Tímarit lögfræðinga - 01.06.1970, Blaðsíða 34

de fleste enkeltstater, og endog givet en temmelig vidt-
rækkende anvendelse. Det er imidlertid ikke let nojagtig
at angive, hvor langt beskjdtelsen rækker efter den om-
fangsrige dcmspraksis, der findes, og dette har medfort
en betydelig retsusikkerhed. Sammenfatningsvis kan det
dog nok hævdes, at amerikank ret yder beskyttelse mod
de fleste af de indgreb i privatlivets fred, som er opregnet
ovenfor. Sammen med Vesttyskland er U.S.A. vel nok
det land, som til dato har arbejdet mest med beskyttelsen
af privatlivets fred. Men der er dog stadig mange tvivls-
sporgsmál, som diskuteres intensivt i amerikansk juridisk
litteratur.
I de seneste ár er navnlig sporgsmálet om aflytning
med elektronisk apparatur blevet indgáende diskuteret.
Her er retsstillingen temmelig uklar, báde med hensyn til
myndighedernes ret til at anvende disse metoder til frem-
skaffelse af hevis og privatpersoners anvendelse af den
slags aflytningsudstyr.
Det má endvidere nævnes, at beskyttelsen for privat-
personer mod almenhedens informationsinteresse gennem
massemedierne er temmelig svag. Dette gælder navnlig,
nár det drejer sig om personer, som selv liar gjort sig
offentlig bekendt. Men ogsá straffede personer, ofre for
foi’brydelser og ulykker og vidner liertil kan i vidt om-
fang drages frem af massemedierne uden at kunne pá-
kalde sig nogen beskyttelse. Princippet om „riglit of
pi’ivacy“ viser dog i de senere ár en tendens til at kunne
frembringe en vis mininiumsbeskyttel.se. Der er ogsá fra
foi’skelligt hold i U.S.A. fremsat stærke ki’av om en oget
beskyttelse, ikke mindst mod de moderne aflytningsappa-
rater og andet lignende „spionudstyr“, hidfort gennem
lovgivning enten pá fedei’al eller enkeltstats plan, idet man
betvivler, at domstolene i det lange lob vil kunne magte
disse opgaver. Til trods herfor er der dog endnu ikke
fremkommet lovfoi’slag, som kan tænkes at have chance
for at blive gennemfort.
122
Tímarit lögfræðinga