Det Nye Nord - 01.03.1923, Blaðsíða 14

Side 52
DET NYE NORD
Marts 1923
ERHVERVSØKONOMI
EERHVERVSGE06RAEI
BANKERNE OG KRISEN.
I.
vis man gjør et forsøk paa at analysere den
nuværende økonomiske, finansielle, politiske og
sociale verdenssituation, vil man nok finde en kaotisk
forvirring av meget forskjelligartede faktorer, som alle
griper ind i hverandre og hver paa sin maate bidrar
til at skape det helhetsbillede, som uten overdrivelse
maa karakteriseres som en verdens sammenbrud.
At rede ut av de forskjellige aarsaks- og virknings-
forhold er mer end vanskelig, fordi alt griper saa ind
i hverandre og staar i et gjensidig vekselvirkningsfor-
hold. Men der er allikevel en av disse verdensfaktorer,
som paa en maate raker op over alle de andre og
gjør sig gjældende med en styrke, som tydelig viser,
at den er en hovedfaktor. Det er nemlig den øko-
nomiske verdenskrise, reaktionen efter den
voldsomme høikonjunkturbølge, som krigen skyllet
ind over os.
Selv om den økonomiske krise, som har lammet
forretnings- og bedriftslivet verden over, ikke direkte
har fremkaldt de finansielle vanskeligheter — ialfald
ikke for de krigsførende landes vedkommende, — selv
om det ikke er denne krise, som har kastet de valuta-
svake landes pengevæsen overende, eller som har
umuliggjort opfyldelsen av fredstraktaternes uhyre
forpliktelser, eller bragt hungersnød og elendighet ind
over landene og kastet dem ind i socialistiske eventyr,
— saa er det ialfald utvilsomt, at det er krisen, som
yderligere har tilspidset situationen og gjort den til-
syneladende uløselig. Krigsødelæggelserne, krigsbyr-
derne og erstatningsforpligtelserne og alle de øvrige
efterveer efter den forfærdelige krigskatastrofe vilde
ikke ha rammet saa tungt og ikke været saa vanskelig
at raade bot paa, hvis ikke verden samtidig hadde
maattet kjæmpe sig igjennem den frygteligste økono-
miske krise, som vel nogensinde har forekommet i
historien.
Skal man søke at ramme det egentlige ulykkessvangre
ved de økonomiske konjunktursvingninger, maa det vel
kortest og bedst uttrykkes som en forrykkelse av alle
reelle lønsomhetsberegninger. Under opadgaaende Kon-
junkturer kan selv de slettest funderte foretagender bli
glimrende forretninger, mens under nedadgaaende
konjunkturer selv den i realiteten økonomisk løn-
somme produktion eller forretning biir ulønsom som
privatøkonomisk forretning betragtet. At en vare kan
sælges for det dobbelte av, hvad den har kostet at
producere, behøver ikke at bety, at den fra et sam-
fundsøkonomisk synspunkt har været lønnende at
producere, — hvis nemlig prisnivaaet i mellemtiden
mellem tilvirkningen og salget er steget til over det
dobbelte. Mens paa den anden side en vare, som maa
sælges for det halve av, hvad den har kostet at pro-
ducere, ikke samfundsøkonomisk set bringer tap, hvis
prisnivaaet er gaat endda længer ned og pengenes
værdi som følge derav tilsvarende forøket.
At bedrifterne under høikonjunkturer gaar med
svimlende gevinster, mens de i nedgangstider maa ind-
stille al virksomhet, er altsaa — om man saa maa si
— et samfundsøkonomisk synsbedrag, som skriver sig
fra den manglende stabilitet i penge-
værdien.
Naar verdens pengesystem saa fuldstændig svigtet
under krigen og derved bidrog saa sterkt til at for-
værre de i og for sig tilstrækkelig alvorlige følger av
verdenskrigen, saa skyldes det naturligvis i første
række en fundamental feil ved selve systemet. Og det
er da naturligvis ogsaa nødvendig for overhovedet at
kunne gjøre sig op en mening om, hvor ansvaret for
den nuværende situation nærmest maa lægges, og hvad
der kan gjøres for mest mulig at raade bot paa føl-
gerne av de feil, som har været begaat og saa vidt
mulig undgaa lignende kalamiteter i fremtiden, — at
søke at bringe paa det rene, hvad det er for noget ved
vort nuværende pengesystem, som er skyld i den nu-
værende mangel paa stabilitet.
Det bør da med engang slaaes fast, at den vold-
somme prisstigning under krigen med efterfølgende
prisfald og de dertil svarende svingninger i pengevær-
dien ikke egentlig kan tilskrives den omstændighet, at
de fleste lande svigtet guldmyntfoten og faktisk gik
over til papirmynt. Thi ogsaa de Forenede Stater —
som den hele tid holdt fast ved guldmyntfoten — gjen-
nemgik jo en lignende bevægelse paa prisnivaaets og
pengeværdiens omraade som de øvrige lande. Da pri-
serne i de Forenede Stater steg voldsomt og penge-
værdien sank, fulgte guldværdien nøiagtig med i pen-
geværdiens fald. Og andet var jo ikke heller godt
mulig. Det viser sig med andre ord, at guldværdien
som grundlag for en stabil pengeværdi i international
betydning er verdens største illusion paa det økono-
miske omraade.
At guldværdien paa denne maate svinger nøjagtig
i de samme kurver som den internationale pengeværdi
under opadgaaende og nedadgaaende konjunkturer paa
verdensmarkedet, saa at guldet er den eneste vare,
som ikke tar del i de almindelige prissvingninger paa
varemarkedet, er naturligvis en nødvendig følge av
guldets egenskap av myntmetal. Men i almindelighet
har man jo forestillet sig, at guldets værdi skulde være
saa stabil, at den kunde formaa at holde den synkende
pengeværdi oppe. Det er imidlertid netop dette, som
er den store illusion. Guldets værdi beror nemlig i
meget forsvindende grad paa dets værdi som vare. De