Det Nye Nord - 01.03.1923, Blaðsíða 10

Side 48
DET NYE NORD
Marts 1923
KUNSTos LITERATUR
MELLEM GAMLE MUSIK-INSTRUMENTER.
»Musikhistorisk Museum« i København
har fyldt 25 Aar.
Der er Folk nok, der gaar paa Koncerter og til
Opera i København — for ikke at tale om alle
dem, der privat hjemme dyrker Tonekunsten paa en
eller anden Maade. Desuden har Studiet af Musik-
historien i Danmark i den sidste Menneskealder taget
et glædeligt Opsving.
Der er altsaa ikke noget at klage paa Musi k-
Tnteressen.
Men den er underligt nok ikke endnu naaet til i
samme Grad at omfatte den den 31. Januar 1898
aabnede historiske Samling af Musik-
instrumenter, som dog alle har den letteste
Adgang til, fordi den findes lige midt paa Alfarvej
— nemlig i »Kunstindustrimuseet« ved Raadhusplad-
sen — og som nu, da den har bestaaet i et kvart
Aarhundrede, er saa statelig, saa interessant,
saa værdifuld og saa instruktiv, at blot det flygtigste
Besøg derinde vil give baade Underholdning og Be-
læring.
I dette musikhistoriske Museum gaar vi ind en Dag
og ser os lidt om. Og der er mange morsomme Ting
at standse foran.
Vi støder f. Eks. hurtig paa en Gruppe primitive
Instrumenter fra saa fjerne Egne som Sumatra,
Borneo og Kina (en Gave fra Administrator
Lassen Landorph) og fra Java. Saa staar vi
ved et Skab med en Kuriositet som Glas-Trom-
peter og en ædelstensbesat »Cister«, endvidere den
meget sjældne »G las harmonik a«, der skal være
opfunden af Benjamin Franklin og bestaar af
en Række Glasklokker, hvorigennem der gaar en
Jernstang, og som sættes i Bevægelse ved et Pedal.
De roterende Glasklokker bringes til at klinge ved, at
man trykker let paa dem med Fingerspidserne, som
man har dyppet i Vand. Paa Overgangen mellem det
18. og 19. Aarhundrede nød dette Instrument stor
Yndest; bl. a. komponerede Mozart for det en
Kvintet med Strygere og Blæsere, opført saa sent som
under Mendelssohn i »Gewandhaus« i Leipzig med en
blind Virtuosinde i »Glaspartiet«. Paa et lignende In-
strument spillede selve Gluck 1750 ved en Koncert
paa Charlottenborg i København.
Saa staar vi pludselig overfor den ejendommelige
»M arinetrompet« eller »Nonne-Violi n«,
der, naar man spiller paa dens eneste, tykke Streng,
giver en skrattende Trompettone fra sig og af den
Aarsag i Middelalderen anvendtes i Stedet for Trom-
peten ved Musikopførelser i Nonneklostrene, hvor al
Medvirkning af mandlige Musikere naturligvis var
forbudt, og det heller ikke ansaas for passende, at
Kvinder dyrkede Trompeten, saaledes som man i sin
Tid har kunnet se det i mange tyske og østrigske
»Damekapeller«.
Idet vi passerer et Hjørne, der meget dekorativt
dannes af en Gruppe gamle smukke Harper, falder
vort Øje paa et Skab fuldt af Strengeinstrumenter
oppe og nede. Blandt disse tiltrækkes vor Opmærk-
somhed særlig af et af højst mærkelig Form; det vi-
ser sig at være en Kopi af en meget stor 'Sjældenhed, en
»Chrotta«, der hører hjemme i Wales og stammer fra
det 5.—6. Aarhundrede.
Det Eksemplar, som man senere har maattet ko-
piere for at faa Instrumentet repræsenteret i Sam-
lingerne, er 1846 fundet i en Grav i Nyrnberg sam-
men med en Del Brugsgenstande, der tydede paa, at
den afdøde havde været ikke alene en stor Musik-
elsker og eu gæv Helt, men rimeligvis ogsaa en Mand,
der satte svært Pris paa Drikkevarer; thi i Graven
fandt man ved Siden af Skelettet: en Lanse, en Bron-
zeskaal, en Kande, en stor Træflaske, to Træbægre
og en Lysestage, over Brystet en Bue af Ibentræ,
en Kam og et Metalsmykke, og endelig i højre Arm
et Strengeinstrument af Form som en Støvleknægt —
den her gengivne »Chrotta«.
Modsætningerne mødes herinde. Se, der staar jo et
pudsigt højt »G i r a f - K 1 a v e r« og et søjledannet
stort U r, hvis smukke Kasse er hvidlakeret med For-
gyldning, og som spiller en gammel morsom Haydn,
saa man ikke kan lade være at blive glad.
Saa fanges Blikket imidlertid af et prangende
Clavichord fra 1755 med højrød Underbygning
med Guldsirater, med indlagte Tangenter og med et
kinesisk Maleri i Laaget, et italiensk »Cl a vie em-
bal« fra 1592 samt et aldeles pragtfuldt Instrument
fra 1723 med to Manualer og 4 Registre, en Perle,
der er deponeret i Museet af Lensgreve Råben-
Levetzau.
Længere henne ser vi en musikhistorisk Sjælden
hed, et Spinet, mærket »Johannes Hitchcoock, Lon-
don«, og en lille Pudsighed som S y b o r d s-K 1 a-
v e r e t fra Wien, dateret 1620 — en Repræsentant
for den barnlig-naive Smag, der herskede for tre
Hundrede Aar siden i fine Kredse, og som bragte Mu-
sik og Husflid og Toiletkunst i læt indbyrdes For-
bindelse.
Saa er der endelig blandt flere andre Klaverformer
det Instrument, paa hvilket Carl Maria von
Weber spillede ved sin Optræden paa Det kgl.
Teater i København i 1820, og det, der har tilhørt
W e y s e og har tjent som Middel for hans berømte
Improvisationer.
Overmaade righoldig er Museets Samling af n o r-
diske Bonde instrumenter; man ser her