Tímarit lögfræðinga - 01.06.1970, Qupperneq 32

og som munder ud i en opfordring til alle lande om at
træffe passende forholdsregler i lovgivningen og pá anden
máde til at fremme beskyttelsen af privatlivets fred. Det
fremhæves, at beskyttelsen af privatlivets fred bor frem-
mes báde med strafferetlige og privatretlige (erstatnings-
retlige) retsmidler.
Retsreglerne vedrorende privatlivets fred og beskyttel-
sen af personligheden, som gælder i de forskellige retsfor-
fatninger, har historisk haft meget divergerende udgangs-
punkter. Hertil kommer betydelige forskelligheder med
hensyn til terminologien og den systematik, som har
været afgprende for reglernes placering i de forskellige
retsforfatninger. Disse forhold gor en direkte sammenlig-
ning temmelig vanskelig. Men hovedtrækkene i fremmed
ret viser dog visse ensartede tendenser.
De tilfældegrupper, som interessen har sarnlet sig om,
er folgende:
1) Beskyttelsen overfor statsmyndighedernes anholdelser
og fængsling af personer, kropsvisitationer og hus-
undersogelser. Denne tilfældegruppe er historisk set
den ældste, men vil ikke blive behandlet nærmere i
nærværende sammenhæng.
2) Ærekrænkelser.
3) Privatpersoners ulovlige indtrængen og gennemsög-
ning af private lokaler, andres private ejendoms-
omráde etc.
4) Krænkelse af brevhemmeligheden.
Ogsá grupperne 2-4 horer som bekendt til de klassiske
omráder for beskyttelsen af privatlivets fred. Af nyere
problemkredse má navnlig nævnes folgende:
5) Indtrængen i en persons private sfærer gennem skyg-
ning, udspionering, telefonterror etc.
6) Hemmelig aflytning af andres telefonsamtaler.
7) Hemmelig lydoptagelse, fotografering eller filmsop-
tagelse af privatpersoner.
8) Udnyttelse af elektronisk aflytningsapparatur.
120
Tímarit lögfræðinga