Det Nye Nord - 01.03.1923, Blaðsíða 6

Side 44
DET NYE NORD
Marts 1923
dentlig ejendommelig stillet. Paa Grund af Landets
Isolation faar Kirken allerede i den katholske Tid et
Særpræg, der adskiller den fra de andre nordiske Kir-
kesamfund. Coelibatet blev saaledes faktisk aldrig gen-
nemført; Konkubinater for Gejstlige anerkendtes lige-
frem af Landets Love, og vi sér katbolske Biskopper
bortgifte deres Døttre offentligt og med Tilkaldelse af
Præster i deres egne Stifter for at underskrive Ægte-
pagten. Det vilde have været højst ønskværdigt om
Forf. havde givet os et fyldigt Indledningskapitel med
en Slags Opsummering af, hvad der var særligt ved
den islandske Kirke i den katholske Tid, og i hvilke
Henseender den kunde anses for Kulturmagt. Ogsaa
Kirken som politisk Faktor fortjente en udførligere
Omtale. Derved vilde man komme til at forstaa bedre
adskilligt i de følgende Tider. Men Forf. har her
valgt kun at give en rent summarisk Fremstilling af
den ældre Tid (S. 11—15) og gaar derefter straks
over til Reformationens Indførelse. Denne skildres saa
ret indgaaende (S. 15—38), og Forf.s Behandling er
baade forstaaende og frisindet; saaledes hans Indrøm-
melse af den gamle Kirkes gode Sider og hans ufor-
beholdne Anerkendelse af, at i første Omgang blev
Følgerne af Reformationens voldsomme Indførelse
hovedsagelig af det onde. Jeg vilde have ønsket, at
han paa enkelte Punkter kunde have uddybet sin
Fremstilling af denne interessante Brydningstid; saa-
ledes Side 34—35, hvor han omtaler Biskop Jon Ara-
sons Opstand; denne er kun helt forklarlig, naar man
tager Hensyn til Samtidens Historie i de Aar, Prote-
stantismens tilsyneladende Sammenbrud i Tyskland og
Kejser Karl V’s Sejre. En enkelt lille Unøjagtighed
har jeg noteret S. 16, Kampen mellem de to Biskop-
pers Mænd blev virkelig ført med blanke Vaaben og
ikke alene ved Brydning, som man bringes til at for-
mode ved at læse Teksten. Ligeledes kan det bemær-
kes, at Biskop Marteinn Einarsson har i sin Ungdom
ikke været Malerhaandværker, men ligefrem Kunst-
maler, jfr. Biskop Finnur Jonsson (Hist. eccl. III. 281),
og der omtales flere Kirker, hvor Malerier af ham
fandtes.
Det paafølgende Tidsrum præges navnlig af den
store Biskop paa Holar GuSbrand Thorlåks-
s o n, som ved sin storslaaede Forfattervirksomhed
befæster Reformationen i Folkets Sind, saa godt som
det nu kunde gøres. Det er ganske interessant at følge
Udviklingen og se, hvorledes Statsmagten og Fremmed-
herredømmet breder sig mere og mere paa Bekostning
af den nationale Kirke og dens mere demokratiske
Traditioner. Saaledes gaar efterhaanden Retten til
selv at vælge Biskopper tabt for den islandske Gejst-
lighed og over til Kongen ved Enevældens Indførelse.
Forf.s Skildringer af Guøbrand Thorlåksson og den
lærde og kraftige Biskop i Skålholt, B r y n j o 1 f
Sveinsson, er i det hele taget fortrinlige.
Naar imidlertid disse Mænds Dygtighed dog ikke
rigtig kunde føre Kirken frem til en virkelig Fører-
stilling indenfor vort Samfund, saa hænger dette paa
det nøjeste sammen med Folkets økonomiske og po-
litiske Forfald i denne Tid. Det 17. Aarhundredes
Island har flere dygtige Lærde og enkelte betydelige
Digtere at opvise. Men i Grunden ingen aandelig Le-
der, og endnu mindre nogen politisk Leder. Kirken
er Statsmagtens Tjener i Stedet for som af og til i tid-
ligere Tider Folkets Beskytter overfor Statsmagten og
dens jævnbyrdige som oftest. Forfaldet kommer ret
hurtigt, navnlig efter Monopolhandelens Indførelse.
Forf. citerer (S. 98) en Udtalelse af en islandsk Patriot
fra det 17. Aarhundredes Slutning, der — naturligvis
uden Resultat — søgte at bevæge Regeringen til Re-
former: »Vort Folk er uden Formue og uden Ind-
tægter, derfor maa det kraftløst, stumt og ydmygt
finde sig i alt, taale ilde Medfart, Krænkelser og For-
haanelser. — Folkets mest værdifulde Ejendel er en
Klokke paa Tingsletten, der bruges for at sammen-
kalde Dommerne, men for seksten Aar siden revnede
den, og nu kan den næppe nok høres.«
Det 18. Aarhundrede og de første Aartier af det
19. er Islands mørkeste Tid. De eneste virkelig store
Navne, Kirken har at opvise, er Skålholtsbisperne
Jon V i d a 1 i n, berømt som Prædikant, og de to
Videnskabsmænd Finnur Jon s s on og hans Søn
og Efterfølger Hannes Fin nson (f 1796), Stam-
fader til den bekendte dansk-islandske Slægt Finsen.
— Ganske naturlig bliver der ikke meget at fortælle
om Kirkens Liv i denne Periode. Enkelte Reform-
forsøg, Ludvig Harboes Mission ved Aarhun-
dredets Midte og endelig den forhastede og ilde be-
tænkte Forening af de to Bispedømmer og Latinsko-
lernes Flytning til Reykjavik ved Aarhundredskiftet er
her Hovedbegivenhederne. —
Man ser, at enkelte udenlandske aandelige Strøm-
ninger ogsaa paavirker Island i dette Tidsrum, saa-
ledes Rationalismen i Slutningen af det 18. og Be-
gyndelsen af det 19. Aarhundrede. Men man bliver
forbauset over, hvor uoriginal og gold den islandske
religiøse Litteratur i den Tid som oftest er — Vldalln
er omtrent den ene straalende Undtagelse. Og dog
er intet sikrere, end at Folket paa sin Vis har været
religiøst nok. Maaske hænger dette sammen med det
bekendte Karaktertræk hos vort Folk, at man kun
nødig udleverer sit Inderste til Omverdenen. Men uag-
tet man ikke kan sige, at Islands Gejstlighed som Hel-
hed betragtet virkede særlig ansporende paa Folkets
religiøse Liv i dette Tidsrum, saa har den dog i andre
Retninger haft en overordentlig stor Betydning. Det er et
stort Spørgsmaal, om ikke netop den islandske Præste-
stand alt ialt har været den Stand, som vort Folk
skylder mest som Stand betragtet. I højere Grad end
Embedsmændene eller — efter at disse efterhaanden
opstod — Købmands- og Industristanden har den sam-
levet sig med vor Almuebefolkning. Udgaaet fra Al-
muen var de fleste, og Almuens daglige Liv med dets
Sæder og Skikke maatte de dele. Men fra Skolegangen