Det Nye Nord - 01.09.1922, Blaðsíða 17

August—September 1922
DET NYE NORD
Side 151
Stund tavse med blottede, bøjede Hoveder i stille Bøn
for den dødes Sjæl, et Vidnesbyrd ikke alene om Fæ-
ringens Trofasthed i Bevarelsen af gammel Skik, men
ogsaa om, hvor fattig Menigmand bar følt sig, da
Reformationen i misforstaaet Nidkærhed overskar
Forbindelsen mellem »Helgen her og Helgen hisset«,
da den forbod Forbønnen for de døde. Mændene bli-
ver Natten over i Bygden hos gæstfri Venner. Søndag
Formiddag staar nogle Mænd nede ved Landingsstedet
og speider efter Præstens Baad, mens de drøfter,
hvordan Strømmen er, og hvornaar Præsten kan være
rejst fra den sidste Bygd, hvor han har opholdt sig
nogle Dage, og hvorfra han kun slipper bort igen i
nogenledes roligt Vejr uden Brænding. Lænet op ad
en af de mange Baade, som staar langt oppe paa
Land ved Landingsstedet, staar en ung Mand med
færøsk Tophue, men iøvrigt iført dansk Jakketøj med
krnge Benklæder; det sidder saa underligt paa ham,
nt man straks bliver klar over, at dette ikke er hans
daglige Dragt. Han ser temmelig klodset ud. Ved
Siden af staar nogle Mænd i den sædvanlige Daglig-
dragt, men Kofterne er nye, lidt mørkere end de
daglige lvsslidte Kofter, og de hjemmegjorte Hudesko
har maattet vige Pladsen for Lædersko med store
Sølvspænder som de, vi kender fra Holbergs Tid. En
gammel Mand og en Del unge er højtidsklædte med
rode, broderede, bøihalsede og sølvknappede Veste og
korte, blaa strikkede Trøjer med et Par og tyve smaa
Sølvknapper. Mændene er ikke utaalmodige, selv om
Kirketiden nærmer sig. De er saa vante til at vente
paa Præsten, at de til daglig ofte bruger det Mund-
held: »at bula sum eftir presti«. Endelig kommer et
lille Raaseil til Svne ude ved Næsset. Det er Præste-
baaden, en stor Baad til otte Mand. Den kommer ind
til de lave Klipper ved Landingsstedet, saa nær som
den kan gaa for Bølgegangen. En Mand med rød
Tophue og Kofte lægger sin Aare op, gaar forud og
springer i Land, hiertelig hilst »goSnn dag!« af Byg-
demændene. Det er Præsten. En anden kommer ef-
ter, løfter Præstens firkantede, meget høje Kuffert i
Land, tager den paa Nakken, lægger et meget bredt
Uldbaand, som er fæstnet i hver Ende af Kufferten,
over sin Pande og bærer den saa bag efter Præsten
og de andre Mænd op til Kirkeværgens Gaard, hvor
der venter et godt Maaltid efter den lange Rejse:
Kaffe, Brød, tørret Lammekød og kæmpestore Lomvi-
æg; thi Kirkeværgen er en gæstfri, velhavende Bonde,
som ejer Part i et rigt Fuglefjæld i Nærheden. Efter
Maaltidet kommer Folk for at tale med Præsten.
Kl. 12 er han rede til at gaa i Kirke. Men nu kommer
der Bud fra Ringeren, at man ser et Par Baade ude
paa Fjorden og nogle Mennesker oppe i Skaret. Det
er sikkert forsinkede Kirkegængere, og dem venter
Præsten naturligvis paa, som de saa ofte har ventet
paa ham. Endelig gaar han tilbørlig omklædt til
Kirke, fulgt af Degnen, en gammel agtet Kongsbonde
i Bygden. I Forkirken sidder der allerede en Flok
unge Koner, som skal indledes efter deres Barnefødsel.
Derfor begynder Præsten sin Tjeneste med en Tale
til dem fra Kirkedøren, medens Degnen synger en
Salme inde i Kirken. Imens ser vi Kirken indvendig.
Den er som en vældig Stue med aaben Tagstol, men
med Bjælker, der sidder saa lavt, at den tarvelige
Prædikestol næsten rager op over dem. Væggene har
Fvrretræspanel af brede, umalede Brædder, Stolesta-
derne er ogsaa umalede med store runde eller halv-
maaneformede Hoveder, Vinduerne er smaa og kun
anbragte i den ene Væg, som Vinden sjælden staar
paa, og iøvrigt udvendig forsynede med Skodder.
Over Forkirken er der et Pulpitur med Adgang til
det lille Taarn. Koret er adskilt fra Skibet ved en
umalet Tremmevæg med fantastisk Snitværk: forskel-
lige Korsformer, noget der ligner en primitiv Frem-
stilling nf et Træ (maaske Livstræet) eller rent deko-
rative Udskæringer. Paa Alteret findes ingen Alter-
tavle, men kun et stort forgvldt Trækors, saa denne
kan ikke være en af de Kirker, hvortil Folk har pleiet
at love Gaver i Havsnød som til Vaag Kirke paa Su-
derø. Alt er fattigt, men virker dog smukt og stem-
ningsfuldt. Denne Kirke er en af de faa, hvor man
som i Kirkjubø, Saxun og Haldorsvik endnu bruger
Kingos Salmebog og følger Danmarks og Norges Kir-
keritual af 1685, og da Menigheden istemmer Skrifte-
maalssalmen Nr. 26 »Ak levende Gud, jeg bekiender
for Dig«, faar man en virkelig Overraskelse. Det er
ikke muligt at opfatte et Ord af Sangen, der synes
aldrig at faa Ende, og det hele lvder som en stor skæ-
rende Disharmoni. Hvad er det for Melodier? Det
er de sidste Rester af Middelalderens gregorianske
Kirkesang, der uden Nodeskrift er bevaret ved mundt-
lig Tradition, forkvaklet ved Brug paa Søen, hvor
Tonerne maatte passe til Aareslagene, men dog be-
varet gennem fire Hundrede Aar! Skriftemaalet, der
tager sin Tid i den stuvende fulde Kirke, hvor mange
vil til Alters, begvnder og ender, og mens Degnen læ-
ser sin Bøn med langsom højtidelig Røst i det frem-
mede Spros, bøjer alle sig dvbt i Bøn, og Gudstjene-
sten gaar sin Gang. Der holdes Altergang, og da Præ-
sten har rakt det første Hold af Nadvergæsterne Jesu
Legeme og Blod, nejer de sig alle tre Gange dybt, in-
den de gaar til deres Plads. Denne Skik findes endnu
de fleste Steder og vil vel holde sig endnu en Tid,
skønt mange Præster har erklæret den aaben Krig
som en Levning fra Pavekirkens Mørke — ikke uden
selv at aahenbare en sørgelig Vankundighed, idet Skik-
ken findes paabudt i vort nugældende Ritual. Senere,
naar Velsignelsen lyses, lægger man Mærke til, at Me-
nigheden bliver siddende i bøjet Stilling ligesom i
Norge, Sverige og paa Bornholm. Naar Udgangsbøn-
nen er læst, bliver Menigheden endnu siddende i tavs
Bøn og Præsten knælende for Alteret, ligesom endnu
mange Steder i Norge, indtil Ringeren har slaaet de