Det Nye Nord - 01.03.1923, Blaðsíða 15

Marts 1923
DET NYE NORD
Side 53
ophobede guldbeholdninger er saa uhyre i forhold til
verdens øvrige guldbehov, at den allermindste brøkdel
av denne myntmetalbeholdning kastet ut paa markedet
som vare, er tilstrækkelig til at trykke værdien ned
paa nær sagt et hvilketsomhelst nivaa i forhold til
andre varer.
Meget bedre vilde det utvivlsomt i saa henseende
være, om man som grundlag for pengeværdien hadde
en vare, som spillet en virkelig rolle paa verdensmar-
kedet, og som saa at si var toneangivende paa kon-
junktursvingningernes omraade. For eksempel jern og
kul! Det vilde med andre ord være netop disse vare-
værdiers mangel paa stabilitet, som vilde
gjøre dem mere skikket som grundlag for en interna-
tional pengeværdi, end den mere indifferente guld-
værdi.
Saa snart der viste sig tegn til nedadgaaende kon-
junkturer, vilde dette i første række ytre sig som en
slappelse paa jern- og kulmarkedet. Var jern og kul
imidlertid paa samme maate som guldet nu grund-
laget for seddelbankernes seddeludstedelse, vilde de
daarlige tider i virkeligheten ikke komme til at bety
andet end en mere eller mindre utpræget tendens til
økning av jern- og kullagrene og lil en forøkelse av
seddelmængden, som snart vilde bringe konjunktur-
nedgangen til at ophøre.
Og skulde omvendt konjunkturerne være opadgaa-
ende, hvad der gjerne har plejet at mærkes først paa
et øket jern- og kulbehov med derav følgende prisstig-
ning for disse varer, saa vilde en saadan tendens na-
turlig motvirkes ved en avgang i de oplagrede be-
holdninger av disse varer med derav følgende for-
minskelse av seddelmængden. Altsaa en slags selv-
regulering av prisnivaaet ved hjelp av de for pris-
nivaaet og konjunkturerne i første række bestemmende
varefaktorer.
Den gammeldagse opfatning av penge som stykker
av præget og myntet metal, som enhver kan føre med
sig i Lommen, er jo nu en overtro, som enhver penge-
teoretiker forlængst er kommet bort fra. Det er til-
strækkelig for pengenes reelle værdi, at de r ep r æ-
senterer en saadan virkelig værdi; og det, som i
denne forbindelse vil være av størst betydning, maa
da være, at pengene repræsenterer en varebeholdning,
som har en tendens til at øke netop, naar penge-
mængdens økning er nødvendig, og til at avta, naar
pengemængdens forminskelse vil gi prisbevægelsen et
støt i den rigtige retning.
Det er ikke meningen med disse korte bemærk-
ninger at ville gjøre noget forsøk paa at lægge grund-
volden til et nyt internationalt pengesystem. Jeg har
blot villet vise, at den almindelige tro paa guldet som
regulator av pengeværdien, er en umaadelig stor illu-
sion, og at nær sagt en hvilkensomhelst anden ver-
densvare, og naturligvis i første række de som spiller
den største rolle paa vor tids verdensmarked og for
konjunktursvingningerne, vilde være bedre skikket
som værdimaaler og grundlag for pengerepræsenta-
tiverne.
Naturligvis bar det bidraget meget til at øke for-
virringen paa pengeværdiernes omraade, at man de
fleste steder løsrev pengene fra ethvert reelt grundlag
og faktisk ophævet guldmyntfoten uten at sørge for
noget andet reguleringsmiddel. Men selv der, hvor
guldet vedblev at være det virkelige omsætningsmiddel,
undgik man jo ikke voldsomme forstyrrelser i penge-
værdien. Og det er vel ogsaa utvivlsomt, at de om-
væltninger, som krigen foraarsaket i produktionen, og
de sterke behov, den skapte til en massetilvirkning,
som ikke paa langt nær kunde tilfredsstilles, maatte
bringe tilsvarende forstyrrelser paa prisbevægelsens
omraade, som del ikke stod i menneskelig magt ved
nogetsomhelst reguleringsmiddel at hindre.
Men —- behøver disse prisbevægelser og svingninger
i pengeværdien med nødvendighet fremkalde en kri-
setilstand saadan som den, vi nu har gennem-
levet? Eller rettere sagt: (det er vel nemlig ikke til-
ladelig at forutsætte, at denne krise allerede er et til-
bakelagt stadium) — saadan som den, vi nu i øje-
blikket befinder os midt opi.
II.
Naar man taler om økonomiske kriser, saa er det
jo forskjellige forhold, man tænker paa som karak-
teristiske for krisefenomenet. Man tænker paa selve
de nedadgaaende konjunkturer, synkende priser og
avtagende efterspørgsel. Man tænker paa den av-
tagende produktion med derav følgende arbeidsledig-
het for en større procent av industriens arbeidshær.
Men — man tænker maaske i første række paa det,
som ogsaa selve navne »krise« synes at skylde sin op-
rindelse : paa den svigtende betalingsevne,
eller evne lil at indfri høikonjunkturernes forpligtelser.
Av disse tre momenter er selve prisbevægelsen en
logisk og nødvendig følge av den forutgaaende pris-
opgang, og kan ikke motarbeides uten ved at hemme
selve den opadgaaende priskurve. Den indskrænkede
produktionsvirksomhet og arbeidsledigheten er jo paa
en maate krisernes store paradoks. Det er en følge
av, at den privatøkonomiske lønsomhet under stigende
og synkende priser ikke falder sammen med den reelle
samfundsøkonomiske lønsomhet, og er altsaa ogsaa en
direkte logisk følge av vanskeligheten ved at finde en
virkelig effektiv stabilisator for pengeværdien.
Men — selv om man nu ikke paa det nuværende
økonomiske grundlag helt ut kan formaa at undgaa
disse svingninger i prisnivaaet op pengeværdien, —
var det da uundgaaelig nødvendig, at disse konjunk-
tursvingninger skulde medføre en saadan svigtende
betalingsevne? Og at denne svigten skulde anta saa-
danne dimensioner?