Grønlandsposten - 31.12.1945, Qupperneq 12

296
GRØNLANDSPOSTEN
Nr. 19 — 1945
Sommeren igennem tilbragtes i motorbaad, og
kyststrækningen blev grundigt afpatruljeret. Vi skif-
tedes til at tage to timers vagt ved roret døgnet rundt,
og vi skiftedes ligeledes til madlavning og rengøring.
Alle hytter blev udlagt med kul og petroleum for
den kommende sæsons slædepatruljer. En dag ind
imellem tilbragtes paa stationen for at gøre klar til
næste tur, bage brød og vaske tøj.
Midt i august fik vi besøg af det norske fangst-
skib »Polarbjørn«, som medbragte vore maskinge-
værer og noget haardt tiltrængt proviant. Faa dage
efter, medens vi laa og reparerede motor i havnen ud-
for stationen, kom en tysk flyvemaskine. Hurtigt
fik vi et tændrør sat i og sejlede baaden ind ved et
stejlt fjeld, hvorefter vi gik i land og stillede maskin-
geværet op. Maskinen kom ogsaa tilbage et par
hundrede meter oppe, men da han ikke gjorde brug
af sine vaaben, aabnede vi heller ikke ilden. Senere
saa vi en anden tysk flyvemaskine, men da meget
højt oppe.
Den 8. Oktober, medens vi med tungtlastede mo-
torbaade var paa vej sydover, fik vi telegram om
at sejle til bunden af Moskusoksefjorden med alle
hundene, trække baaden paa land og gaa til Loch
Fine, hvor vi vilde blive afhentet den tiende af folk
fra en nyoprettet station i Dødemandsbugten. Vi te-
legraferede omgaaende, at vi ikke kunde være der
før den 13. Hundene blev hentet og anbragt i slæbe-
jollerne, og vi tog ogsaa et par slæder med til at
fragte vores grejer over land paa. Paa vejen fik vi
vrøvl med magneten, saa vi maatte tilbage til Ellaø,
hvor Olsen riggede batteritænding paa motoren i
stedet for, saa vi naaede frem til Moskusoksefjord
den 12, hvor vi trak motorbaaden paa land, saa den
var i sikkerhed for vinterisen.
Da vi den næste dag naaede det aftalte sted, en
lille hytte i nærheden af »Loch Fine«, saa vi, at de,
der skulde hente os, havde været der, men havde ikke
efterladt nogen besked, saa vi slog os til ro og saa
tiden an. Efter et par dage blev vi betænkelige. Vi
kunde ikke skaffe hundefoder her og besluttede der-
for selv at søge forbindelse med de nye folk i Døde-
mandsbugten ca. 125 km borte. Vi slæbte nu den lille
jolle og paahængsmtor de 10 km over snefrit land.
Jollen blev rigget til, benzinen kunde strække til ca.
110 km, og resten maatte jeg saa gaa.
Jeg startede alene hen under aften. Det gik meget
godt i begyndelsen, indtil jeg naaede strømstedet
midt i fjorden. Her er vandet meget lavt, og fjorden
slaar et brat sving. Nyisdannelsen var betydelig, og
man kunde ikke skelne land fra vand. Jeg prøvede
at stage mig igennem, men til sidst sad baaden fast.
Et telt blev trukket over baaden, og jeg fik ild under
en daase C-ration. Pludseligt opstod en eksplosion,
og telt og motor stod i lys lue. I en fart fik jeg taget
teltet og kastet mig over motoren og fik ilden slukket.
Saa vadede jeg i land og fandt noget træ, som jeg
tændte ild paa for at holde varmen, indtil dagen
gryede. Dagen efter rejste jeg videre ud af »Loch
Fine«, men en kraftig blæst tvang mig til at søge
land, da baade baaden og motoren isedes til. Om
aftenen vovede jeg mig atter ud, men søen var høj, og
skruen løftedes og kom i berøring med isen, og saa
var det sket med den. Jeg maatte tage fat paa aarerne.
Sent om aftenen naaede jeg dog stationen og satte
mandskabet ind i situationen. Vi fik radioforbindelse
med mine to kammerater, og det bestemtes, at de
skulde gaa til et hus, hvorfra de kunde faa jagt og
blive der, til de kunde køre paa nyisen. I begyndel-
sen af oktober naaede de op.
En Sommer var gaaet. En ny sæson stod for døren.
Carlos Ziebell.
Der konstateres ny tysk aktivitet
paa Shannon-øen
Af løjtnant Peter Nielsen.
Den 21. oktober 1943 startede nordpatruljen fra den
nyopretttede radio- og patruljestation i Dødemands-
bugten. Stationen lededes af kaptajn N. O. Jensen,
der denne sommer var kommet tilbage fra vest-
kysten. Nordpatruljen bestod af Ziebell, Marius Jen-
sen, Schultz og mig.
Vi kørte om ad Kap Mary til Sandodden, og føret
var godt den første dag. Gennem Kuppelpasset havde
vi daarligt føre, hvor 2—3 km i timen var stærkeste
fart. Til Hochstetter naaede vi uden uheld. Her skulde
vi have haft radioforbindelse med stationen, men det
lykkedes ikke. N. O. Jensen havde i august sat en
rejsesender i land fra »Northland«, men hverken han
eller amerikanerne havde kunnet faa den til at virke.
Vi fortsatte nu til Mønstedhus. Jagten havde været
god hele vejen. Paa efteraarspatruljen plejer vi at
skyde rigeligt med moskusokser for at have noget til
om foraaret, hvor der skal tre gange saa mange dyr
til for at faa samme mængde kød.
Paa Mønstedhus blev vi enige om at skilles, da
hytterne og fangststationerne var for smaa for fire
mand, og jo færre hunde des lettere at skaffe hunde-