Atuagagdliutit - 26.07.1956, Blaðsíða 11

Tilbage til friheden
Fortælling af Christian Peters
Falken kom en aften i skumringen.
Stor og kongelig, men dødtræt og
Udmattet satte den sig på luvart løn-
ning. Og solen, der havde været bor-
te hele dagen, men som nu pludselig
kom frem et øjeblik, før den igen
sank ned bag de mørke, violette sky-
er, der som bjerge tårnede sig op
rundt langs horisonten, sendte et
purpurfarvet skær hen over den og
farvede den luerød. Som den sad
der med himlen og skyerne og det
irgrønue hav som baggrund, for-
pjusket og træt, men alligevel med en
majestætisk holdning over sig, ligne-
de den indbegrebet af al visdom,
kløgt og snilde —• og grumhed. Næb-
bet buede skarpt og krumt nedefter
og gav den en vis lighed med en gam-
mel, arret kriger. Øjnene var store og
ravgule, stirrende og alvorlige i blik-
køt. Kloerne krummede sig anstrengt
ned mod lønningen, og halens brede,
sorte -fjer stod bueformet nedefter
og støttede med skibets huggen og
rullen. En stor og mærkelig fugl og
en sælsom gæst ombord, der ikke
Passede ind i omgivelserne, for den
hørte hjemme højt oppe i luften, over
brune marker og ensomme vidder;
og her var kun hav og atter hav,
hvidtoppede bølger, der piskede mod
en rusten skibsside.
Hvordan den var kommet så langt
Ud over havet, a'nede vi ikke. Men
måske havde den været på jagt efter
en fugl og tabt orienteringsevnen i de
regntunge skyer. Måske havde den
fløjet rundt i flere dage, for den var
så dødtræt og udmattet, at den ikke
gjorde modstand, da vi tog den og
satte den ind i en primitiv, sammen-
tømret kasse med et tremmelåg i si-
den. Uden at tage næring til sig, util-
nærmelig, forpjusket sad den ubevæ-
gelig i et mørkt hjørne. Alt liv var
som blæst ud af den, kun dens store
ravgule, fosforlysende øjne skinnede
stærke og klare i det mørke hjørne.
En falk i et bur, luftens ubetvinge-
de behersker, vant til at tumle sig un-
der solen, højt i den tindrende luft,
drive med vinden, spejde gennem
rummets vidtstrakte uendelighed,
for, når den fik øje på et bytte, som
en sølvskinnende, lynhurtig pil at
hvirvle nedefter i et fejende sus. —
Utæmmelig og vild, ingen til at hin-
dre sin frie, stormende flugt under
drivende skyer. Og nu sad den i en
hold og fugtig kasse om bord i en
fasttramper, hundreder af mile til
søs, ifanget, spærret inde. Det var
frist at lænke på.
Samme aften friskede stormen op,
^oksede til en rasende orkan, der
fegede himmelspræt med båden og
sendte os i kogende, hvidglødende
Vandmasser hen over Biscaya-bug-
ten. Vi kunne ikke stå fast på dajk-
het, men måtte klamre os til rignin-
gen, vanter og nagler for ikke at bli-
ve skyllet over bord. Skyerne var
blåsorte. Regnen piskede ned. Havet
['ejste sig omkring os som grågrønne
bjerghøje mure. Vældige skumflader
blev pisket ind over dækket. — Bag-
b o r d s r e d min g s'b å d blev slået til pin-
debrænde. Loggen forsvandt, og det
surrede gods på dækket blev som af
cu kæmpehånd revet løs og sendt
Udenbords. Himlen hang lavt hen
°ver den sodede skorsten, og de dir-
rende master, der svingede i vold-
somme bevægelser, truede med at
boække. Og båden, en tre-tusind tons
b*ogt lastet ipram, blev kastet rundt
som en nøddeskal, stejlede, væltede
*8 over på siden, gik dybt ned i
andmasserne, der frådende og lar-
mende skyllede hen over den. Ma-
amen arbejdede huggende og støn-
sF * somme tider næsten i
a> for pludselig, når skruen kom
tern1- vandet, at sætte i eft staccato-
løh l°’ ^er som den var l0be!
,u, k. Vi forsøgte at sætte lantcrner-
n3.ua det blev mørkt, men det mis-
t(.|. des. Himmel og hav stod ud i
,3 det hylede, peb, hvinede og lar-
‘Ue omkring os; og vi drev rundt
på delt frådende hav, krampagtigt
forsøgende at holde skuden mod vin-
den, der for hvert øjeblik voksede i
styrke og voldsomhed og truede med
at splintre båden og sende den ned i
det grågrønne, svimlende dyb uden
chancer for at redde livet. Pludselig
midt i virvaret af hylende stemmer,
skibets huggen og stønnen og stor-
mens rasen, hørte jeg bossen, en
hårdkogt, malterialistisk knark, råbe
til en af mandskabet: „Vi kan måske
få to pund for ham. Måske fem!
„Fem pund?“
„Ja, for pokker. Vi sælger ham til
en zoologisk have!“
Penge. Igen penge. Altid penge.
Fem pund for sin bedste ven. Ingen
højere? Godt. Tag ham. Spær ham
inde for livstid bag tremmerne og
lad folk glo på ham. Mod betaling
selvfølgelig. Penge, ikke sandt? For
penge kan man købe alt. Hvad bety-
der det så, at et frihedselskende væ-
sen skal spærres inde for livstid. -—
Kan man 'tænke sig noget mere trist
og elendigt for en falk, himmelstor-
meren, der har underlagt sig univer-
set og gjort det til sin tumleplads? I
zoologisk have! Mellem aber og ba-
vianer! Nej, således behandler man
ikke et stolt og fribårent væsen, der
har søgt et øjebliks hvile for at sam-
le nye kræfter til sin evige flugt gen-
nem rummet.
En grågrøn, kæmpemæssig bølge
rejste sig pludselig til luvart. Et se-
kund eller to stod jeg og betragtede
det Uhyre vandbjerg, der som ryggen
af et fortidsuhyre hævede sig over
skibssiden. Så kastede jeg mig ned
på dækket og klamrede mig fast til
en stålwire. I samme øjeblik tordne-
de vældige vandmasser hen over
mig og truede med at presse livet ud
af mig. Jeg følte det, som jeg blev
revet i stumper og stykker. Jeg
klamrede mig desperat fast, snappe-
de efter vejret, hostede, fik lungerne
fyldt med vand; det sved og brænd-
te. Det forekom mig, at det lød som
orgelmusik. En symfonikoncert sa
overvældende og mægtig, at den lige;
som fik noget til at briste inde i
mig, løftede mig opefter og forenede
mig med noget, jeg aldrig har kendt,
men i underbevidstheden måske har
higdt efter. Det var alverdens klok-
ker, der ringede for mig, en magt-
fuld melodi, der momentvis lød som
klokkerne fra min barndoms by, der
ringede solen ned.
Og så pludselig tænkte jeg på fal-
ken. Jeg så den i et lynglimt sidde
i et hjørne af kassen og stirre på mig
med sine store, ravgule øjne. En en-
som majestætisk fugl, der var steget
ned fra sine svimlende højder og var
blevet taget til fange. Jeg krummede
mig sammen og lovede, at hvis jeg
slap godt fra dette her, ville jeg lige-
gyldigt hvad bossen end sagde og
gjorde, give den tilbage til friheden
i morgen. Det var ikke et løfte frem-
tvunget af den prekære situation,
hvori jeg befandt mig, for jeg havde
gjort det alligevel; men det var no-
get, jeg sagde til mig selv, fordi jeg
ønskede, hvis jeg beholdt livet, at det
skulle markeres ved en god gerning.
Pludselig lettede trykket. Jeg føl-
te, at jeg steg og blev ved at stige,
det var som om jeg fra dybet blev
løftet opefter gennem rummet af en
mægtig hånd. Et øjeblik endnu lå jeg
og kæmpede med vandet. Så var jeg
pludselig helt fri, og jeg så igen nat-
ten og mørket omkring mig og hørte
orkanens rasen. Jeg trak vejret be-
friende. Utilpas, dyngvåd, med hver
muskel og fiber anspændt, parat til
at klamre mig til lugekarmen, hvis
en af havets giganter igen skulle tord-
ne ind over dækket, kravlede og
krøb jeg hen over dækket mod stor-
masten, hvor kassen med falken stod
fastsurret med en stump presenning
over sig. Det var kulsort omkring
mig. Dækket var slimet og glat, og
søerne vaskede ustandselig ind over
lønningen. Vandet slog op i mit an-
sigt. Jeg kunne ikke orientere mig og
stødte pludselig hovedet mod masten.
Langsomt, klamrende mig fast 'til en
bardun, kom jeg på højkant og fandt
kassen. Jeg trak vejret lettet, for der
havde været øjeblikket, hvor jeg hav-
de troet, al den var skyllet uden-
bords. Forsigtigt løftede jeg presen-
ningen, åbnede låget til kassen og
stak hånden ind, og mine fingre rør-
te pludselig ved den varme fugl, der
stod presset op i et hjørne uden at
røre sig. Et øjeblik ventede jeg, at
den ville hugge sit skarpe næb ned i
mlin hånd. Men det gjorde den ikke.
Jeg lod varsomt hånden glide ned
over dens bryst, og jeg kunne mær-
ke, hvordan dens hjerte bankede. —-
Rerten af natten var elt helvede af
hyl og spektakel. Hvidbræmmede,
sortladne brodsøer skyllede ustand-
selig over dækket. Orkanen hvinede,
regnen piskede ned, og himlen hang
lav og blygrå hen over den sodede
skorsten. Vi kravlede rundt i mør-
ket og søgte skjulesteder for stor-
mens rasen og de vældige vandmas-
ser, der skyllede over dækket. Jeg
kravlede igen hen til stormasten. —
Bossen fulgte mig mavende sig frem
på alle fire som en indianer på krigs-
stien. Vi satte os med ryggen til stor-
masten og fødderne stemt ind mod
spillet.
Og sekunderne, minutterne, timer-
ne sneglede sig af sted; det var evig-
heder siden, vi sidst havde set solen,
syntes vi. Og døt forekom os evighe-
der siden, at den fantastiske, larmen-
de orkan var opstået. Men mørket
kunne ikke vedvare, det vidste vi.
Engang måtte det forsvinde og give
plads for lyset og dagen. Og det gjor-
de det. Det skete 'ikke voldsomt og
hurtigt. Men pludselig, mens vi dir-
rende og krampagtigt sad og følte,
hvordan masten rystede bag os, ane-
de vi det første, gryende skær af da-
gen mod øst, en piblende tone, dfer
sølvgrå og vifteformet løftede sig op-
efter. Og vi blev fyldt af en stor glæ-
de, for dagen var i anmarch, og mør-
ket ville forsvinde og lyset bryde
frem. Lyset! Det store under! Men
det så ikke ud til, at orkanen ville
stilne af, tværtimod forekom den os
at vokse i styrke og Vildskab; det
fløjtede, hvinede, peb og larmede
omkring os som ingensinde før. Men
lyset havde vi; døt blev stærkere og
stærkere for hvert minut. Himlen var
nu helt sølvgrå, og vi kunne tydeligt
se de regntunge, blygrå, uldne nat-
skyer jage hen over det skumpiskede
oprørte hav.
Pludselig, næsten som om en eller
anden havde befalet det, blev der en
pause i det forrygende, øredøvende
spektakel omkring os. Stormguderne
pustede ud. Og døt var det øjeblik,
jeg havde ventet på. Jeg rejste mig,
hurtigt op, rev presenningen af kas-
sen, hvori falken sad, og lukkede lå-
gen op. Et gråt lyn fo’r forbi mig og
skød som en pil op i den regntunge
luft.
„Hvad var det?“ spurgte Bossen
forundret.
„Blot en lille fugl, der flyver op og
beder om godt vejr!“
Bossen så forbavset på mig med
sine havblå, lidt slørede øjne og gen-
tog mekanisk: „En lille fugl, der fly-
ver op og boder om godt vejr!“
„Ja,“ sagde jeg. „Og se der! Se mod
ørt! Hvad er det?“
Bossen vendte sig om og så forun-
dret mod ørt, hvor skyerne havde
skilt sig, og de første stråler af solen
flammede op over synsranden og ka-
stede et purpurfarvet, stråleformet
skær op over himlen og farvede he-
le verden til noget stort og vidun-
derligt.
min & fa fantaftwe
Det går som en mis med
GEVABOX
GEVABOX atoruminarnerpauvoK
uminga åssilivinguamik 32 kr.-nalingniik
kinalunit pilertortumik pitsavingnigdlo
åssilisinauvoK
med dette lille kamera til 32 kr.
kan enhver straks tage gode bil-
leder
• Kikkertsøger
• 2 blændere: 11—16
• 3 tidsindstillinger: B — 1/50
• Kontakt til blitz
• Trådudløser-tilslutning
• Fast sko lil enhver blilztype
1/100 sek. # Robust konstruktion
• Format 6x9 cm
11