Tímarit lögfræðinga - 01.06.1970, Síða 37

ende interesser, sásoni vidnepligt, Iiensynet til informa-
tionsfriheden og pressefriheden etc., l)levet indgáende
droftet i tysk retslitteratur, og dets indhold má nu siges
at have et betydeligt fastere og klarere indhold end det
tilsvarende amerikanske.
Med hensyn til offentlig meddelelse om private forhold
har der udviklet sig en omfattende retspraksis, hvorved
informationsinteressen er hlevet afvejet mod den enkeltes
krav pá at lades i fred og pá hans privatlivs integritet.
Her har den „almene personlighedsret“ fáet stor betyd-
ning. Generelt kan det siges, at tysk retspraksis er be-
tydelig mere tilhageholdende end den amerikanske
praksis med hensyn til at prisgive den enkelte privat-
persons interesser til fordel for sensationslyst og nysger-
righed. Der er gennem praksis blevet fastlagt nogenlunde
klare linier med hensyn til spwrgsmálet om, hvilke per-
soner, som i storre eller mindre grad má finde sig i, at
deres forhold 'bliver gjort til genstand for offentlig omtale,
og retspraksis har ogsá sogt at præcisere, livilke omráder
som altid má betragtes som strengt private, og hvilke som
má kunne prisgives i visse tilfælde.
Hvad angár lydbándsoptagelse, fotografering og films-
optagelser har anerkendelsen af princippet om den almene
personlighedsret medfort en radikal forandrind i rets-
tilstanden. Principielt er uhjemlet lydoptagelse, fotografe-
ring og filmsoptagelse forbudt inden for den private
sfære. Men praksis har anerkendt visse undtagelser fra
princippet. I nogle retstilfælde vedrorende bándindspil-
ning har domstolene sáledes anset det for lovligt i visse
alvorlige interessekonflikter, f.eks. nár det gælder at sikre
vigtige beviser, som ikke kunne opnás pá anden máde.
Brud pá brev- og telefonhemmeligheden anses ogsá for
at udgore en krænkelse af personlighedsretten, men her
forelá der allerede en lovregulering, som i hovedsagen
svarer til de nordiske regler.
Hvad angár skygning, udspionering og telefonterror og
Tímarit lögfræðinga
125