Tímarit lögfræðinga - 01.06.1970, Blaðsíða 42

træk, at udviklingen i de senere ár viser en klar tendens
til at overflytte hovedvægten til de civilretlige sanktions-
midler, sá som erstatningsansvar og forbud, medens de
strafferetlige værn reserveres til de særlig grove krænkel-
ser.
III. Kasuistik.
„Privatlivets fred“ kan bedst karakteriseres som en
retsstandard, der ikke kan sammenfattes i en enkelt
formel. Dertil er tilfældene for mangfoldige og for for-
skelligartede.
Indledningsvis kan man dog anlægge folgende hoved-
sondring:
a. Metoderne, livorved man er trængt ind pá en persons
privatliv, fotografering, skjult mikrofon, bándoptager,
spionkamera, skvgning, udsporgen etc.
b. Hvorledes benytter man sá oplysningerne, som man
har fremskaffet, og som ofte vil foreligge pá film,
billeder o.s.v.? Anvender man dem kun rent privat
eller hruges de til offentliggorelse i pressen, radioen
eller TV?
Báde a og h kan eller bor kunne anses hver for sig som
retsstridige krænkelser af privatlivets fred.
Men for at fá et klarere 'billede af problematikken, má
man foretage en eksemplifikation. Dette skal nu forspges
med hovedvægten lagt pá billedgengivelser og reportager
i pressen og TV.
De interesser, som hcr stár over for liinanden, er: Pá
den ene side den enkelte borgers interesse i at hans person-
lige og private forhold af ubehagelig art ikke bliver om-
tall offentligt eller privat, og pá den anden side det i
ethvert demokratisk samfund betydelige hensyn til ytrings-
friheden og informationsfriheden. Denne interessekonflikt
blev ogsá ipvrigt diskuteret under Den internationale
juristkommissions konference i Stockholm i 1967.
Præsidenten for det Britiske Presserád, Lord Devehjn,
130
Tímarit lögfræðinga