Atuagagdliutit - 02.06.1955, Blaðsíða 7

Videnskab, religion og vort samfund
Stoffet til dette foredrag har læn-
ge ligget og samlet sig, men det der
ftar givet stødet til, at jeg har grebet
Pennen, er pastor Mads Lidegaards
toredrag, der fornylig blev holdt i
radioen, foredraget om Kirken i
!ønland i dag. Pastor Lidegaard
^agde blandt andet, at de danske var
Pievet kirkefremmede. Der gøres alt-
?å opmærksom på, at „Jeppe drik-
*er ‘, men der siges intet om, „hvor-
j Jeppe drikker". Og det er netop
Pet, der har fået mig til at fremkom-
me med dette indlæg. Jeg vil i det
Jagende forsøge at belyse de forhold
aer har gjort os kirkefremmede og
samtidig fremkomme me.d nogle ret-
miser af menigmands almindelige
°Pfattelse af, hvad videnskaben for-
går* elier navnlig hvad den ikke for-
Ptfir. Desuden vil jeg berøre nogle
at de virkninger på vort samfund,
som disse almindelige misforståelser
Par medført samt kort omtale, hvad
Jer deraf burde følge om forholdene
Peroppe. Det følgende er blot tanker,
Per vækkes hos een ved læsning af
aviser og ved betragtning af omver-
denen og som efterhånden samler sig
[ii en helhedsopfattelse af vor kul-
turkrise. Til slut på denne indledning
*an jeg ikke stærkt nok betone, at
mredraget som helhed ikke må be-
lagtes som andet end et stykke
»iiusmandsfilosofi", der på ingen
måde vil foregive at være andet end
iPin egen opfattelse af forholdene.
Spørger man om, hvad der er den
agentlige grund til at vi er blevet
airkefremmede, må det vist erken-
des, at naturvidenskaberne har en
ftor del af skylden. Naturvidenska-
ben er jo blevet „den nye religion",
jivilket symbolsk ses deraf, at det er
Jaegen, der i mange tilfælde har over-
jeget præstens rolle som skriftefar
lidende sjæle. Jeg husker fra min
gymnasietid vor begejstring for en
lille bog med titlen „Alt har en na-
turlig forklaring", hvoraf det klart
°g tydeligt for enhver blev bevist, at
Gud var overflødig, og at videnska-
ben kunne klare alle problemer. Mon
ikke det efterhånden er en udbredt
opfattelse, at forholdene er sådan.
Måske ikke, hvis man direkte spørger
den enkelte: Benægter du Guds eksi-
stens? Overfor et så direkte spørgs-
mål tør vel de færreste svare bekræf-
tende, men alligevel er vore handle-
måder vel ofte mere eller mindre
bestemt af en vag uklar følelse, der
vdle have svaret benægtende, hvis
v.i havde haft tilstrækkeligt mod der-
iil, og grunden er vist den, at vi-
denskaben i de sidste årtier dels har
gjort vældige fremskridt, og dels at
kendskabet til dens resultater er ble-
vet kendt af større kredse end til-
fældet var tidligere. Følgen er blevet
jn stærk tro på videnskabelige for-
klaringer og beviser, men også at
den er opstået alvorlige misforståel-
ser af videnskabens opgaver og ræk-
kevidde, misforståelser som adskilli-
ge videnskabsmænd heller ikke har
kunnet holde sig fri af.
Det er en udbredt misforståelse, at
de videnskabelige fremskridt helt
overflødiggør Gud, og denne misfor-
ståelse beror udelukkende på en lo-
gisk fejlslutning: Jeg mener ikke
dermed, at man i disse spørsmål ude-
lukkende bør anvende logisk måle-
Mok, men lad os blot vende logilæ-
Feus egne våben mod ham selv. —
jbr at blive klar over, hvori denne
mjlslutning består, er det nødvendigt
at se på, hvad et videnskabeligt bevis
eller en videnskabelig forklaring
egentlig er. Dette belyses måske bedst
jed hjælp af begrebet videnskabelig
teori, der iøvrigt tydeligt giver ud-
Af cand. mag. Bent Rye Olsen
tryk for, at al videnskab, hvis vi fø-
rer forklaringerne helt til bunds, kun
er teori og ikke noget endegyldigt
bevis. Lad os som eksempel se på
den geometri, vi lærte i skolen. Hvis
denne opbygges fra grunden, så bli-
ver den en smuk harmonisk bygning,
den geometriske teori, en bygning,
der hviler på 4 aksiomer, 4 postula-
ter, der anses for indlysende, og som
derfor ikke bevises, ja, som ikke kan
bevises. Et matematisk bevis er nu en
sådan slutningsrække, at vi ad logisk
vej føres tilbage til tidligere beviste
begreber eller sætninger, d. v. s., at
vi, hvis vi fortsætter tilstrækkeligt
længe kommer tilbage til de 4 ube-
viselige aksiomer. På tilsvarende
måde er en fysisk teori en bygning,
af erfaringsmateriale og deraf aflede-
de konsekvenser, en bygning, der
hviler på nogle få naturlove. Et na-
turvidenskabeligt bevis er en logisk
tankerække, der forklarer det be-
tragtede fænomen ved hjælp af tid-
ligere forklarede fænomener, og
fortsættes tankerækken, føres vi slut-
telig tilbage til de kendte naturlove,
love, der kun kan konstateres, men
ikke bevises. Eksempelvis kan næv-
nes, at vi i mekanikken føres til de
3 newtonske love, og i elektricitets-
læren til de 4 maxwellske ligninger.
Fejlslutningen beror altså deri, at
man betragter naturlovene som be-
viste, hvilket de altså ikke er. I filo-
sofisk, logisk forstand er naturlovene
højst at regne som sandsynligheds-
love. Alene i denne kendsgerning lig-
ger jo naturvidenskabens begræns-
ning. Ganske vist er vort kendskab
til naturen udvidet betydeligt både
udad i universet og indad i stoffets
atomer. I biologien trænger man dy-
bere og dybere ind i de enkelte cel-
lers liv, og forklarer stofskifte og
vækst ved hjælp af fysikkens og ke-
miens love, men det betyder jo blot,
at problemet flyttes fra biologien
over til de før omtalte naturlove. Jeg
tror, at de store fremskridt indenfor
netop biologi, fysiologi, biokemi og
medicin har været stærkt medvir-
kende til at man har troet at selve
livets gåde stod umiddelbart foran
sin løsning. At vi altså skulle være i
stand til af uorganisk stof at skabe
levende celler. Så ville, mente man,
Guds overflødighed dermed være be-
vist. Naturligvis er det nyttigt for os
at indordne naturen i kendte skuffer,
fordi vi derved er i stand til at for-
udsige begivenheder og processer og
eventuelt lede dem i overensstem-
melse med vore ønsker og formål, og
ganske vist har naturlovene aldrig
svigtet, men jeg gentager, at beviste
er de ikke, de er der bare. De store
fremskridt i dette århundrede har
forledt mange videnskabsmænd til at
tro, at vi en dag var i stand til alene
ved hjælp af naturlovene og logisk
tankegang at beherske verden altså
både den organiske og den uorgani-
ske, en tro der rigtig nok ikke læg-
ger nogen bremse på forskningen.
Som det forhåbentlig er fremgået
af det fortalte, kan den rene viden-
skabelige forskning ikke frembyde
nogen fare for religionen, idet den på
ingen måde udelukker eller overflø-
diggør eksistensen af en højere magt
og selv om vore videnskabsmænd
ikke direkte har ansvar for den re-
ligiøse udvikling, burde der forlænge
siden være gjort opmærksom på de
nævnte forhold. I de vesteuropæiske
lande ville et indlæg om dette emne
på nuværende tidspunkt være kom-
met for sent til at stække folks blin-
de tro på videnskaben, men derfor
er der ingen grund til at vor misfor-
ståelse finder indpas heroppe. Den
virkelige fare, eller måske bedre: Det
virkelige ansvar for vor religions kri-
se ligger hos pseudovidenskaben, som
den udtrykkes gennem populære tids-
skrifter og i avisartikler. Det er godt
for forskningen, at det brede folk in-
teresserer sig for den, men det er
ikke heldigt, når forskningen popula-
riseres på en sådan måde, at folk får
den galt i halsen, som det er tilfæl-
det, når folk læser vore dages tids-
skrifter f. eks. „Det Bedste" og lig-
nende, hvor resultaterne serveres
som om videnskaben kan klare alle
opgaver, om ikke før så dog senest
i morgen, en tankegang, der i høj
grad får næring i amerikanismens
tidsalder. I publikationer af denne
art læser man artikler af videnskabs-
mænd, der åbenbart ikke liar erkendt
videnskabens begrænsning, eller
som uden at vide af det eller måske
endog mod deres egen vilje er med
til at fæstne folks tro på videnska-
bens fortrin som livsopfattelse.
Grunden til at vi foretrækker den
videnskabelige livsopfattelse frem for
en religiøst betonet er måske, at vi
i disse år føler os stærke og som føl-
ge deraf har svært ved at anerkende
en højere magt. Alt ligger øjensynlig
indenfor vore evners rækkevidde,
hvad skal vi så med Gud? Dertil
kommer måske også en problemstil-
ling af mere filosofisk art, nemlig
spørgsmålet: Forudbestemmelse i
modsætning til den frie vilje, et
spørgsmål der har optaget menneske-
ne lige siden de dage, da de begyndte
at spekulere på det, der lå udenfor
det timelige. Tanken om at alt er for-
udbestemt var måske nok den først
autoriserede tro, idet vi kender den
helt tilbage til det gamle Babylon,
hvor den gav næring til astrologien,
der beherskede eller i hvert tilfælde
havde indflydelse på filosofien lige
indtil nutidens dage. Problemet ken-
des også hos de gamle grækere. Så-
ledes havde Zeus et vist mål af fri-
hed, men selv han den øverste Gud
måtte bøje sig for skæbnen. En så-
dan tankegang måtte naturligvis mø-
de modstand hos kirkefædrene, der
da også hævdede læren om menne-
skets frie vilje. I mange år kunne
Newton derpå få lov til at dirigere
planeterne ved hjælp af forudbestem-
mende naturlove, mens menneskene
under den kristne kirkes indflydelse
havde deres frie vilje, selv om over-
tro og myter hos det brede folk sik-
kert liar blandet deres „frie vilje"
med overtroens skæbne. I disse år-
hundreder var løsenet: Natur for sig
og menneskene for sig. Det der i vir-
keligheden sker i vore dage kan på
en vis måde siges at være dette, at
skellet mellem natur og menneske ik-
ke længere opretholdes, og at man —
måske ubevidst — indordner menne-
skene under naturens love. Enhver
vil naturligvis kraftigt benægte, at
han er et viljeløst individ i naturlo-
venes hænder, men hvis vi er ærli-
ge, handler vi så ikke tit, som om vi
var det, nemlig ud fra den tanke-
gang, at det kunne jo ikke være an-
derledes, det måtte jo gå sådan, eller
det kunne jo ikke nytte noget, at -—
o. s. v. Nægtes kan det ikke, at dette
så behageligt har fritaget os for et-
hvert ansvar for vore handlinger,
der i et indviklet moderne samfunds
synes så betydningsløse, at vi slap-
pe og ansvarsløse må flyde med den
vej, som strømmen nu engang fører
os.
Det er klart, at den kristne livsop-
fattelse stiller krav til den enkelte.
Enhver har sin frie vilje, men under
ansvar; enhver handling sker efter
et valg mellem flere muligheder,
men er valget gjort, må den enkelte
stå til ansvar derfor. Dette, at man
ved at vælge den naturvidenskabelige
livsopfattelse, løber fra dette ubeha-
gelige begreb ansvar, står for mig og-
så som en af grundene til vor kirke-
frbmmede indstilling.
Endelig kommer så en tredie ting,
(Fortsættes side 16).
Imiantine pisiarerKiinermit. Vesttysklandime imiorfiutilik sapitsukasiusimagame •— sule-
Kataime ama taimåikamik — ivsåinaK levit inånut iserpoa niontutine nagsardlugit.
imiugålo levit Kanon mamaritigineråt takujumavdlugo inugpagssuit aitsåtdlime-åsit ug-
sagtuatsi&uput. imiorfiutilik ajortumérneKarnanilo iluagtitsivoK. løvit inaniput løver-
ssuit mflfdluk „Simba ama , dUian i”. pigingnigtuat lav i ute!, a rneru s imagal uarp OK, siv-
nerile nanigtukut ånaisimavdlugit. amiåkune silåinarme takutitardlugit mana akigssar-
siutigai.
Dristig reklame. En vesttysk brygger, der åbenbart ikke er bange af sig, hvilket lians
medarbejdere heller ikke er, var forleden så dristig at gå ind til løvrne i et løvebur
medbringende produkter fra sit bryggeri. En masse mennesker havde taget opstilling for
at se eksperimentet, der skulle vise, at løverne satte stor pris på mandens øl. Det gik
heldigvis godt. I buret var der to løver, Simba og Ithani. Resten af sin store løvebestand
mistede domptøren Pietro for kort tid siden, og han er nu ved at tjene sig op ved at
vise vise de to dyr frem i en lille manege, der er opstillet i fri luft
7