Det Nye Nord - 01.03.1923, Blaðsíða 11

Marts 1923
DET NYE NORD
Side 49
»Nyckelharpe r«, et meget gammelt Folkeinstru
ment, som særlig har været almindelig brugt i Upp-
land, og som paa Halsen har anbragt et Klaviatur,
ved Hjælp af hvilket det spilles; endvidere de norske
»Langeleiker«, den slesvigske »Humle«, de
finske »K a n t e 1 e r«, »Psalmodikon« og de
primitive »Træsko-Violiner«, der, som Navnet
angiver, er lavede ganske ligefrem af almindelige
Træsko — ovenikøbet brugte.
Forbi en Gruppe Trommer og Pauker af forskellige
Størrelser og Aldre kommer vi til et Skab, der inde-
holder Strygeinstrumenter i Masse, store og smaa,
gamle og moderne. Med særlig Interesse ser man den
lysebrune Kvartet, der er forfærdiget egenhændigt af
den bekendte Musikven A. Weis i Aarhus
Men det nytter ikke at gaa hele Museet igennem
i Enkeltheder. Det vilde føre for vidt. Blot endnu
nogle hastige Blikke paa et og andet: Foruden, selv-
følgelig, et rigt Udvalg af alle Nutidens Stryge- og
Blæseinstrumenter finder man en Mængde af deres ær-
værdige Aner. Dér hænger f. Eks. den store snoede
»S er pent«, der har sit Navn af sin slangebugtede
Skikkelse, dannet af Træ med et Overtræk af Læder.
Hist møder vi de gamle Violin-Former »Viola
d’a m o r e«, »Viola da gamb a« og de nysselige og
pudsérlige »Poche tt er«, disse bitte smaa Violiner,
ofte i Kolbeform, der ikke er større end, at Danse-
mestrene i Allongeparykkernes og Kalvekrøsenes Dage
kunde putte dem i Lommen (la poche) og saaledes
tage dem med sig, naar de skulde ud at give Lektioner
— hvorfor de ogsaa kaldtes »Dansemester-Violiner».
Ikke nok med, at man den Gang kunde stikke sin
Violin i Frakkelommen; man kunde ogsaa anbringe
den i sin Spadserestok!
Foruden C i t h a r- og Guitar-Familierne indta-
ger, som naturligt er, Lu th-Familien en Hædersplads
i Museet. Som store brune Biller hænger eller staar
Luthene paa Rad, Vi kender alle dette Instrument
fra de gamle Mestres Billeder og fra Teatrenes Op-
førelser af romantiske Skuespil. Men for den almin-
delige Bevidsthed staar det, som en Luth er en Luth.
Et Besøg i Samlingen kan i Løbet af faa Øjeblikke
belære os om, at der indenfor Luth-Slægten findes
mangfoldige Fysiognomier.
Denne smukke, elegante og af poetisk Duft om-
bølgede Strengeleg, der paa Korstogenes Tid kom fra
Orienten til Europa og længe førte en beskeden
Tilværelse som Vagabond-Instrument i de romanske
Lande, indtil den i Midten af det 14. Aarhundrede
ophøjedes til at blive »Dronningen blandt alle Instru-
menter« i næsten 300 Aar, fremtraadte i Tidens Løb
1 mange forskellige Skikkelser. Ikke alene Størrelsen
varierede, men ogsaa Strengenes Antal øgedes, og
Gribebrædtet forlængedes. Mellem den største Form,
den saakaldte »Archiliuto« (Ærke-Luth), som var
2 Meter lang, og den mindste Form, den almindelige
»Mandolin«, laa en hel Række Overgangsled, og
alt dette er i vor Samling repræsenteret ved smukke
og vel holdte typiske Eksemplarer.
Naar man træder ind i dette Meseum, et af vore
yngste, forvirres man i første Øjeblik af Mangfoldig-
heden. Der hænger, staar og ligger, hvor man vender
sig hen, Instrumenter af alle Størrelser, alle Former,
alle Farver, alle Arter, alle Aldre.
Men naar man — helst under sagkyndig Vejledning
— gennemgaar Samlingen, løser Kaos sig op i or-
ganiske Grupper,og hver enkelt Genstand kommer til
sin Ret. Og lidt efter lidt oprulles da for En et sam-
menhængende Billede af Musik instrumenternes Ud-
vikling gennem adskillige Aarhundreder.
Man ser de famlende Førsteforsøg, Opsvinget til de
fuldendte Resultater og Tilbagesvinget ud i Bissareri
og Snurrepiberi — det umodne, det modne og det
overmodne ved Siden af hinanden.
Og Billedet, man i sin Fantasi danner sig af, hvor-
ledes alle disse Fortidsinstrumenter har været benyt-
tede, suppleres paa virksomste Vis ved de mange,
rundt om i Lokalerne anbragte Gengivelser af gamle
Mestres Kunstværker, der fremstiller Datidens Menne-
sker musicerende paa netop de samme Instrumenter,
man kan se i Virkeligheden lige ved Siden af, hvor
man staar, og frembringende den Musik, som findes
i de mange gamle Nodebøger — liaandskrevne eller
trykte, der danner et interessant og værdifuldt Supple-
ment til Instrument-Samlingen.
Lidt yngre end Museet i København er det tilsva-
rende svenske.
»M usikhistoriska museet i Stock-
holm« stiftedes den 12. Marts 1899 af den da i
Malmø bosiddende danske Industridrivende, nu Gene-
ralkonsul Carl Claudius og Sekretæren ved
»Kgl. Teatern« i Stockholm J. Svanberg, efter at
der allerede 2 Aar i Forvejen havde været arrangeret
en Teater- og Musikudstilling i Forbindelse med den
store Udstilling i Sveriges Hovedstad.
De to Stiftere fik Tilslutning af flere, bl. a. Chefen
for »Kgl. Teatern«, Kammerherre A. Bur én, Gun-
nar Wennerberg, Komponisten Ivar H a 11-
sTrom, Hofkapelmester Conrad Nordqvist,
Kapelmester Richard Henneberg, Koncertme-
ster i Hofkapellet L. Zetterquist, Dirigenten og
Kritikeren Dr. Karl Valentin og Sven Scho-
lander.
Claudius skænkede Museet en værdifuld Sam-
ling Instrumenter — ligesom hans storstilede Gave til
Københavns »M usik historisk Museu m«
egentlig lagde Grunden til dette —, og takket være flere
andre Gaver kunde Museet, efter i 2 Aar at have
været anbragt i »Kgl. Teatern«s Bygning, i Efteraaret
1901 aabnes for Offentligheden. Indtil 1909 var Sam-
lingerne udstillede i et Lokale i Nybrogatan 9, derefter