Grønlandsposten - 01.11.1945, Síða 15

1. Novbr.
GRØNLANDSPOSTEN
235
rigtigt, men det maa vi ikke bebrejde dem — det er
nu engang deres særkende, og bag ved forbeholden-
heden skjuler sig ofte baade dygtighed og selvstæn-
dighed.
Det næste, det gælder om for de unge grønlændere,
er at komme sammen med jævnaldrende danske
kammerater og finde danske venner. Vore folk bor i
reglen ikke paa grønlænderhjemmet, og helst udenfor
byen. Ønsker de at være lærere i Grønland, kommer
de nu paa et dansk seminarium. Vil de være præster,
sendes de paa en højskole. Uddannelsen varer ialt to
aar, men de kan ogsaa faa lov til at blive i tre eller
flere. For de unge seminarister, der nu er kommet
hjem, vil uddannelsen komme til at vare i mindst
fem aar. Det, det gælder om, er jo at bibringe grøn-
lænderne kultur, og den tror jeg, de faar mere af, ved
at den langsomt siver ind, end ved for megen terperi
og læsning.
— Hvad kan der fra kirkens side gøres paa Grøn-
land for at give befolkningen en videre horisont og
en bredere kundskabsbasis, som de unge grønlæn-
dere i dag tørster efter?
— Al kulturudvikling maa nødvendigvis gaa skridt
for skridt. Jeg har altid set det som det bedste prin-
cip, at man skulde give en mindre kreds en saa fyl-
destgørende og grundig uddannelse som muligt — og
saa lade denne kreds sprede kulturen videre. Enhver
grønlænder, der har et vist kulturgrundlag, kan jo
give videre heraf til sine landsmænd langt bedre, end
en dansker kan.
Men vi maa ikke glemme, at der er en grænse for,
hvor meget de enkelte rummer, og denne grænse er
elastisk. Kapaciteten udvider sig efterhaanden, men
kun langsomt. Efterhaanden kan grønlænderne rum-
me mere og mere. Da jeg begyndte seminariet i
Godthaab i dets udvidede form, stoppede adskillige,
der i begyndelsen var de dygtigste, pludseligt op og
kunde simpelthen ikke rumme mere, men nu er
grænsen skubbet meget længere ud. Der er sket store
fremskridt.
— Kunde man ikke indføre et vandrelærersystem
paa Grønland, unge, energiske og evnerige grønlæn-
dere eller danske, der i løbet af et aar drog kysten
langs som foredragsholdere og vejledere for den
jævne befolkning ved udsteder og bopladser?
— Det kunde man godt, hvis vi havde folkene der-
til. I praksis vil det dog nok være lidt vanskeligt.
— Hvad med skolekonsulenterne?
De har jo blandt andet muligheden herfor. En
skolekonsulent bør dog være knyttet til en skole og
selv undervise. Forresten fik vi skolekonsulenter paa
Grønland, før man havde det i Danmark.
— Hvad mener De om aftenskoler for ungdommen?
Det er jo desværre saadan deroppe, at naar først
folkeskolen er forladt, staar de unge grønlændere paa
et trin, hvor de først skulde til at begynde at lære
noget — og det er der ingen muligheder for udover
for de faa, der kan komme paa efterskole, men for
den store mængde er vejen lukket efter konfir-
mationen.
— Aftenskoler bør man have allevegne. Det er en
selvfølge. De har ogsaa været i gang ved alle kolo-
nier, men er aabenbart mange steder stagneret. Jeg
har altid været interesseret i, at der blev drevet aften-
skoleundervisning saa meget som muligt, men de,
der sidder deroppe, maa jo ogsaa have en vis ret til
at afgøre, om det kan gennemføres eller ikke — ar-
bejdet er frivilligt og ulønnet. Vi vil med glæde gøre,
hvad vi kan for aftenskolerne — forhaabentlig ogsaa,
hvis det drejer sig om en bevilling. Man kan maaske
ikke blive ved med at forlange, at folk frivilligt skal
ofre deres aftener.
— Er der planer om en forbedring af de grønland-
ske kateketers økonomiske kaar? Disse er jo i dag
mere end kummerlige. Hvor kan man forlange, at en
folkelærer ved siden af at blive isoleret paa en fjern
boplads straks skal kaste sig ud i en bitter kamp for
tilværelsen samme dag, den unge mand sætter sine
ben i land paa det nye sted mellem de mennesker,
hvis lærer og foregangsmand han skal være?
— Planer, jo, det kan De rigtignok tro, der er —
og det har der været i mange aar, men det har ogsaa
været vanskeligt at faa dem gennemført. I 1898, da
jeg var deroppe, var der ingen, der læste beretninger
fra Grønland. De blev simpelthen lagt tilside. Men
saa kom systemskiftet i 1901. Jeg sendte en rapport
hjem til kirkeministeriet, og samme sommer kom der
en skrivelse fra kirkeminister I. C. Christensen, der
resulterede i ordningen med tilsynsførende overkate-
keter og lidt forbedrede lønninger. I min tid gik de
unge ud fra seminariet med begejstring og forvent-
ning til deres gerning, men nu er tiderne aabenbart
blevet meget ændret, og sagen er aktuel. De kan roligt
skrive, at der er ingen grænser for mine ønsker i ret-
ning af en lønningsmæssig forbedring for kirkens og
skolens folk.
— Hvorledes ser De paa spørgsmaalet om dansk
sprog i de grønlandske skoler?
— Jeg maa her sige, hvad jeg før har sagt. Der er
en grænse for, hvor meget grønlænderne kan rumme