Atuagagdliutit - 05.08.1999, Qupperneq 17

GRØNLANDSPOSTEN
SISAMANNGORNEQ 5. AUGUST 1999 • 17
Amalia Danmark-imi Kelstrup Strand-imi najugaqarpoq, minnerunngitsumillu
pulaartumut naatitanik naatitsisarfissuaq paarilluarneqarsimasoq maluimaateqarluarpoq.
1 Danmark bor Amalia ved Kelstrup Strand, hvor ikke mindst den store og velplejede
køkkenhave dominerer indtrykket hos den besøgende.
■
]
mm
Amalia inuusuttunnguulluni aqqalussamilu ernera.
eneste, jeg kender til. Men
havde du spurgt mig for 15-
20 år siden, ville svaret have
været anderledes. Men der er
sket meget i forhold til tidli-
gere. De handicappede får i
dag hyppigere besøg, lige-
som de selv rejser til Grøn-
land. Det er ikke mindst vig-
tigt, at forældrene ser, hvor-
dan deres børn bor, og at de
har det godt, fortæller Ama-
lia, som har syv besøgsven-
ner, hun besøger en gang
hver måned. To af dem kan
ikke snakke. De andre taler
kun dansk. Men først og
fremmest er det samværet,
der tæller, eller som Amalia
siger:
- De er altid glade for at se
grønlændere.
Amalia, der de efterfølgende
år besøgte sin svigerfamilie i
Danmark flere gange, og i
1977 slog parret sig perma-
nent ned i Kelstrup i Slagel-
se, få hundrede meter fra
vandet.
På det tidspunkt havde
Amalia og Frits fået de to
døtre Renate og Rita. De er i
dag 27 og 32 år, og det er
såmænd også blevet til to
børnebørn.
Svær omstilling
Men omstillingen til Danmark
var ikke nem. De første tre
måneder græd Amalia hver
dag. Hun befandt sig langt ude
på landet. Fjernt fra familie og
venner. Men så blev det bed-
re, ikke mindst takket være
Frits, men også fordi hun
begyndte at engagere sig i
arbejdet med handicappede
grønlændere i Anders Vænge,
hvor der den gang boede
næsten 100 grønlændere.
Samtidig involverede hun sig
i den lokale grønlænderfore-
ning i Slagelse.
Gennem årene er det ble-
vet til mange besøg i Grøn-
land, men i dag har hun slået
rod i Danmark. Ægteparrets
hus emmer af hygge og for-
tagsomhed. I den store køk-
kenhave bugner det med
grøntsager. I drivhuset vok-
ser agurker og tomater. Og
fra hønsegården kagler
dværghønsene. Det er så
Amalia som ung pige med sin brors søn.
grønt, som det overhovedet
kan blive, og det er denne lil-
le oase, der er udgangspunt-
ket for Amalias aktiviteter,
som også omfatter børnepas-
ning af naboens børn og bør-
nebørnene.
Gode forhold
- Det hele startede med, at en
skolelærer spurgte mig om,
jeg ville være med til at hjæl-
pe de handicappede grønlæn-
dere som frivillig medarbej-
der. Især skulle jeg hjælpe
med tolkningen, når der kom
besøg fra Grønland. Det ville
jeg naturligvis gerne. Det var
jo grønlændere, fortæller
Amalia, der i mere end 20 år
har varetaget disse opgaver,
og samtidig begyndte at vir-
ke i foreningen Aka, der på
det tidspunkt nærmest var en
kaffeklub, men med årene
har udviklet sig til en driftig
forening med musikarrange-
menter, grønlandske madaf-
tener og meget mere for de
handicappede.
På spørgsmålet om de han-
dicappede trives falder svaret
prompte.
- Ja, så absolut. I hvert fald
her i området, og det er jo det
o
o
Ilaqutariit tamarmik Aasiannut tikeraartut. Amalia saarliuvoq ilagalugit aataa aanaalu, anaana ataatalu aamma qatanngutit. Frits aamma Amalia asaqatigiittut.
Hele familien på besøg i Aasiaat. Amalia i front med bedsteforældre, forældre og søskende.
Frits og Amalia i en knusende forelskelse.
NAMMINEQ P1GISAQ / PRIVATFOTO