Det Nye Nord - 01.09.1922, Blaðsíða 5

August—September 1922
DET NYE NORD
Side 139
mellemfolkelig Forstaaelse blandt Nordens • Slummer,
der kan træde hjælpende til overfor en Verden i Nød
og derved udfylde en stor Mission. Og herved atter
gøre Nordens Folk en uvurderlig Tjeneste.
Om Skandinavismens Stilling indenfor Danmark,
Norge og Sverige fortæller Bidragene os intet. Der-
imod behandler de islandske og det finske Indlæg
netop de respektive Landes Stilling til den skandi-
naviske Bevægelse. (Netop i disse Dage er der som
bekendt oprettet en finsk Afdeling af Foreningen
»Norden«).
Vi anser imidlertid dette Spørgsmaal for saa vig-
tigt i denne Forbindelse, at vi vil slutte disse Be-
mærkninger med en Oversigt over de Erfaringer, vi
har gjort paa dette Omraade.
De gaar i Korthed ud paa, at Sverige i al Al-
mindelighed er det bedste Land for Skandinavismen.
I Midlen staar Danmark, og som det »daarligste«
Land staar Norge. Denne Bækkefølge er helt naturlig.
Den er bestemt af lettilgængelige geopolitiske og hi-
storiske Grunde, som senere vil blive gjort til Gen-
stand for nærmere Omtale her i Tidsskriftet. Det er
imidlertid sandsynligt, at Bækkefølgen af mere »men-
neskelige« Grunde vil forrykkes i en nær Fremtid.
Medens Sveriges Stilling formentlig altid vil blive den
første, synes den aabne Modstand, der til Stadighed
vises Skandinavismen i Norge, og som giver dens
Tilhængere Lejlighed til uafbrudt Virksomhed, at
skulle fremme Bevægelsen i Modsætning til, hvad der
øjensynlig er Tilfældet i Danmark, hvor ingen Røst
hæver sig imod Skandinavismen, og hvor dens Tals-
mænd derfor unddrages en haardt tiltrængt Stimulans
i Form af Kamptræning.
Idet vi takker Deltagerne for den udviste Interesse,
haaber vi i næste Aargang at kunne bringe en Række
Udtalelser fra kendte Mænd og Kvinder udenfor
Skandinavien, hvorved vi vil blive sat i Stand til at
erfare, hvad Skandinavismen betyder udadtil.
Redaktionen.
SKANDINAVISK LITTERATUR.
Socialdemokratiet i Sverige, I og
II Del, af Gerhard Magnus-
so n. — P. A. Nordstedt og Soners
Forlag. Stockholm.
Ligesom i Danmark er Socialismen ved at blive
i historisk i Sverige, og der som her har man
fejret »Jubilæet« ved at udsende større Værker, som
i et Tværsnit skal vise, hvorledes Udviklingen er fore-
gaaet, og forklare, hvorfor den blev saa stærk. Hvad
kun faa Faghistorikere troede for halvtreds Aar siden,
er nu en Realitet; langt den største Del af dem mente,
nt Fremtidens historiske Arbejder kun vilde ofre So-
cialismen et Par Linier, fordi den ikke var og ikke
blev til mere end en Smule Vrøvl og Bulder i de lavere
Befolkningslag. Og denne snæversynede Opfattelse er
endnu eneherskende i den Afhandling, som Aron
Rydforss har skrevet om den moderne Tid i det store
Samlerværk om Sveriges Historie. Medens han ellers
viser sig som en sand Mester i at gaa i Detailler og
indtil Overflod medtager en Mængde, som er mindre
væsentligt og uden Skade kunde vær udeladt, gaar han
med en Harefod hen over Socialismens Indsats i det
svenske Folks nyere Historie. Og samme Opfattelse
har ogsaa Professor Hjårne, som i en Afhandling, der
kom lige før Verdenskrigens Udbrud, erklærede, at
Socialismen nu var ikke blot færdig, men fuldstændig
død, »fordi intet klogt Menneske taler mere om den
i Tyskland.« Om det var saa, ved jeg ikke, men just
derfor er der i Sverige — og for den Sags Skyld ogsaa
i Danmark, Norge og Finland — ikke en Sjæl, der
mere skænker Professor Hjiirnes Tyskland en Tanke.
Tiderne forandrer sig, og nu vil vistnok enhver selv
meget konservativ Historieskriver indrømme, at paa
saa flot en Manér lader det sig ikke gøre at skrive i
Fremtiden. I de kommende Historiebøger maa enhver
Forfatter fremstille Socialismen som den mest frem-
staaende sociale Bevægelse, Tiden har kendt efter
1880. Den kan ikke omgaas, og Faren er nu snarere
den, at den bliver altfor historisk og derved alt for
meget stiller sig selv tilfreds med, hvad den var og
engang har udrettet og derved taber af Syne, hvad
den burde blive. Findes en saadan Fare — og det
maa, som Lindhagen engang har sagt, hver Social-
demokrat komme paa det rene med sig selv om —,
vil der næppe findes en bedre Modgift end med aaben
Sans at læse Socialdemokratiets Historie. I den ser
man da, hvad Socialismen bør være, og af hvilke
Veje den bør gaa. Alle de mange Svinkeærinder, en
hel Del af den ganske uforstaaelige Zig-zag-Politik,
som den yngre Slægt har været Vidne til, burde være
undgaaet, og den var heller næppe blevet ført ud i
Livet, om de ledende Folk indenfor Socialdemokra-
tierne i de forskellige Lande havde haft den soci-
alistisk-historiske Ballast- som synes at være en be-
skeden selvfølgelig Fordring til den, der stiller sig i
Spidsen for Folket med det Maal at føre Tiden frem
ad sunde Baner.
Det svenske Socialdemokratis Historie i Gennem-
brudsaarene er intet mindre end tragisk-historisk; det
er Beretningen om et Utal af mislykkede Strejker,
om Myndighedernes haarde og brutale Fremfærd, der
ofte gik langt ud over den da gældende Lovs Grænser,
om Bladforetagenders økonomisk fortvivlede Kamp
for at vinde en lille Plads i Solen, om - kooperative
Virksomheders totale Fallit kort efter Starten. Man
faar — bl. a. gennem Gerhardt Magnusson, der i en
Aarrække var en saare talentfuld Redaktør af »So-
cialdemokraten« i Stockholm og fra alle Hold er
anset som en ypperlig Pen og levende Stilist — et