Grønlandsposten - 01.11.1945, Síða 4

Grønlandsposten - 01.11.1945, Síða 4
224 GRØNLANDSPOSTEN Nr. 17 — 1945 maade, saa er meget godt ogsaa indvundet. Den nye jord er rigere og yder bedre voksebetingelser for en plante, der vil vokse sig stor og stærk. Og naar to kulturer mødes, er det kun rimeligt, at den rigeste giver, og den fattigere modtager. Det er ubestride- ligt, at vi paa mangfoldige maader staar i stor gæld til denne nye kultur. Men ligegyldigt, hvor humant og filantropisk vore lærere optraadte, det var dog uundgaaeligt, at doktrinet om grønlænderen som an- denklasses menneske blev knæsat i folkets bevidst- hed — med paafølgende demoraliserende virkninger. Kun et møjsommeligt arbejde med at udjævne de store kløfter i kultur og modenhed kan langsomt igen ubedre skaden. Kernen fungerer ikke mere, som den skulde. Den er blevet svækket og har faaet betydeligt mindre modstandskraft, og heraf er al mulig slags ukrudt vokset frem: dovenskab, ugidelighed, umo- ralitet, snobberi, og hvad nu alt det hedder, som man dadler grønlænderne for. Derfor gælder det først og fremmest om at faa den afkræftede patient paa benene igen, give ham hans kræfter og tro paa sig selv tilbage igen, helbrede ham indefra, begyndende med kernen. Det er denne kerne, jeg vil kalde »det nationale«, folkets egen livskim, livskraft, eller hvordan jeg nu skal udtrykke det paa dansk. Det er den kerne, som findes i ethvert folk — uanset kulturstandpunktet — en spire, som kan gro, og som maa gro, saafremt et folk skal kunne udvikle sig. En udvikling er nemlig ikke noget, man kan paaføre et folk. Den maa gro frem indefra, fra en indre kilde, fra eget grundlag. Det bedste, man udefra kan gøre, er at begunstige vækstkræfterne. Derfor er det, at andre nationer »plejer« denne kim, der bærer udfoldelseskraften i sig, værner, van- der og varmer den, som nationens værdifuldeste eje. Men saa snart man nævner »det nationale« i et ko- loniland, saa opfattes det som noget politisk, noget med løsrivelsestendenser. Lad mig derfor sige, at jeg benytter ordet uden denne betydning, og jeg kender ikke engang nogen heroppe, som har saadanne tan- ker. Men alligevel betyder »det nationale« uendeligt me- get for vort folk. Slaa for eksempel op i de danske lærebøger i historie. Det, der straks fanger øjnene, er det nationale, der som en rød traad gaar gennem det hele. Dansk indsats, dansk foretagsomhed, dan- ske i fædrelandets tjeneste fremhæves for barnet og ungdommen. Og vi heroppe, der ikke har en saadan historie, forstaar ikke hvilken skabende faktor, hvil- ken kraft, der ligger i fælles traditioner, fælles hi- storie og de stærke baand, der knytter et folk sam- men. Vi har lidt i vor sangbog, men kun sporadisk og en ledende traad savnes deri. Vi er et folk uden historisk rygrad. Ved erkendelsen af dette forstaar man ligesom lidt klarere egen fattigdom. Vi har heller ikke bygget gothiske kirker, borge, slotte eller skabt store kunst- værker. Vi har ingen nationale samlingssteder, ingen store navne, der kan være forbillede og ideal for ungdommen. Maalt med andres maalestok har vi saa lidt, at vi tilsyneladende tror, vi intet har. Vi tier om det for vore børn og for ungdommen, saaledes at denne maa vokse op i den tro, at vi absolut intet har, som vi selv har skabt, selv lavet eller bekostet. Vi er et folk uden nationale traditioner, uden nationalt maal, uden bevidst fælles stræben — og dog tror vi, at vi kan udvikle os uden alt dette, der alene kan skabe selvfølelse, selvtillid, ærgerrighed, selvtugt og velanstændighed. Men saa lille et folk, som vi end er, saa har vi dog vort »indre« liv med muligheder og skabeevner. Vi har ikke alene vort store, skønne land med de store vidder, men ogsaa i vort folk, sprog, folkeminder, erhvervskultur, de smaa spirer af litteratur, hvad enten grønlandsk eller dansk bruges som udtryks- middel, i vor kunst, vore digte, melodier og meget andet har vi noget, som er fælleseje, og som vi skal føre videre. Vi skal blot ikke opfatte »det nationale« som »det eskimoiske«. Det nationale heroppe er nu det »eski- moisk-danske«. Befolkningen er ikke mere eskimoer men grønlændere, og baade den og vor nuværende kultur er opstaaet ved en sammensmeltning og til- passet til Grønland. Vi holder af alt dette, fordi det er vort, er vort livs frembringelse, og det viser os, at vi har været i stand til at skabe noget, og at vi har evner og muligheder. Det er det eneste, der virkeligt kan glæde os og sætte os igang. Det opmuntrer os til at fort- sætte og gøre vort yderste, hvorved vi opøver vore evner og udvikles. Det opægger os til at blive af med nationens svagheder. I stedet for selvmistillid, usikkerhed og føjelighed giver det os fasthed i ord og handling. Det giver rankere holdning. I stedet for det usikre og underdanige glimt, som viser sig, naar vi kommer sammen med andre folk, for eksem- pel amerikanere, portugisere eller endog negre, kom-

x

Grønlandsposten

Beinleiðis leinki

Hvis du vil linke til denne avis/magasin, skal du bruge disse links:

Link til denne avis/magasin: Grønlandsposten
https://timarit.is/publication/7

Link til dette eksemplar:

Link til denne side:

Link til denne artikel:

Venligst ikke link direkte til billeder eller PDfs på Timarit.is, da sådanne webadresser kan ændres uden advarsel. Brug venligst de angivne webadresser for at linke til sitet.