Atuagagdliutit

Árgangur
Tölublað

Atuagagdliutit - 05.08.1999, Blaðsíða 16

Atuagagdliutit - 05.08.1999, Blaðsíða 16
16 • TORSDAG 5. AUGUST 1999 ATUAGAGDLIUTIT AMALIA ER BESØGSVEN TIL SYV HANDICAPPEDE Amalia Brodthagen har hjerte for dem, der er langt væk fra deres kære J_r-J J"_T Allattoq: Christian Schultz-Lorentzen KELSTRUP STRAND - Hej Bjarne, hvordan har du det, siger Amalia, og lyser op i et tindrende smil, der af- slører en perlerække af sne- hvide tænder. Et smil, der ligesom bliver siddende på nethinden, og som hendes mand gennem 34 år Frits hel- ler ikke var blind for, da han en dag i 1965 trådte ind i købmandsbutikken i Aasiaat, hvor den 17-årige Amalia dengang arbejdede som med- hjælper. Amalia går hen til den handicappede mand i køre- stolen og giver ham et hjert- ligt knus. Giver sig tid til manden, der sidder ventende og spejdende ned mod vejen, der fører op til den tidligere institution Anders Vænge i Slagelse, hvor der stadig bor mange handicappede fra hele landet, selv om man de sene- re år er begyndt at sprede dem ud til de forskellige amter. På græsplænen foran de røde værkstedsbygninger er en del af de omkring 200 beboere, hvoraf ni er grøn- lændere, forsamlet under svalende parasoler. I det fjer- ne stiger små røgskyer op fra en grill under et mægtigt egetræ. Sproget er dansk De to grønlændere Frederik og Sofie lyser op, da de ser Amalia komme hen imod dem. Det bliver til endnu fle- re knus og smil. Der udvek- sles bemærkninger. Men på dansk. Det er nemlig langt fra alle grønlandske handi- cappede i Danmark, der behersker deres modersmål. Mange var så behandlings- krævende, at de kom til lan- det som heLt små og har der- for aldrig lært sproget. Men kontakten til Grønland er som regel bibeholdt. De besøger familien i Grønland, og de får selv besøg. Men forældre og barn kan ikke tale direkte sammen. Der må tolkes. Det er naturligvis et ekstra handi- cap. Endnu et slag i livet. Men når det er sagt, så kan den sproglige barriere ikke skjule blodets bånd og dæm- pe glæden ved at se hinan- den. Måske tværtimod. Men i dag' er det, endnu en hverdag, der nok har sine adspredelser i form af for- f// 1 • l| / / / J\ W. i /,\ M rag kt V i y Bk 4^ k a a skellige værkstedsaktiviteter, udflugter, sommerfrokoster i det grønne og andre tiltag, men som alligevel - alt i alt - er beskæftigelsesterapi, der også virker som en form for velmenende, usynlig mur ud mod den »normale« verden. En aktiv Amalia En af dem, der bryder institu- tions-tilværelsen for de han- dicappede er den 52-årige Amalia Brodthagen, der er besøgsven for syv handicap- pede grønlændere i Slagelse- området, og som for nylig også blev formand for den lokale grønlandske handi- capforening AKA, der har over 100 medlemmer. Foru- den besøgstjenesten arrange- rer foreningen fire-fem ar- rangementer om året. Oprin- deligt foregik de i den gamle festsal i Anders Vænge, men tilstrømningen er de senere år blevet så stor, at arrange- menterne nu holdes på en af de lokale skoler. Amalia er født i den nu nedlagte bygd K’utdligssat. Som fire-årig flyttede famili- en til Aasiaat, hvor hendes forældre og søskende stadig bor. Selv er hun den ældste og den eneste pige i søsken- deflokken, der talte otte børn. Faderen var arbejdsmand og moderen arbejdede på det lokale sygehus. Det var også her Amalia for første gang så handicappede. - Jeg var kun barn, men husker stadig hvordan de var gemt væk i nogle værelser. Kun familien måtte komme derind. Det var et chok. Det var så synd for dem, tænkte jeg- Amalia husker især sin barndom for de mange lege. De foregik altid i det fri. Sammen med sine kammera- ter byggede hun huse af sten og legede far, mor og børn. En barndom, som de fleste. Senere blev det også til sejl- ture med familien, da Amalia var blevet en halvstor pige. På hospitalet Skolen sagde hende ikke noget. - Det var rædsomt, husker Amalia og ligner en, der har fået noget galt i halsen. Hun gik ud af skolen efter konfir- mationen, og den dag i dag kan hun kun læse og skrive med besvær. Og regning fik hun aldrig lært. Efter skolen fik hun arbej- de i en børnehave, men kørte surt i det. Samtidig fik hun som 15-årig konstateret tu- berkulose og måtte tilbringe syv måneder på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk og senere tre måneder på syge- huset i Aasiaat. - Jeg har altid haft et glad sind, så jeg holdt ikke op AMALIA BRODTHAGEN med at ryge, da jeg blev syg. Jeg var overbevist om, at medicinen ville hjælpe mig. Jeg satte slet ikke forbindelse mellem rygningen og syg- dommen. Det var først, da jeg skulle føde mit første barn, at jeg holdt op. Det var i 1967, og siden har jeg ikke røget, siger Amalia, der efter hospitalsopholdet fik arbejde i en købmandsforretning i Aasiaat. - Jeg startede med at eks- pedere, men det kneb jo med regningen. Så da inde- haveren opdagede, at jeg gav for mange penge tilba- ge, blev jeg sat til at sætte varer på hylderne. Men jeg fik aldrig skæld ud for det, siger Amalia med efter- tænksom mine. Det var også i købmands- butikken Amalia mødte manden i sit liv - Frits - der sammen med sin bror arbej- dede som håndværker og fisker i byen. Hun var på det tidspunkt gravid, og det fortalte hun ham den første aften, han inviterede hende hjem. - Det troede han ikke på, og jeg sagde: du må tage mig som jeg er - ellers går jeg, og så inviterede han mig ind. Det var i 1965. Fem år efter blev vi gift og siden har vi holdt sammen, fortæller Amaliap Anders Vænge-mi pulaartakkami ilaat Frederik ilagigaa. Amalia aamma Frits meeqqatik ilagalugit Aasianniit aallarmata assilineqarsimasoq. Amalia sammen med en af sine besøgsvenner, Frederik, i Anders Vænge. Et billede taget samme dag som Amalia og Fris forlod Aasiaat med børnene. NAMMINEQ PIGISAQ / PRIVATFOTO

x

Atuagagdliutit

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Atuagagdliutit
https://timarit.is/publication/314

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.