Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 28.10.1997, Blaðsíða 8

Atuagagdliutit - 28.10.1997, Blaðsíða 8
8 Nr. 83 • 1997 Ca qj?yaj?s(/é/'a £/£ GRØNLANDSPOSTEN Fjernede teenage-pige fra forældrene uden grund Et ufatteligt mareridt for forældrene og for »stridens æble« - en 14-årig, der ikke anede, hvad det var for et spil, hun blev hvirvlet ind i NUUK(LRH) - »Det bliver ikke en behagelig besked for dig og din mand. Vi har be- sluttet, at Marianne ikke skal hjem igen«. Det var den be- sked, Mariannes mor Birthe fik fra to medarbejdere i soci- alforvaltningen i Nuup Kom- munea i sidste uge. En be- sked, der hensatte Birthe i chock. Uden nogen som helst fagligt kvalificeret årsag blev det kort og godt meddelt, at ægteparrets 14-årige datter skulle anbringes hos en for dem ubekendt plejefamilie. Historien er så rystende, at man skulle tro, den fandt sted i et andet land fjernt fra Grøn- land. Den er i enhver hense- ende grotesk, helt uden virke- lighedens normale proportio- ner. Den er som et mareridt både for forældrene og for den 14-årige pige, der uden at forstå baggrund pludselig blev gjort til en kastebold i det uudgrundelige sociale system. Men hvor fremmed- artet, den end må forekomme AG’s læsere, så er den et stykke jordbunden, grøn- landsk virkelighed fra hoved- stadens bureaukratiske og uigennemskuelig socialfor- valtning. Af personlige årsager har Birthes familie ønsket at være anonym. Men AG står inde for historien. Kun navnene er forkerte. Det mareridtagtige handlingsforløb er rigtigt fra ende til anden. Birthe og hendes mand har haft Marianne i pleje, siden hun var 3 1/2 år, og har altid betragtet hende som deres egen. Marianne har haft kon- takt med sin mor, indtil denne for nogle år siden døde, og hun kalder Birthe og hendes mand for mor og far. Marianne er i puberteten, og har i den forbindelse haft en række problemer, der har udspring i hendes egen bag- grund, blandt andet moderens død og i den splittede periode, der præger en del af over- gangsalderen. Mariannes pro- blemer har været en belast- ning for hele familien, men i det store og hele har forældre og barn taklet dem uden syn- derlige vanskeligheder. Men familien var enige om, at det måske var en ide at få kontakt med en aflastningsfamilie. Marianne og hendes forældre kender selv en familie, der fungerer som aflastningsfa- milie og ved, hvordan den slags foregår. Så i et forsøg på at få alting til at fungere bedre henvendte familien sig til Nuup Kom- muneas socialforvaltning for at høre, om der var mulighed for at få en aflastningsfamilie tilknyttet. De tre havde fore- stillet sig, forestillede sig, at Marianne én weekend om måneden kunne bo hos aflast- ningsfamilien. Det ville være en gevinst for alle, for eksem- pel en tiltrængt aflastning for Birthe og hendes mand og et godt, alternativt miljø for Marianne, der på den måde kunne få udvidet sine rammer for en del af hverdagen. Men hjælpen fra kommu- nen blev et ubeskriveligt mareridt. Hurtig sagsbehandling Engang hen mod slutningen af august henvendte familien sig til socialforvaltningen. På et møde med sagsbehandleren fik Birthes familie at vide, at den ville høre nærmere, når socialudvalget havde holdt møde. Da familien ikke havde hørt noget 1. oktober, ringede Birthe til sagsbehandleren for at høre, hvordan det gik med sagen, og fik det prompte svar, at sagsbehandleren ville komme og hente Marianne med det samme. - Jeg prøvede at forklare, at det da godt kunne vente til i morgen, for selvom vi havde drøftet den mulige aflast- ningsordning med Marianne, så havde vi ikke forberedt hende på, at det skulle være her og nu. Men sagsbehandle- ren påstod, at jeg lød træt i telefonen, så Marianne ville blive hentet med det samme, fortæller Birthe. - Marianne var da heller ikke imod det, så hun tog med sagsbehandleren, da hun kom. Denne sagde, at vi ville blive kontaktet. Vi troede, der var tale om, at vi nu var til- knyttet en aflastningsfamilie, og jeg sagde, at jeg også selv ville forhøre mig i kommu- nen. Og så kyssede jeg min datter farvel. - Da vi et par dage efter om fredagen ikke havde hørt fra kommunen, ringede jeg for at høre, hvor vores datter var henne. Men det ville sagsbe- handleren ikke fortælle. Jeg ville gerne vide, hvor længe aflastningen skulle foregå, og hvordan min datter havde det. Sagsbehandleren var imidler- tid tavs som en østers og sag- de blot: »I trænger til fred og ro fra hinanden«. Mareridt Tirsdag ringede sagsbehand- leren selv til Birthe og forsik- rede hende om, at Marianne havde det godt. - Derhjemme var vi be- gyndt at synes, at aflastningen tog for lang tid, og vi begynd- te at blive urolige, fortæller Birthe. Da Birthe igen ringede til kommunen, bad sagsbehand- leren hende om at komme til møde næste torsdag. Da hav- de datteren været hjemmefra i 14 dage. - Onsdag aften kom vores datter hjem til os. Hun kunne heller ikke forstå noget af, hvad der foregik. Hun savne- de os og ville gerne hjem. Jeg lovede hende, at hun ville komme hjem i morgen, og det gjorde jeg, fordi jeg var sikker på, at det var, hvad mødet næste dag handlede om. - Jeg gik da også glad til møde. Jeg gik alene, fordi jeg mente, det blot var en form- sag, og at Marianne skulle med mig hjem. Havde jeg vidst, hvad der ventede mig, havde jeg haft min mand med. Der er her en lang pause i samtalen med Birthe. Hun har meget svært ved at få de næste ord frem, og hun giver efter for gråden, idet hun fortsætter: - Jamen, det er det værste, jeg nogensinde har været ude for. At miste kære ved døds- fald må man leve med. Men at miste dem, mens de endnu lever, det er ikke til at bære. - De fortalte mig, at de hav- de besluttet, at Marianne ikke skulle hjem igen, og så fik jeg iøvrigt at vide, at vi måtte stoppe med at købe dyre gaver til Marianne. Chock - Jeg gik nærmest i chock. Jeg kunne ikke få et ord frem, og tårerne kæmpede for at kom- me ud. Hvorfor, spurgte jeg. »Fordi vi har besluttet, at Marianne skal blive hos den familie, hun nu bor hos«, sva- rede de mig. - Da jeg havde fået sundet mig, sagde jeg, at jeg ville gå, hvis ikke de havde andet at sige til mig. Og så fik jeg besked på, at de ville komme dagen efter og hente Marian- nes ting hjemme hos os. Marianne ville komme med, så vi kunne sige farvel til hin- anden. Og jeg begyndte igen at græde. Og idet jeg gik mod døren, hørte jeg dem sige, at vi kunne henvende os på kommunen, hvis vi havde behov for psykologhjælp. Grædende gik Birthe tilba- ge til sit arbejde, og da hun var faldet til ro igen, var kom- munen lukket. Sammen med sin mand drøftede hun den forfærdelige oplevelse, og fortvivlelsen havde ingen grænser. - Om aftenen ringede Mari- anne til os og var rasende på os og smækkede røret på. En hulken kommer ud af Birthe, da hun fortæller om afskeden med datteren næste dag. - Marianne var meget rasende, da hun kom ind, og jeg var frygtelig ked af det og begyndte at græde. Så brød Marianne også grædende sammen, og vi holdt om hin- anden, da hun spurgte mig: »Mor, hvorfor smider I mig ud?« Eqqortumik ilanngunneqarsimavit Eqqarsaatiginikuuiuk Kalaallit Nunaanni Telefonbog- imi qanoq nalunaarsortissimanersutit? - Atit kinguliaqutillu eqqortumik allassimappat? - Najukkat eqqortumik allassimava? - Postboksippit normua eqqortuua? Allatut nalunaarsortikkusukkuit TELE-p atui- sartunut allaffiajuit saaffiginnissinnaavutit tlf. 0019-imut, kingusinnerpaamik 10. november 1997. TELE GREENLAND A/S Nuummi angajoqqaarsiat isumaginninnermik aqutsisoqarfimmit pineqarsimanertik pillugu ajuallatitaarujussuartutut misigipput, piumasarinngisamin- nik ukiorpassuarni panissiaminnik arsaameqaramik. En plejefamilie i Nuuk føler sig frygtelig krænket af socialforvaltningen, som mod deres vilje fjernede deres plejedatter gennem mange år. Noget galt Da gik det op for Birthe og hendes mand, at der var noget var noget helt galt i denne sag. Ikke bare bestemte de sig for, at de ikke ville finde sig i den behandling, kommunen havde givet dem. Men de vil- le også have deres datter hjem. Det lykkedes sagsbe- handleren at få Mariannes tøj med, da hun tog Marianne med sig. Men Birthe satte sig imod, at de tog ting som fjern- syn og video med. For Mari- anne skulle hjem. - Jeg var rasende. Jeg sagde til sagsbehandleren, at de selv havde sagt, at vi ikke måtte købe dyre gaver til Marianne, så jeg mente ikke, der var grund til, at hun fik disse dyre ting med sig. Sagsbehandle- ren gik med en besked om, at hun ville ringe for at aftale en tid i næste uge, så de kunne hente Mariannes møbler. Birthe sov ikke hele natten og næste dag gik hun til læge. Hun blev ordineret beroligen- de medicin og sovepiller og sygemeldt i 14 dage. Herefter henvendte hun sig til kommu- nen for at få en aftale med socialudvalgsformanden. Den kom i stand tirsdag ugen efter. På mødet mødte Birthe og . hendes mand en forstående socialudvalgsformand, som gav familien ret i, at der ikke var nogen begrundelse for at fjerne Marianne fra hendes hjem. Nyt møde På et møde dagen efter med de to medarbejdere, som havde truffet beslutning om fjernelse af Marianne, fik familien en undskyldning og forklaring om, at de to havde troet det var bedst, hvis Marianne boede et andet sted end hjemme. - Sagsbehandleren ville efterfølgende tale med Mari- anne. Efter dette møde var Marianne helt ude af den. Hun fortalte mig, at de havde forsøgt at tvinge hende til at ønske sig væk fra sit hjem. De havde sagt: »Marianne, om to til tre måneder smider de dig ud igen«. - Ingen af os vidste på dette tidspunkt i løbet af onsdagen, hvornår Marianne ville kom- me hjem. Af de to sagsbe- handlere fik vi at vide, at de først skulle til et møde i socialudvalget, før de kunne svare os. - Jeg ringede til socialud- valgsformanden for at høre, hvorfor det trak ud, og om aftenen ved 8-tiden ringede den ene af de to medarbejdere til mig og sagde, at hun havde glemt at give besked om, at Marianne nu kunne komme hjem igen, og »... - om ikke godt jeg selv ville ringe til Marianne og overbringe den glædelige nyhed«. Vi var gået fra dem ved halvfem-tiden i tillid til, at de ville ringe umiddelbart efter mødet i socialudvalget, og om aftenen ringer sagsbehandleren og siger, at hun har glemt at rin- ge og fortælle, at vores datter nu kunne komme hjem... - Selvom vi har fået en und- skyldning fra de to, så mener jeg, det er nødvendigt at of- fentliggøre vores historie. For jeg håber virkelig ikke, at andre kommer ud for en så- dan fortvivlet situation, siger Birthe. Med hensyn til aflastning har socialforvaltningen be- sluttet, at Marianne bliver til- knyttet en aflastningsfamilie, som hun skal holde weekend hos en gang om måneden. Birthe og hendes mand har fået tilbud om samtale en gang om ugen for at høre, hvordan det går. - Vi synes nu det er nok med en samtale én gang hver 14. dag, siger Birthe, som mest af alt er ulykkelig over den forfærdelige oplevelse, Marianne har haft af hele det- te forløb. ASS./ FOTO-ARKIV: KNUD JOSEFSEN

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.