Grønlandsposten - 01.11.1945, Side 4

224
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 17 — 1945
maade, saa er meget godt ogsaa indvundet. Den nye
jord er rigere og yder bedre voksebetingelser for en
plante, der vil vokse sig stor og stærk. Og naar to
kulturer mødes, er det kun rimeligt, at den rigeste
giver, og den fattigere modtager. Det er ubestride-
ligt, at vi paa mangfoldige maader staar i stor gæld
til denne nye kultur. Men ligegyldigt, hvor humant
og filantropisk vore lærere optraadte, det var dog
uundgaaeligt, at doktrinet om grønlænderen som an-
denklasses menneske blev knæsat i folkets bevidst-
hed — med paafølgende demoraliserende virkninger.
Kun et møjsommeligt arbejde med at udjævne de
store kløfter i kultur og modenhed kan langsomt igen
ubedre skaden. Kernen fungerer ikke mere, som den
skulde. Den er blevet svækket og har faaet betydeligt
mindre modstandskraft, og heraf er al mulig slags
ukrudt vokset frem: dovenskab, ugidelighed, umo-
ralitet, snobberi, og hvad nu alt det hedder, som man
dadler grønlænderne for.
Derfor gælder det først og fremmest om at faa den
afkræftede patient paa benene igen, give ham hans
kræfter og tro paa sig selv tilbage igen, helbrede ham
indefra, begyndende med kernen.
Det er denne kerne, jeg vil kalde »det nationale«,
folkets egen livskim, livskraft, eller hvordan jeg nu
skal udtrykke det paa dansk. Det er den kerne, som
findes i ethvert folk — uanset kulturstandpunktet —
en spire, som kan gro, og som maa gro, saafremt et
folk skal kunne udvikle sig. En udvikling er nemlig
ikke noget, man kan paaføre et folk. Den maa gro
frem indefra, fra en indre kilde, fra eget grundlag.
Det bedste, man udefra kan gøre, er at begunstige
vækstkræfterne.
Derfor er det, at andre nationer »plejer« denne
kim, der bærer udfoldelseskraften i sig, værner, van-
der og varmer den, som nationens værdifuldeste eje.
Men saa snart man nævner »det nationale« i et ko-
loniland, saa opfattes det som noget politisk, noget
med løsrivelsestendenser. Lad mig derfor sige, at jeg
benytter ordet uden denne betydning, og jeg kender
ikke engang nogen heroppe, som har saadanne tan-
ker.
Men alligevel betyder »det nationale« uendeligt me-
get for vort folk. Slaa for eksempel op i de danske
lærebøger i historie. Det, der straks fanger øjnene,
er det nationale, der som en rød traad gaar gennem
det hele. Dansk indsats, dansk foretagsomhed, dan-
ske i fædrelandets tjeneste fremhæves for barnet og
ungdommen. Og vi heroppe, der ikke har en saadan
historie, forstaar ikke hvilken skabende faktor, hvil-
ken kraft, der ligger i fælles traditioner, fælles hi-
storie og de stærke baand, der knytter et folk sam-
men. Vi har lidt i vor sangbog, men kun sporadisk
og en ledende traad savnes deri. Vi er et folk uden
historisk rygrad.
Ved erkendelsen af dette forstaar man ligesom lidt
klarere egen fattigdom. Vi har heller ikke bygget
gothiske kirker, borge, slotte eller skabt store kunst-
værker. Vi har ingen nationale samlingssteder, ingen
store navne, der kan være forbillede og ideal for
ungdommen. Maalt med andres maalestok har vi saa
lidt, at vi tilsyneladende tror, vi intet har. Vi tier
om det for vore børn og for ungdommen, saaledes at
denne maa vokse op i den tro, at vi absolut intet har,
som vi selv har skabt, selv lavet eller bekostet. Vi er
et folk uden nationale traditioner, uden nationalt
maal, uden bevidst fælles stræben — og dog tror vi,
at vi kan udvikle os uden alt dette, der alene kan
skabe selvfølelse, selvtillid, ærgerrighed, selvtugt og
velanstændighed.
Men saa lille et folk, som vi end er, saa har vi dog
vort »indre« liv med muligheder og skabeevner. Vi
har ikke alene vort store, skønne land med de store
vidder, men ogsaa i vort folk, sprog, folkeminder,
erhvervskultur, de smaa spirer af litteratur, hvad
enten grønlandsk eller dansk bruges som udtryks-
middel, i vor kunst, vore digte, melodier og meget
andet har vi noget, som er fælleseje, og som vi skal
føre videre.
Vi skal blot ikke opfatte »det nationale« som »det
eskimoiske«. Det nationale heroppe er nu det »eski-
moisk-danske«. Befolkningen er ikke mere eskimoer
men grønlændere, og baade den og vor nuværende
kultur er opstaaet ved en sammensmeltning og til-
passet til Grønland.
Vi holder af alt dette, fordi det er vort, er vort
livs frembringelse, og det viser os, at vi har været
i stand til at skabe noget, og at vi har evner og
muligheder. Det er det eneste, der virkeligt kan glæde
os og sætte os igang. Det opmuntrer os til at fort-
sætte og gøre vort yderste, hvorved vi opøver vore
evner og udvikles. Det opægger os til at blive af
med nationens svagheder. I stedet for selvmistillid,
usikkerhed og føjelighed giver det os fasthed i ord
og handling. Det giver rankere holdning. I stedet
for det usikre og underdanige glimt, som viser sig,
naar vi kommer sammen med andre folk, for eksem-
pel amerikanere, portugisere eller endog negre, kom-