Tímarit lögfræðinga - 01.06.1970, Blaðsíða 38

lignende giver tysk strafferet et vist værn, men det er
ufuldstændigt pá forskellige punkter, bl.a. ved krænkelser
som ikke forstyrrer den offentlige orden. Nogen retsprak-
sis, hvor den almene personlighedsret er blevet páherábt,
synes dog ikke al have forekommet, men inden for den
retsvidenskabelige litteratur er man enige om, at princip-
pet má give beskyttelse i hvert fald mod mere alvorlige
krænkelser af den nævmte art.
Uhjemlet anvendelse af en andens navn er forbudt
allerede ifolge B.G.B., men det antages, at den almene
personlighedsret ogsá giver et værn mod anvendelse af
en andens navn, f. eks. i reklameojemed. Offentliggorelse
af en andens hillede er principielt forbudt uden den af-
billedes tilladelse; dette princip hlev allerede fastsláet i
1907 ved loven om ophavsret till kunstneriske og foto-
grafiske værker, som i denne henseende stadig er gælden-
de.
Den almene personlighedsret har man i retspraksis ogsá
anset at beskytte bl.a. mod forvrængninger og andres
udtalelser og mod forfalskede interviewer.
I de seneste ár er der endvidere foretaget forskellige
lovgivningsinitiativer.
Yed en ændring af den tyske straffelov i 1967 indfortes
der straf for hemmelige hándoptagelser af andres ikke
offentlige udtalte meddelelser sarnt anvendelse af samme.
Endvidere hlev der sat straf for retsstridig anvendelse af
aflytningsapparater, som hliver hrugt til at optage andres
iklce offentligt udtalte ord etc.
Pá det privatretlige omráde fortjener navnlig at nævnes
den meget udforlige proposition, som forbundsregeringen
fremlagde i 1959. Forslaget var i det store og hele kun
en kodificering af den hidtil gældende praksis om princip-
pet om personlighedsretten. Ikke desto mindre modte den
kompakt modstand fra massemediernes side og blev ikke
gennemfort. En mindre omfattende lovregulering fore-
slás i en hetækning fra 1967, og de heri indeholdte príncip-
126
'iímarit lögfræðinga