de selv
havde sagt, at vi ikke måtte
købe dyre gaver til Marianne,
så jeg mente ikke, der var
grund til, at hun fik disse dyre
ting med sig. Sagsbehandle-
ren gik med en besked om, at
hun ville ringe for at aftale en
tid i næste uge, så de kunne
hente Mariannes møbler.
Birthe sov ikke hele natten
og næste dag gik hun til læge.
Hun blev ordineret beroligen-
de medicin og sovepiller og
sygemeldt i 14 dage. Herefter
henvendte hun sig til kommu-
nen for at få en aftale med
socialudvalgsformanden. Den
kom i stand tirsdag ugen
efter.
På mødet mødte Birthe og .
hendes mand en forstående
socialudvalgsformand, som gav
familien ret i, at der ikke var
nogen begrundelse for at fjerne
Marianne fra hendes hjem.
Nyt møde
På et møde dagen efter med de
to medarbejdere, som havde
truffet beslutning om fjernelse
af Marianne, fik familien en
undskyldning og forklaring
om, at de to havde troet det var
bedst, hvis Marianne boede et
andet sted end hjemme.
- Sagsbehandleren ville
efterfølgende tale med Mari-
anne. Efter dette møde var
Marianne helt ude af den.
Hun fortalte mig, at de havde
forsøgt at tvinge hende til at
ønske sig væk fra sit hjem. De
havde sagt: »Marianne, om to
til tre måneder smider de dig
ud igen«.
- Ingen af os vidste på dette
tidspunkt i løbet af onsdagen,
hvornår Marianne ville kom-
me hjem. Af de to sagsbe-
handlere fik vi at vide, at de
først skulle til et møde i
socialudvalget, før de kunne
svare os.
- Jeg ringede til socialud-
valgsformanden for at høre,
hvorfor det trak ud, og om
aftenen ved 8-tiden ringede
den ene af de to medarbejdere
til mig og sagde, at hun havde
glemt at give besked om, at
Marianne nu kunne komme
hjem igen, og »... - om ikke
godt jeg selv ville ringe til
Marianne og overbringe den
glædelige nyhed«. Vi var gået
fra dem ved halvfem-tiden i
tillid til, at de ville ringe
umiddelbart efter mødet i
socialudvalget, og om aftenen
ringer sagsbehandleren og
siger, at hun har glemt at rin-
ge og fortælle, at vores datter
nu kunne komme hjem...
- Selvom vi har fået en und-
skyldning fra de to, så mener
jeg, det er nødvendigt at of-
fentliggøre vores historie. For
jeg håber virkelig ikke, at
andre kommer ud for en så-
dan fortvivlet situation, siger
Birthe.
Med hensyn til aflastning
har socialforvaltningen be-
sluttet, at Marianne bliver til-
knyttet en aflastningsfamilie,
som hun skal holde weekend
hos en gang om måneden.
Birthe og hendes mand har
fået tilbud om samtale en
gang om ugen for at høre,
hvordan det går.
- Vi synes nu det er nok
med en samtale én gang hver
14. dag, siger Birthe, som
mest af alt er ulykkelig over
den forfærdelige oplevelse,
Marianne har haft af hele det-
te forløb.
ASS./ FOTO-ARKIV: KNUD JOSEFSEN