Editiones Arnamagnæanæ. Series B - 01.06.1970, Blaðsíða 48

XLVI
Indledning
gange: á frám, bódi ( = boði), ad skót (= aðskot), nórdan,
pórtid, óddur ( = Oddur), lóks.
ang (ank) og öng findes ofte, men áng (ánk) og aung er
ogsá almindeligt og snarest hyppigere: vanga, ganga, þankar;
lánga, tánga, gánga, þángad, þánka; föngum, göngum, svöng;
straung, laung, saung. Der st&r snart e, snart ei foran ng (nk):
fengi, gengi, genginn, lengi, lengur, engin, engil, þenkir; einginn,
leingur, þeinkti, skeinkt.
Dat. plur. af substantiver i bestemt form ender p& -onum:
stundonum, augonum. Dat. af ‘hann’ er altid honum. Gen.
af ‘þið’ er ikkar og ukkar, se s. 135, v. 12.
Formeme ‘gjöra’ og ‘gera’ anvendes i flæng: giöra, gjörir,
giörum, giördi, giördu, giört; gierir, gerdi, gerdu, gert. Præt.
plur. af ‘vera’ har o'. Præt. sing. af ‘fá’ er fiekk.
Pronomenet ‘hver’ skrives en gang kvör, men den alminde-
lige vokal i dette og lignende ord er u: kvur, kvurs, kvurier,
sier kvurn, einkvur stadar, kvurt ( = hvort), kvurki ( = hvorki),
kvurulcs (= hvorugs), kvurgi (= hvergi), kvurnin og kvurnig.
I former af pronomenet ‘enginn’, hvor ei og au veksler,
findes kun au: aungvan, aungva, aungvum, aungvir (gen. sg.
m. og n. er einkis).
kv for hv er næsten gennemfort, ogs& hvor allitterationen
kræver h, f.eks. Kvad skal nú a kvildar stund / hafa sier til
gledi.
fl og fn forekommer: afladi, jafni, safni, efni, men i langt
de fleste tilfælde skrives bl, bn: abla, tebla, hrabn, hrabnsins,
nabn, hebna, stebna, grábnir. Ligeledes forekommer fd: höfdi,
lofdung, men det almindelige er bd: habdi, hebdi, hebdu, höbdu,
labdi, stibdi (af ‘stýfa’), dreibdist, hebdar (gen.), gebdu (im-
perativ), höbdinu, lobdung. Det ses ikke om d her skal ud-
tales som klusil eller spirant.
For fnd skrives md: nemdur, stemdi, hemdir (plur. af
‘hefnd’).
Verberne ‘gegna’, ‘rigna’, ‘signa’ hedder i præt. gengdi,
ringdi, singdi; desuden forekommer imperativen gengdu.
Der skrives gerne k foran t og s i former som trekt (neutr.
af ‘tregur’), glökt (af ‘glöggur’), lidukt, grálekt, ördukt, sakt
(af ‘segja’), huksun, hikst ( = hyggst), lekst ( = leggst), heylaks
(= heilags). En enkelt gang er k dobbelt: loflekkt (af ‘lof-
legur’).
For normalt gj, kj foran a og u st&r hyppigst kun g, k:
ohamlngan,heidinganna, bilgan (=bylgjan), hriggast (= hrygg-
jast), higga (= hyggja), ligga, legga, þigga, dregga (gen. pl.),