Det Nye Nord - 01.09.1922, Blaðsíða 19

August—September 1922
DET NYE NORD
Side 153
1: venstre Fod et Skridt fremad, 2; højre Fod et
Skridt hen imod den venstre, 3: venstre Fod atter
et Skridt fremad, i: højre Fod tæt hen til den venstre,
5: højre Fod et Skridt tilbage, 6: venstre Fod hen til
den højre. Saa begynder de samme Trin forfra igen.
Saa er Dansen vel ensformig? Ingenlunde. Snart
trædes den let til Elskovsvisens indsmigrende Ord,
medens Omkvædet antyder Visens Stemning:
Tro3i5 nu lættliga dansin!«
eller: Nu lystir meg 1 dansin at gå,
me5an rosur og liljur tær grogva væl.«
Snart kommer der Fart og Munterhed i Danse-
ringens Bevægelser, medes Omkvædet lyder:
»Undr kaliar, kåtir kaliar! gangi5
upp å golv, dansiø lystulig.«
Eller Visens tragiske Indhold gør Dansens Be-
vægelser tunge, som gik man til Ligfærd, medens
Omkvædet lyder:
»Fordi træder Ebbe Skammelsen saa mangen Sti vild.«
Eller Kampens Bulder viser sig i faste Tramp,
kraftige Haandtryk og vilde Armbevægelser:
»Glymur, dansur i høil,
dans slai5 i ring,
glaftir rf5a Noregs menn
til Hildar ting.«
Hvor voldsomme Danseringens Bevægelser kan blive,
faar man en Forestilling om gennem disse Linier:
»Her er gott at dansa,
stovan hon er nyggj,
stokkar eru av ståli gjørdir,
og takift er av blfggj.«
Flere og flere slutter sig til. Ringen er saa stor
som hele den snævre Stue. Saa »brydes« den: For-
sangeren slaar en vældig Slyngning paa Ringen, der
kommer efterhaanden flere nye Slyngninger, og til
sidst har Ringen slaaet et saa stort Antal Bugtninger,
at der i Stuen danser omtrent saa mange Mennesker,
som der kan staa i den. Det er den sædvanlige Dans,
stigingarstev.
Man finder ogsaa andre Former. I Sandoyjar-
dansurin danser man i Kæde til Strofen, parvis
til Omkvædet. I trokingarstev staar man næ-
sten stille ved Strofen, medens Ringen gaar rask
rundt ved Omkvædet. Den er især egnet til Færinger-
nes mange, virkelig morsomme Skæmteviser, tåttar.
I Bygden Sumbæ paa Suderø, hvor Dansen er bevaret
bedst, træffer man en smuk, men nu ret sjælden Dans:
bandadansurin. Da jeg kun een Gang har del-
taget i den, lader jeg det færøske Skriftsprogs Grund-
lægger, Filologen Provst V. U. Hammershaimb, for-
tælle om den: »Man staar der i to rækker i 1—2 alens
afstand fra hinanden, mændene paa den ene side og
kvinderne paa den anden, og holder et baand imellem
sig. Medens visen kvædes, staar man paa samme sted
og gør de almindelige taktfaste trin med fødderne:
men naar omkvædet istemmes, løftes Hænderne, som
holde baandene, i veiret, og fra den ende af rækkerne,
som ansigterne vende mod, bøjer man sig parvis un-
der de hævede baand, indtil man er kommen rækken
ud, og vender sig da om og hæver paany baandene i
vejret over dem, som man da møder; der standses ved
den plads, hvorfra hvert par gik ud, hvorefter der
begvndes forfra igen paa samme maade, indtil kvædet
eller visen er endt: dette er en meget livlig, men noget
trættende dans.« De i Skildringen omtalte Baand er
Mændenes smukke, vævede Hosebaand. Ensformig
svnes Dansen vel altid Tilskueren trods al Afveksling,
men aldrig den, som er med i Ringen, og endnu kan
man f. Eks. paa St. Olavs Dag (den gamle Vaasenat)
danse en hel Nat uden at trættes og uden at behøve
at gentage samme Vise flere Gange.
.Teg kunde have fremdraget meget mere, dersom
Pladsen tillod det, men vil nu genoptage det Spørgs-
roaal: »Hvad betvder alt dette for Nordens fælles
Kultur?« Det betvder, at der derigennem kastes bedre
Lvs over Nordens Sproghistorie og hele Fortidskultur.
Ingen Forsker faar den fulde Forstaaelse af de hi-
storiske Beretningers ofte mangelfulde Antvdninger
ilden gennem Studium af den levende Tradition, som
findes paa Færøerne. Derfor har Mænd, som har
studeret færøske Kulturforhold: Hammershaimb, Hi.
Thuren, .1. Bloeh. Svend Grundtvig og ikke mindst
den færøske geniale Filolog Jakob Jakobsen, og de
Institutioner, der udgav deres Arbejder: Det Kongelige
Nordiske Oldskriftsselskab, Carlsbergfonden og Sam-
fundet til Tilgivelse af gammel Nordisk Litteratur,
g:ort ikke hint Færingerne, men ogsaa hele Norden en
uvurderlig Tieneste.
Men de færøske Kulturforhold har mere end hi-
storisk Interesse. Kommer Færingen til Udlandet, man
han i Reelen føle. at han hører til et fattigt og uænset
Folk. Men er han en Aften Gæst i et af Norges mange,
livskraftige Ungdomslag eller kommer med i »Folk-
visedanslneet i Stockholm« ude paa Skandsen eller
blandt den vakre Ungdom paa Nes, saa undgaar han
nænne at faa Taarer i Øinene af Betagelse. Thi dér
ser han den hjemlige Dans lyslevende for sig, traadt
af Landets bedste Folk med dvb kulturel Forstaaelse,
og dér kender enhver hans nøgne, fattige Hiemland og
glemmer aldrig, at det var derfra, Hulda Garborg hen-
tede den levende Tradition fra svundne Dage. som hun
omplantede paa norsk Grund og i 1904 førte til Sverige.
Hvordan bliver nu de gamle Kulturværdiers Skæbne
paa Færøerne, hvor man trofast bevarede dem saa
længe? Ja, nu har Øerne faaet sin Folkeoplysning og
med den har i vide Kredse bredt sig den Mangel paa
Sans for gamle Kulturværdier, som overalt kendeteg-
ner Halvdannelsen. Nu trænger Befolkningen til, at
alle Nordens Sønner, der ved at værdsætte Fortids-
kultur, vil aabne deres Øjne for Værdien af de Skatte,
de endnu har en Del af, og lære dem at bevare, hvad
Fædrene trofast overleverede uden ret at kende dets
Værd, indtil andre saa, at det var Guld, og viskede
Støvet af det.
Gudmund Bruun.