Atuagagdliutit - 05.08.1999, Blaðsíða 16

16 • TORSDAG 5. AUGUST 1999
ATUAGAGDLIUTIT
AMALIA ER BESØGSVEN
TIL SYV HANDICAPPEDE
Amalia Brodthagen har hjerte for dem, der er langt væk fra deres kære
J_r-J J"_T
Allattoq: Christian
Schultz-Lorentzen
KELSTRUP STRAND
- Hej Bjarne, hvordan har du
det, siger Amalia, og lyser op
i et tindrende smil, der af-
slører en perlerække af sne-
hvide tænder. Et smil, der
ligesom bliver siddende på
nethinden, og som hendes
mand gennem 34 år Frits hel-
ler ikke var blind for, da han
en dag i 1965 trådte ind i
købmandsbutikken i Aasiaat,
hvor den 17-årige Amalia
dengang arbejdede som med-
hjælper.
Amalia går hen til den
handicappede mand i køre-
stolen og giver ham et hjert-
ligt knus. Giver sig tid til
manden, der sidder ventende
og spejdende ned mod vejen,
der fører op til den tidligere
institution Anders Vænge i
Slagelse, hvor der stadig bor
mange handicappede fra hele
landet, selv om man de sene-
re år er begyndt at sprede
dem ud til de forskellige
amter.
På græsplænen foran de
røde værkstedsbygninger er
en del af de omkring 200
beboere, hvoraf ni er grøn-
lændere, forsamlet under
svalende parasoler. I det fjer-
ne stiger små røgskyer op fra
en grill under et mægtigt
egetræ.
Sproget er dansk
De to grønlændere Frederik
og Sofie lyser op, da de ser
Amalia komme hen imod
dem. Det bliver til endnu fle-
re knus og smil. Der udvek-
sles bemærkninger. Men på
dansk. Det er nemlig langt
fra alle grønlandske handi-
cappede i Danmark, der
behersker deres modersmål.
Mange var så behandlings-
krævende, at de kom til lan-
det som heLt små og har der-
for aldrig lært sproget. Men
kontakten til Grønland er
som regel bibeholdt. De
besøger familien i Grønland,
og de får selv besøg. Men
forældre og barn kan ikke
tale direkte sammen.
Der må tolkes. Det er
naturligvis et ekstra handi-
cap. Endnu et slag i livet.
Men når det er sagt, så kan
den sproglige barriere ikke
skjule blodets bånd og dæm-
pe glæden ved at se hinan-
den. Måske tværtimod.
Men i dag' er det, endnu en
hverdag, der nok har sine
adspredelser i form af for-
f// 1
• l| / / / J\ W. i /,\
M rag kt V i y
Bk 4^ k a a
skellige værkstedsaktiviteter,
udflugter, sommerfrokoster i
det grønne og andre tiltag,
men som alligevel - alt i alt -
er beskæftigelsesterapi, der
også virker som en form for
velmenende, usynlig mur ud
mod den »normale« verden.
En aktiv Amalia
En af dem, der bryder institu-
tions-tilværelsen for de han-
dicappede er den 52-årige
Amalia Brodthagen, der er
besøgsven for syv handicap-
pede grønlændere i Slagelse-
området, og som for nylig
også blev formand for den
lokale grønlandske handi-
capforening AKA, der har
over 100 medlemmer. Foru-
den besøgstjenesten arrange-
rer foreningen fire-fem ar-
rangementer om året. Oprin-
deligt foregik de i den gamle
festsal i Anders Vænge, men
tilstrømningen er de senere
år blevet så stor, at arrange-
menterne nu holdes på en af
de lokale skoler.
Amalia er født i den nu
nedlagte bygd K’utdligssat.
Som fire-årig flyttede famili-
en til Aasiaat, hvor hendes
forældre og søskende stadig
bor. Selv er hun den ældste
og den eneste pige i søsken-
deflokken, der talte otte
børn.
Faderen var arbejdsmand
og moderen arbejdede på det
lokale sygehus. Det var også
her Amalia for første gang så
handicappede.
- Jeg var kun barn, men
husker stadig hvordan de var
gemt væk i nogle værelser.
Kun familien måtte komme
derind. Det var et chok. Det
var så synd for dem, tænkte
jeg-
Amalia husker især sin
barndom for de mange lege.
De foregik altid i det fri.
Sammen med sine kammera-
ter byggede hun huse af sten
og legede far, mor og børn.
En barndom, som de fleste.
Senere blev det også til sejl-
ture med familien, da Amalia
var blevet en halvstor pige.
På hospitalet
Skolen sagde hende ikke
noget.
- Det var rædsomt, husker
Amalia og ligner en, der har
fået noget galt i halsen. Hun
gik ud af skolen efter konfir-
mationen, og den dag i dag
kan hun kun læse og skrive
med besvær. Og regning fik
hun aldrig lært.
Efter skolen fik hun arbej-
de i en børnehave, men kørte
surt i det. Samtidig fik hun
som 15-årig konstateret tu-
berkulose og måtte tilbringe
syv måneder på Dronning
Ingrids Hospital i Nuuk og
senere tre måneder på syge-
huset i Aasiaat.
- Jeg har altid haft et glad
sind, så jeg holdt ikke op
AMALIA BRODTHAGEN
med at ryge, da jeg blev syg.
Jeg var overbevist om, at
medicinen ville hjælpe mig.
Jeg satte slet ikke forbindelse
mellem rygningen og syg-
dommen. Det var først, da
jeg skulle føde mit første
barn, at jeg holdt op. Det var
i 1967, og siden har jeg ikke
røget, siger Amalia, der efter
hospitalsopholdet fik arbejde
i en købmandsforretning i
Aasiaat.
- Jeg startede med at eks-
pedere, men det kneb jo
med regningen. Så da inde-
haveren opdagede, at jeg
gav for mange penge tilba-
ge, blev jeg sat til at sætte
varer på hylderne. Men jeg
fik aldrig skæld ud for det,
siger Amalia med efter-
tænksom mine.
Det var også i købmands-
butikken Amalia mødte
manden i sit liv - Frits - der
sammen med sin bror arbej-
dede som håndværker og
fisker i byen. Hun var på
det tidspunkt gravid, og det
fortalte hun ham den første
aften, han inviterede hende
hjem.
- Det troede han ikke på,
og jeg sagde: du må tage mig
som jeg er - ellers går jeg, og
så inviterede han mig ind.
Det var i 1965. Fem år efter
blev vi gift og siden har vi
holdt sammen, fortæller
Amaliap Anders Vænge-mi pulaartakkami ilaat Frederik ilagigaa.
Amalia aamma Frits meeqqatik ilagalugit Aasianniit aallarmata assilineqarsimasoq.
Amalia sammen med en af sine besøgsvenner, Frederik, i Anders Vænge.
Et billede taget samme dag som Amalia og Fris forlod Aasiaat med børnene.
NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO