Editiones Arnamagnæanæ. Series B - 01.06.1970, Blaðsíða 49

IndlecLning
XLVII
segga (gen. pl.), singa (= syngja), þika ( = þykja), sæka,
hrekast, kveikast, merka, þenka, kreinka; liœku, hrekkuih (dat.
plur.), reikum ( = Reykjum).
v indskydes efter g, k med foreg&ende labial konsonant
(deriblandt m, som kan vœre assimileret til n): lifgvar (=
lífgar), blomgvan, aunkvar (= aumkar), med aunkvunar. Her-
til horer ogsa rikva 3v, som svarer til rifka i 27ð.
Forkortelse af rr udtrykkes i þverar, præs. af ‘þverra’.
Efter d ( = ð) skrives s for st: bauds (= bauðst), stóds,
kvads, gleds, Stids (= Styðst, svarer til s. 128, v. 5), hœds
(= hæ(ð)st, superl. af ‘hár’), s&l. ogsá inde i ord: œdsa, œdsur
( = æðsta, æðstur). Jfr. gœdsu 39r (= gæzku).
Der er en svag tendens til at skrive p, t, k for 6, d, g:
Hrapnin 23r (ellers Hrabnin = Hrafninn), sottan 3v (ellers
soddan, adv.), aknid 13v (p& tilsvarende sted i 276 agnið),
halcl 33r (ellers hagl).
Nogle assimilationer: y til n i lánt og lant (neutr. af ‘lang-
ur’), skeintu (præt. plur. af ‘skenkja’); gt (kt) til tt i batt ( =
bágt, neutr.), miutt (= mjúkt) llr (her er k tilfojet over
linjen), 34r, driutt (= drjúgt) 34r, 36r, liuttu ( = ljúktu, imp.)
jfr. s. 126, v. 23. Imperativ af ‘koma’ er kondu og med elision
foran vokal kond.
For stn skrives sn: freisni, krisnir, krisna.
Nogle ordformer: kals (gen. af ‘karl’, ‘kall’), guls (gen. af
‘gull’); briskli (= brigzli) lOv; vermdunar (gen. af ‘verndun’)
38v, skúrgod 35r, vöngium 23v (udg. s. 125, v. 14, dat. plur.
af ‘vængur’, forudsætter en nominativform ‘vangur’; deri-
mod vœngium lOr); haufidid lOr og höfidid lOv (= höfuðið;
au for ö bruges ellers ikke). Ordet ‘bylur’ i nom. plur. be-
stemt form forekommer gentagne gange i et omkvæd og
skrives biliernir, bilierner, men ogs& bilirnir, bilerner. Præs.
3. pers. sg. af ‘segja’ skrives seir. Participium af ‘hverfa’ er
kvorfid, af ‘ræna’, ‘kvæna’ rœndur, kvœndir (plur.). Præt. af
‘kaupa’ skrives kiepti 26v (udg. s. 136, v. 1, m&ske ogs& lv,
hvor der dog kan læses kei-).
Der anvendes, som det var at vente, pronominalformerne
þaug og þettad; den forstnævnte form skrives én gang þaud
og kort efter er den igen skrevet pa samme m&de, men d
ændret til g (udg. s. 128, v. 6 og 10).
Anden h&nd, som kun har skrevet 7 sider, adskiller sig
meget tydeligt fra forste hand og har ingen p&faldende orto-
grafiske særheder. Folgende kan nævnes: