Atuagagdliutit - 21.01.1999, Qupperneq 19

GRØNLANDSPOSTEN
SISAMANNGORNEQ 19. DECEMBER 1998 • 19
Sorsunnerup nalaani Kalaallit Nunaanni pissutsit allanngorput. Minnerunngitsumik
Jens Fynbo-mut, sulinerminilu ullumikkut nuileruagassaasut taamani atuussimasuuppata
qaangerujussuartarsimassagaluarpai. Uanili meeqqani marluk qasuersaaqatigai.
Under krigen ændredes forholdene i Grønland. Ikke mindst for Jens Fynbo, hvis arbejdstid
ville have sprængt alle gængse regler i dag. Her er han dog i et afslappet øjeblik med to af
sine børn.
- Der kunne skrives mange
sider om den virksomhed,
som jeg har kendt fra begge
sider af Atlanten og om dens
omtale i USA og mange
andre steder. Men det, jeg
har værdsat mest, er de ople-
velser, jeg har haft med den
enestående grønlandske
befolkning.
- Når vi i sin tid mødtes i
ødemarken på hundeslæde,
udveksledes altid et smil, en
spøg eller en personlig, var-
mende bemærkning. Venska-
bet voksede frem af sig selv
blandt os, der havde en fæl-
les interesse: at tjene og
betjene dem, man boede
iblandt. Det vil sige udføre
den opgave, man var ansat
til, eller for fangeren og
fiskeren at tjene til det dagli-
ge brød.
- De 44 år er forsvundet
som dug for solen. Jeg har i
min tid besøgt hver en bebo-
et plads i Grønland undtagen
Daneborg og Danmarkshavn.
For hvert et møde med den
grønlandske befolkning har
jeg grund til at sige tak, for-
tæller Jens Fynbo, der i sit
lange arbejdsliv naturligvis
også har haft skuffende og
smertelige oplevelser. Det
sidste var i hvert fald tilfæl-
det, da Hans Hedtoft gik ned
med mus og mand den 30.
januar 1959. Sammen med
Magnus Jensen tog han imod
telefonopringningerne fra de
bekymrede og ulykkelige
familiemedlemmer.
- Jeg glemmer det aldrig.
Blandt andet ringede et ægte-
par til mig. Deres søn havde
været skibsdreng ombord på
Hans Hedtoft, og de ville
gerne se redningskransen,
som var skyllet op på kysten
i Island, og som nu befandt
sig på mit kontor. Da de kom
ind på kontoret, lagde de en
buket blomster ved kransen
og stod en stund og mindedes
deres søn. Det var frygteligt,
fortæller Jens Fynbo, der
selv kendte flere af besæt-
ningsmedlemmerne og pas-
Jens Fynbo Inngili Qemertumut, maanna inuerutitaasimasumut tikeraartilluni.
Jens Fynbo på besøg i den nu nedlagte Sorte Engel.
sagerne.
Jens Fynbo vil ikke kom-
mentere udviklingen i Grøn-
land, efter han fratrådte som
direktør for KGH. Og slet
ikke privatiseringen. Men
som han dog siger.
- Jeg har svært ved at se,
hvordan man skal kunne
opretholde livet i de små
samfund uden tilskud af en
eller anden art. Man må ikke
glemme, at det er her, at man
finder den virkelige sjæl i
Grønland. Det synes jeg i
hvert fald.
Jens Fynbo pinngitsoorsinnaanngisaminik pujortaaserluni,
nalliuttorsiomemili cigaamik pitsaasumik taarsersinnaasarpaa.
Jens Fynbo med sin uundværlige pibe, der ved festlige
lejligheder dog gerne skiftes ud med en god cigar.
NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO