Editiones Arnamagnæanæ. Series B - 01.06.1970, Blaðsíða 46

XLIV
Indledning
1. Lbs. 276 fol (tal henviser til sider).
Der bruges diakritiske tegn over vokaler, men langt fra
gennemfort, sáledes at a kan stá for á, o for o og ö, u for ú.
Der skrives som regel áng (ánlc) og aung: hánga, gánga,
þángað, þánka; saung, svaung, laungum, þraungt. N&r der af
og til findes ang, kan det stá for áng (se ovenfor); öng fore-
kommer sporadisk: svöngum 12, vöngum 31, svöng 62, söng 86.
I former som geingur, leingi, þeinkir findes kun ei; eneste
undtagelse er gengdi 9 (præt. af gegna, samme form skr.
gégndi 90).
Dativ af ‘hann’ er hyppigst hönum, men ogsá honum.
Præt. pl. af ‘vera’ skrives med ó, men enkelte gange med o.
I præt. pl. af ‘koma’ st&r o 77 og vistnok ogs& 147, medens
o er noteret fem gange. Det m& her huskes at brugen af
akcenter o.lign. ikke gennemfores konsekvent.
Præt. sg. af ‘fá’ skrives dels med e, dels med é.
Yerbet ‘gjöra’, ‘gera’ har hyppigst jö, men kan ogs& skri-
ves med e, ikke blot n&r denne vokal er rimbestemt men
ogs& ellers (géra nærv. udg. s. 137, v. 12, gérðu s. 125, v. 17).
I de kasus af pronomenet ‘enginn’, hvor e (ei) og ö (au)
kan veksle, findes dels au (Aungvan, aungvum, aungva, aung-
var), dels ei (eingvan og eingan, einga og eingva, eingvum og
eingum, eingvu og eingu, eingvir, eingvar, eingri; gen. sg. m.
er einkis). Formen eingvit 91 for ‘öngvit’ (subst.) er vel frem-
kommet derved, at skriveren mod sin egen sprogbrug skrev
pronomenet eing- og overforte dette mekanisk til andre ord.
Der skelnes mellem d og ð. Isolerede eksempler p& d for ð
findes hist og her, enten intervokalisk (móda 3, madurin 16,
dauda 19, o.s.v.) eller foran konsonant (audnu 3, hlidni 3,
edli 53). Det modsatte, at ð st&r for d, er kun fundet spora-
disk efter n: hrunðir (plur. af ‘hrund’) 25, henðið 28 (nærv.
udg. s. 131, v. 8), grunð 40.
Efter r skrives normalt ð: ferðin, jarðar, gjórði, spurði.
Men rd er s& hyppigt at denne udtale ikke kan have været
fremmed for skriveren, f.eks. Fardu (imp.) 11, fardu 47,
heirdu 64, berdu (af ‘berja’) 64,falardu 17, Bördust 26 (nærv.
udg. s. 126, v. 27), stördu (af ‘stara’) 86, stirdi (af ‘stýra’) 98,
virduglegan 38, ferdast 45, lieyrdi 45, yrdi 50, spordin 51,
burdug 51, lœrdur 55, hardur 95, borda 113, bordinu 161,
bordsins 33.
Efter / er d praktisk talt gennemfort: Jrnfdi, höfdu, lafdi,
stifdi (af ‘stýfa’), dreifdi, lifdi, vafdur, gefdu (imp.), hafdu
(imp.), hefd, ákéfd, höfdi (dat.), höfdingi, lofdungur, berhöfd-