Det Nye Nord - 01.03.1923, Blaðsíða 19

Marts 1923
DET NYE NORD
Side 57
tyraniet av det første aarhundredes keisere led like-
ledes den gamle romerske stamme de største martyrier
indtil de praktisk talt forsvandt fra arenaen.
Frivillig barnløshet var den virksomste aar sak til
forfaldet under keiserdømmet, og naar man læser om
de stolteste skikkelsers krypende servilitet i Neros og
Caligulas dage, maa vi huske paa, at de jo ikke kunde
samle meningsfæller blandt plebeierne. De hadde kun
valget mellem aa underkaste sig eller begaa selvmord,
og mange valgte det sisste alternativ. Den romerske
aands forfald under keiserdømmet kan saaledes for-
klares ved en forandring av racen.
Roms udstrakte herredømme krævet, at de dyktigste
elementer aar efter aar blev trukket til legionerne og
tilbragte sine livskraftigste aar i krig eller i garnisoner,
mens slaverne og de til hærtjeneste uskikkede blev
hjemme og formerte sig.
Slaver begyndte aa bli importeret i større maalestok
i det andet aarhundrede f. Kristus som arbeidere paa
de rike romeres store plantager (latifundia). Senere
fik deres frigivne efterkommere romersk borgerret. 1
det heletat fik mange individer av lavere race over
hele det voksende keiserrike denne borgerret, og alt
dette sammen med krigene indenlandsk og utenlandsk
ruinerte staten. I Amerika finder vi en paralell i bor-
gerkrigene og de siden bevilgede borgerrettigheter til
negrene og det stadig voksende tal av indvandrede
plebeier av underværdige eller orientalske racer, som
gjennem historien har vist liten dygtighet til opdrift,
til organisation eller endog til forstaaelse for repu-
blikanske institutioner.
Da denne forandring av blodet i det væsentlige var
fuldført, kunde den romerske stat ikke længer nøie sig
med den republikanske statsform. Keiserdømmet rei-
ste sig og tok dens plads. I begyndelsen var keiser-
dømmet av hensyn til de romere, som endnu sat i se-
natet og blandt patricierne, klædt i republikkens drakt,
men tilsist blev denne utvortes form kastet av, og
staten blev i virkeligheten et rent despoti.
Den nye befolkning forstod lite av og brydde sig
ikke stort om den gamle republiks forfatning, de var
bare griske paa sin ret til »brød og spil« (»panem et
circenses«). Efterhvert begyndte der i den gamle ro-
merske religions by aa optræde mystiske kirkeskikke
fra østerlandene, svært velkomne for plebeierne og de
ukultiverte sjæle. Keiseren opstillet, for aa tilfredsstille
pøbelens smak, fra tid til anden nye helgenskrin til
fremmede guder, som var fuldstændig ukjendte for den
tidligere republiks romere. I vor tids Amerika tiltar
ogsaa de fremmede templer, som vilde været en av-
skyelighet for vore koloniforfædre, og vore gater og
parker er oversvømmet av monumenter over uten-
landske »patrioter«, bestemt ikke til aa glæde de for-
bigaaendes kunstsans, men for aa tilfredsstille det na-
tionale fortrin hos nogen utenlandske elementer i valg-
kredsen.
Disse bemerkninger om raceforandringen i Rom i
begyndelsen av vor tidsregning er ikke bare hypo-
teser. En undersøkelse av romerske aske- og grav-
urner med sine inskriptioner viser klart, at saa tidlig
som i det første aarhundrede av vor tidsregning otti
a nitli procent av by-befolkningen i det romerske kei-
serdømme var av lav extraxtion og omtrent syv-otten-
dedele av denne befolkning var dratt til Rom fra kei-
serrikets grænser, eller fra grænselandskaperne i det
østlige mediteraneum. Der er svært faa navne paa
gravurnerne, som viser, at deres bærere er kommet
fra Gallien eller fra lande ved foten av Alperne. Disse
nordiske barbarer var til større nytte i legionerne end
som tjenere i huset.
I begyndelsen av den kristne tidsregning var hele
Levanten og de tilgrænsende land i Lille Asien, Syrien
og Egypten blit saa helt igjennem hellenistisk, at
mange av deres beboere bar græske navne. Det var
fra disse lande og fra det nordlige Afrika, slavebefolk-
ningen i Rom blev hentet. Deres efterkommere var de
viktigste ingredientier i den romerske smeltedigel, og
endog idag utgjør de det fremherskende element i den
italienske befolkning syd for Apeninerne. Da de nor-
diske barbarer faa aarhundreder senere væltet sig
indover, forsvandt disse romaniserte orientalere for en
tid fra synskredsen under det livfulde nordiske herre-
dømme, men de første har stadig absorbert de sisste,
indtil de nordiske elementer i Italien nu kun findes
hovedsagelig i den lombardiske slette og i alpe-regi-
onerne.
Det bysantinske keiserdømme blev — hovedsakelig
av samme aarsaker — gradvis mindre og mindre eu-
ropæisk og mer og mer orientalsk, indtil ogsaa del
visnet hen og døde bort.
I lys av disse hændelser ophører Roms fald aa være
et mysterium. Et under er det, at staten levet videre,
efter at romerne var utdødd, og at det østlige keiser-
dømme overlevet saa længe med en stadig minkende
græsk befolkning. I Rom og i Grækenland overlevet
kun den herskende races sprog.
Saa fuldstændig var det romerske blod i keiserrikets
sisste dage forsvundet, at ynkelige skarer av barbarer
streifet som villmænd gjennem de øde provinser.
Cæsar og hans hær vilde gjort kort process med disse
uorganiserte banditter, men Cæsars legioner var ikke
stort mer end et minde, skjønt de enda var store nok
til aa indgyde soldaterne endel respekt og lyst til ef-
terligning. Mot overfaldsmænd har imidlertid hjerne
og muskler større virkning end tradition og kultur,
hvor ædle disse sisste end kan være.
Den første asketiske kristendom spillet en stor rolle
i det romerske keiserdømmes fald, da den fra først
av var slavernes, de sagtmodiges og de smaas religion,
mens den stoiske lære var religionen for de sterke
og mektige. Denne begunstigelse av de svakere grep
meget forstyrrende ind i disse elementers elimination