Tímarit lögfræðinga - 01.06.1970, Blaðsíða 30

skiftet f&et storre og storre plads i den juridiske og poli-
tiske deirat.
Den er ogsá blevet et vigtigt led i striden mellem demo-
kratiet og diktaturet. Hvem har ikke med gru læst George
Orwells hog „1984“ om diktaturets mareridt. Alle horgere
skal kun være lydige og hegejstrede arbejdere for partiet.
Derfor kan det ikke tillades, at nogen har et privatliv. Alt
skal kontrolleres. Alle skal være angivere mod alle, og
TV-apparaterne, som er opstillet i hver stue overalt, virker
begge veje, sáledes at tankepolitiet kan udspionere enhver
pá et hvilket som helst tidspnnkt. Og afviger nogen fra
det givne partimonster, sá vil lian gennem en hárdhændet
tortur og hjernevask blive tvunget til at tænke rigrigt. I
diktaturet anerkendes privatlivet ikke, og der er derfor
heller ikke nogen grund til at spekulere over, hvorledes
det skal beskyttes. Her ligger der en fundamental forskel
mellem demokratiet og diktaturet. Dermed skal det ikke
pástás, at vi i de vestlige demokratier er uskyldshvide.
Men de overgreh og misbrug, som finder sted fra myndig-
hedernes side, kan man nornralt pákalde de uafhængige
domstoles beskyttelse mod, og de mange pástandie, som
nu öin dage fremfores — ikke mindst fra ungdomsop-
rorernes side — om, at vi i virkeligheden lever i en politi-
stat, má efter min opfattelse i det store og hele afvises
som tankespind, for at sige det mildt.
Nej, vort hovedproblem med hensyn til heskyttelsen af
privatlivet er af en ganske anden art, og som forovrigt
hænger sammen netop med den store handlefrihed, som
den enkelte har i de demokratiske samfund. Det jeg sigter
til, er den ene private borgers indtrængen pá den anden
borgers privatlivs enemærker. Her er problemet det mest
brændende i forbindelse med de moderne massemediers
enonne vækst. Daghlade, ugeblade, radio og TV. Andre
menneskers privatliv — ikke mindst nár det drejer sig
om personer, som er kendt i offentligheden — er „godt
stof“. Og den tekniske udvikling har netop medfort, at
118
Tímarit lögfræðinga