Det Nye Nord - 01.03.1923, Blaðsíða 7

Marts 1923
DET NYE NORD
Side 45
medbragte de en vis Kultur, et Fond af Viden og Ind-
sigt i højere og bedre Ting, et Blik ind i en rigere
Aandsverden, end Menigmand i Almindelighed besad.
Og hvor fattig end Præsten var, — som Regel var han
aandelig interesseret og mere opvakt i praktiske Hen-
seender, end hans Sognebørn. Det er højst interes-
sant f. Eks. at læse om saadanne Præster i Islands
mørkeste Tid som Filologen Bjorn Halldorsson
(f 1794), Reformator paa Havedyrkningens Omraade,
bl. a. ved at indføre Dyrkning af Kartofler, eller Jon
Stein gr imsson (f 1791), ogsaa en praktisk
Foregangsmand og sine Sognebørns selvskrevne Leder
under den frygtelige Katastrofe ved de vulkanske Ud-
brud i 1783, samtidig med at han som Memoirefor-
fatter hører til vor Litteraturs mest interessante Skik-
kelser. Som oftest var Præsten egentlig kun en Slags
kultiveret Bondemand, og netop derved kom han til at
virke ikke saa lidt kraftigere ved sit Eksempel end
i Lande, hvor Gejstligheden kom Menigmand paa Af-
stand. Men naar der er Tale om Lederskab i religiøs
Henseende, bliver Forholdet et helt andet. Islænderen
er i den Grad Individualist, at han meget nødig i sit
inderste Hjerte vil bøje sig for noget Menneskes Me-
ninger. Vaner og Traditioner kan dysse Folk ned,
der som andre Steder, men man kan af en Mængde
Tegn slutte, at Kirkens virkelige Magt over Sindene
har været og er meget mindre, end man skulde tro
efter dens ydre Magtstilling. — Dette gælder ikke
mindst det 19. Aarhundredes sidste Halvdel, hvor dog
Kirkelivet har været ganske anderledes frodigt og rigt
end i de nærmest foregaaende Aarhundreder. Biskop
Helgasons Skildring af denne Periode er overordentlig
interessant, men man mærker, hvor vanskeligt det er
for en nulevende, ikke mindst for en Mand i hans
høje Stilling og som selv har taget en saa stor Del
i Kirkens Liv og paa en saa ærefuld Maade som
Forf. har gjort, at berette om Sagerne paa samme
Maade, som en udenforstaaende. Netop Biskop Helga-
son selv vil for Eftertiden staa som Talsmanden for
en mere frisindet og mere praktisk anlagt Kristendom,
og hans Virksomhed som Lærer, først ved Præste-
skolen og senere ved Islands Universitet har haft en
overordentlig stor Betydning for vor yngre Gejstlighed.
Og dette har ogsaa været uomgængelig nødvendigt.
Alle reaktionære Forsøg er i Island paa Forhaand
dødsdømte. Noget lignende som Vestjyllands indre
Mission kan hos os ikke tænkes at vinde Terrain.
Human ægte Kristendom udvist i Praksis som i K. F.
U. M. under Pastor F r. Friørikssons udmær-
kede Ledelse er derimod altid sikker paa at vinde
Tilslutning og endogsaa aftvinge Respekt fra ander-
ledestænkende. Men nægtes kan det ikke, at der er
Tegn paa, at man staar overfor alvorlige Tider og
maaske en stærk Splittelse indenfor den islandske
Kirke. Biskop Helgason hentyder i Slutningen af sin
Bog til de Farer, der stammer fra Spiritismen og Teo-
sofien, som han iøvrigt omtaler meget upartisk. Det
er vanskeligt at sige, hvorvidt vor Statskirke vil blive
paavirket deraf, — rimeligvis dog mere af den første.
Men hvis man har Lov til at spaa om Fremtiden,
forekommer det mig at være det sandsynligste, at man
inden alt for længe vil komme til helt andre Tilstande.
Jeg tror, Folkets Religiøsitet er voksende, og at der
snart vil komme den Tid, da Statskirkens Dogmer og
Indretninger bliver grundig reviderede. I Øjeblikket
er de jo som bekendt de fælleslutheranske. Men da
den liberale Teologi er naaet langt udover disse i Vir-
keligheden, og de fleste oplyste Lægmænds religiøse
Erfaringer ligesaa, er det rent ud utænkeligt, at den
gamle Tilstand skal holde særlig længe. Saa længe
Kirken er afhængig af Staten, vil de konservative Ret-
ninger temmelig sikkert kunne beholde Overtaget. Men
saa snart dette Forhold løses -— og maaske før —
vilde jeg tro, der kunde ske store Ændringer ogsaa
med Hensyn til de officielt anerkendte Dogmer. Men
at gaa ind paa Enkeltheder i den Slags Fremtids-
drømme forbydes af sig selv. En anden Gang med
mere Plads og bedre Tid kan der maaske blive Lej-
lighed til at komme nærmere ind paa dette.
Skulde man indvende noget imod Biskop Helgasons
interessante Bog, er det vel snarest, at han ikke giver
mere Besked om Folkets religiøse Liv i det hele, men
holder sig hovedsagelig til de mere ydre Fænomener,
Ændringer i Kirkens Organisation og enkelte Gejst-
liges Virksomhed. — Og særlig maa en Ting paatales,
som imidlertid Forfatteren er uskyldig i. Pastor T h.
Tomasson har, efter hvad der oplyses i Fortalen,
forsynet Bogen med Anmærkninger og udarbejdet en
Navne- og Sagfortegnelse. Desværre har han gjort
disse Sager saa grundig, at han uvilkaarlig er kommen
til at gøre Forfatteren en ren Bjørnetjeneste derved.
Man skal ikke i en Bog af denne Karakter give sig
til at forklare saa almindelige Ord som »Abbed, Abdi-
kation, Allitteration« o. s. v., og Registret bliver et
helt lille Konversationsleksikon. Ved Citater anføres
Betydningen ofte i selve Bogens Tekst og med An-
givelse af, hvilket Sprog det er. Dette virker nærmest
irriterende paa Folk med almindelige Skolekundska-
ber og gør, at man ved første Øjekast bliver frastødt
af Bogen og tror at have for sig et Arbejde beregnet
for Folk med saare tarvelige Kundskaber, — medens
Biskop Helgasons indholdsrige og interessante Bog
netop først og fremmest henvender sig til de dannede
Klasser. Den er dog — maa vi ikke glemme — først
fremført paa Universitetet og dediceret til det teol.
Fakultet. Pastor Tomassons Mening har sikkert været
den, at den ogsaa skulde naa ud til andre, og udfra
det kan hans overdrevne Omhyggelighed forklares,
men det er at haabe, at man i næste Udgave af Bogen
vil stryge en hel Del af disse Bemærkninger.
Alt ialt har man da Grund til at være Dr. Helgason
taknemmelig for hans vigtige og fornøjelige Arbejde
og ønske, at der snart maa komme noget mere paa
Dansk fra hans Haand om disse Emner.
Sigfus Blondal.