Det Nye Nord - 01.03.1923, Blaðsíða 8

Side 46
DET NYE NORD
Marts 1923
NORDENS KIRKE
THEOLOGI OG KIRKE I DANMARK.
Theologi og Kirkelære er ikke synonyme Be-
greber. Men de har været det. De var det, den-
gang Theologiens Opgave var den at analysere og for-
mulere de Forestillingsrækker, der knyttede sig til
Menighedens Liv. Det betød ikke, at Theologien var
en uforanderlig Helhed. Men det betød, at den for-
andrede sig sammen med Kirkefolket, der sent men
sikkert udvikledes med Tiden og Tidens Aander. En
lydhør Theologi kunde komme lidt forud, de fleste
lidt bagefter. Forandringen kunde foregaa i Glidning
og sommetider i Spring. Men Theologien og Kirken
fulgtes ad. Theologi og Kirkelære betød i alt væsent-
ligt det samme.
Men nu er der foregaaet en Skilsmisse, forberedt
gennem lange Tider. Theologien har formælet sig med
den historiske Videnskab i dens mange Forgreninger.
Theologerne lærte at se historisk paa Bibelen, baade
det gamle og det ny Testamente, og senere igen at
se historisk paa de religiøse Forestillinger og Sæd-
vaner. Den blev, hvad man populært kalder Bibel-
kritik og Beligionshistorie. Dens Dogmatik blev Un-
dersøgelser af de sjælelige Bevægelser i de kirketro-
endes Sind, den blev subjectiv. Kirkelære er den ikke
mere, næppe nok »Lære« af nogen Art.
Der er i dette slet ingen Dom hverken over Theo-
logien eller Kirken, kun en Konstatering. Skilsmissen
maatte komme, og vi lever nu i dens Bitterhed. Det
store Kirkefolk har fremdeles den Opfattelse, at Theo-
logi er Kirkelære, og føler sig derfor sveget, naar
Theologerne gaar deres egne Veje, og disse kan un-
dertiden møde med noget af deres gamle Krav paa
ærbødig Følgagtighed og harmes, naar ingen følger.
Der maa Tid til at faa Boet gjort op, saa hver faar sil.
Vi er i de nordiske Kirker midt i dette Opgør. Det
gaar forskelligt for sig i Søsterkirkerne. Bittrest vel
i den norske Kirke, hvor de to theologiske Fakulteter
staar skarpt overfor hinanden og de kirkelige Strøm-
ninger — som f. Eks. de sidste norske Bispevalg viser
— helt beherskes af denne Strid.
* *
❖
Vi vil her forsøge paa at give en Skildring af, hvor-
ledes Opgøret former sig i den danske Kirke,
efter de Forudsætninger, dens særlige Historie og Ud-
vikling giver.
Det er i denne Forbindelse nødvendigt at under-
strege den Betydning, den grundtvigske Be-
vægelse i Danmark har haft for hele dette Spørgs-
maal. Man kan i én Forstand sige, at Opgøret mellem
Theologien og Menigheden her er et helt Aarhundrede
gammelt. Grundtvig satte Menighedens Arv — der var
det ham, der havde Historien paa sin Side — op
imod den raadende rationalistiske Theologi og satte
et dybt uoverskrideligt Skel mellem de to. Han skar
saa dybt, at han ikke blot skar denne Theologi bort
som Kirken uvedkommende, men ogsaa skar den Gren
over, Theologien sad paa, idet han hævdede den le-
vende Arvs, Ordets, Daabspagtens, Førsteret overfor
Bibelen, som først kom i anden Kække som et histo-
risk Udtryk for en Tid og en stor Tid i Menighedens
Liv. Det var ikke Bibelbogen, men denne levende
Arv, Menigheden byggede sin Tro paa. Det var
Grundtvigs Indsats i dette Opgør, og ham fulgte et
stort Folk. Det var og er den grundtvigske Retning
i det store og hele uden afgørende Betydning, om
den historiske Kritik sondrer og skærer ud af Skriften,
den gamle som den ny Pagts Skrifter, om den aner-
kender Forfatterbetegnelser og Tidsangivelser. Det
vedrører ikke i ringeste Maade det Grundlag, hvorpaa
Kirkens Tro hviler, og som er lige tilegnelig for Læg
som Lærd. Det grundtvigske Kirkefolk er paa For-
haand gjort fri for Theologien. Det tillader denne
frit at følge sin egen Bane og drøfte sine Problemer.
Man kan sige, at dette Kirkefolk i en vis Forstand
har nedfældet sin egen Theologi, som ligger i et helt
andet Plan og ikke kalder sig eller gør Fordring paa
at være, hvad der almindelig forstaas ved Videnskab.
Men Opgøret med den almindelige Theologi er det
færdigt med.
Der er jo i Danmark andre Retninger end den
grundtvigske. Den svagt udløbende Mynsterske
— højkirkelige, Centrum — med dens sidste Skud,
fjerde Retning, og den ret kraftige pietistiske Indre-
Mission bygger begge deres Theologi paa Bibelen.
De er i det Stykke ganske uforstaaende overfor den
grundtvigske Theologi. Men de er ikke upaavirkede
af den. I hvert Fald saa meget, at der ikke kan blive
Slagkraft nok til at rejse den Storm med den moderne
Theori, man fra mange Hold gerne vilde.
Dette er en af Grundene til, at Opgøret her i Dan-
mark forløber adskilligt lempeligere end andetsteds.
En anden Grund findes hos Theologerne selv. Den
danske Theologi er selvfølgelig en Provins af den in-
ternationale. Den arbejder i alt væsentligt i samme
Plan og ad samme Linjer. Den har ikke svigtet de
videnskabelige Idealer. Men Theologerne har faaet
Tid til at vise deres Positivitet, at de selv stod midt i
den kristne Menigheds Liv og Arbejde, at de var
kirkelige. De har ikke haft Behov straks at ind-
tage en Kampstilling, der ægger til Skarphed. Kom der
lidt Storm nu og da, kunde det være nok at give rolig
Besked. Ikke at det overbeviste, men det beroligede.
Man accepterede ikke deres Meninger, men dem selv
— og det var det vigtigste. Thi derved klarlagdes paa
praktisk Maade Skellet mellem theologiske Studier og