Grønlandsposten - 24.12.1942, Qupperneq 10

238
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 20
Lad os hver især kende vort ansvar; vi er an-
svarlige, hver paa sin vis, baade De og jeg.
»Komme dit rige!« Ja, det er langt fra kom-
met. Vi maa forstaa vor afstand fra Gudsriget.
Det findes — bare ikke til at se blandt os. Det
vil vel enhver indrømme.
»Ske din vilje, som i himlen, saaledes ogsaa
paa jorden.« Altsaa: Guds vilje sker ikke i al-
ting. Var det tilfældet, behøvede vi ikke hede.
I himlen hersker Guds gode vilje, men hvad er
det dog, der hersker blandt mennesker paa
jorden?
»Giv os idag vort daglige brød!« Ja, fra
Gud kommer det altsaa, det, vi tjener og lever
af. Ogsaa det burde vi indrømme og se hort
fra egne fortjenester. Hvad vi har af haandelag
og hjerne, er givet os i vuggegave. Hvad om vi
havde faaet mindre til givende? Vi havde vel
saa vor gerning andetsteds, hvor vi nu er glade
for, at vi intet har at gøre.
»Forlad os vor skyld, som ogsaa vi forlader
vore skyldnere.« Om disse 10 smaa ord kan
der siges saa meget om os, der glemte at ære
vor Gud og fader, glemte at se lige saa meget i
vor næste, som vi ser i os selv. Skyld har vi,
skyldige er vi meget mere end vor næste er i
skyld til os; thi vi — De og jeg — er i skyld
til to parter: Gud og vor næste. Men vor næ-
ste er kun i skyld til os. Hvad han har for-
brudt mod sin Gud og fader, kommer ikke os
ved. Det kan vi ikke tilgive, forlade, men kun
Gud selv.
»Led os ikke i fristelse!« Hvem er ikke fal-
det for en fristelse? Naar vi ikke er faldet for
enhver fristelse, har vi nok Gud at takke der-
for: hans naade. —
»Fri os fra det onde!« Hvilket onde? Er det
Hitler og nazisme, Stalin og kommunisme, der
ogsaa kan rende os over ende ad aare? Er det
mangel paa demokrati? Er det frygt for at hol-
de paa en gal hest? Det aner jeg ikke. For
kristne er kun det ondt, der vil skille os fra
Guds rige og fra vor fader i himlene. Der er
meget af det. Fjenden kommer ikke dragende
over havet for at røve vor evige arv, livet hos
Gud, for han kan ikke. Fjenden hor i ethvert
hjerte, hvor der ikke staar skrevet: Guds er ri-
get, magten og æren i evighed. Amen.
En jul under første verdenskrig.
— Det nærmede sig jul, — langsomt, saa
forfærdelig langsomt gik dagene. Hver morgen,,
naar bedstefar kom ind fra stalden efter fodrin-
gen, og søster og jeg var blevet klædt paa, hjalp
han os op paa bænken og gav os lov til at rive
et nyt blad af almanakken — og saa lod han
os ride ranke paa sine knæ, mens mor blev
færdig med at malke koerne og give høns, kalve
og grise, før hun fik tid til at komme ind og
koge vor kartoffelgrød, der var vor uundgaaelige
morgenmad — nu og da med en klat smør i,
som mor selv havde kærnet ude i laden og
gemt oppe paa høloftet.
— Far kom ikke hjem til jul — det havde
han heller ikke været sidste jul. Mor havde
søgt om at faa far hjem til efteraarspløjningen,
men han kom ikke. I stedet for kom der en
dag en gendarm med en russisk krigsfange, der
skulde pløje markerne, til trods for, at han af
profession var skomager.
— Men el par dage efter jul kom far hjem
ganske uventet. Søster og jeg opdagede ham
langt nede mellem markerne — han kom tværs
over dem allesammen, lige fra stationen.
Mor saa ham ogsaa — og begyndte at græ-
de, og ogsaa bedstemor græd, men hvorfor
forstod vi børn slet ikke. Vi skyndte os ned ad
markvejen for at møde far, og han gav mig lov
til at bære bøssen, mens søster maatte nøjes
med pikkelhuen.
— Og nu blev det først rigtigt jul — og far
havde mange dejlige ting med fra Frankrig —
bedst husker jeg et stort, rigtigt lys, som blev
anbragt i toppen af juletræet — det eneste paa
hele træet.
----Men en dag maatte far af sted igen.
Vi fik lov til at gaa med et langt stykke ned ad
markvejen og bære nogle af fars ting — og mor
gik med helt til stationen. — Igrunden følte jeg
slet ikke afskeden saa tung, for jeg vidste jo, at
en skønne dag vilde far komme igen. Han
skulde jo hare lidt i krig oppe i Frankrig —
det dejlige land, hvorfra han kom hjem igen
med saa mange rare sager til søster og mig og
os allesammen.
----Og en dag længe, længe efter kom han
da ogsaa igen — to gange havde russeren sat