Tímarit lögfræðinga - 01.06.1970, Blaðsíða 36

Mancrofts Bill) til heskyttclse af „right of pri>vacy“. Lov-
forslaget ville principielt indronime en klageret mod en-
liver, som uden vedkommendes samtykke i aviser, film,
fjernsyn eller radio offentlig fremsætter udtalelser om
hans personlige forhold eller adfærd. Forslaget hlev
imidlertid ikke genncmfort. 11967 fremsattes der yderlige-
re et par forslag i Underhuset, et med forslag til almene
regler om „right of privacy“, og et vedrorende forhud
mod telefonaflvtning, men ingen af disse forslag er
blevet antaget. Problemerne er nu blevet overgivet til The
Law Commission, som dog endnu ikke er fremkommet
med reformforslag.
3. Vesttyskland.
Ældre tysk ret anerkendte de klassiske former for an-
greb pá personligheden og privatlivets fred, sásom æres-
fornærmelser, angreb pá legeme og sundhed samt friheds-
herovelse. og Burgerliches Gesetzbuch fra 1900 (B.G.B.)
hjemlede i § 823, jfr. § 847, kun erstatning for ikke-oko-
nomisk skade ved angreb pá legeme, sundhed og ved fri-
hedsberovelse.
I tiden frem til slutningen af verdenskrig II trængte
imidlertid ideen om en „alnien personlighedsret“ frem
i den retsvidenskahelige litteratur og vandt ogsá pá visse
specialomráder, navnlig ved ophavsretten, anerkendelse
i lovgivningen og i retspraksis.
Gennemforelsen af den Vesttyske grundlov fra 1949 med
dens anerkendelse af en lang række frihedsrettigheder og
retten til personlighedsudvikling gav imidlertid stodet til
en almindelig anerkendelse af retsprincippet om værn for
personligheden. Domstolene ansá sig nemlig nu for befojet
til med hjemmel i grundloven at anvende princippet i en
lang række tilfælde, og det kan efter denne udvikling
karakteriseres som et alment retsprincip pá linie med de
amerikanske „right of privacy“. Sidelphende med denne
udvikling er princippet og dets hegrænsning af modstá-
124
Tímarit lögfræðinga