Atuagagdliutit - 28.02.1957, Qupperneq 5

»
Knud Rasmussens Minde
«
Grønlands første folkehøjskole:
Lige siden jeg i „Atuagagdliutit/Grøn-
løndsposten" nr. 20 af 1956 læste det
geniale forslag, som overskriften hen-
tyder til, har jeg været forfulgt af de
ting, der begge i lige høj grad har op-
taget og forstyrret mig — nemlig en
uudholdelig nysgerrighed efter, hvem
denne geniale forslagsstiller, som jeg
så inderlig gerne vil trykke i hånden
for at bevidne min fulde tilslutning,
er — og det andet, som jeg nu med
dette indlæg forsøger at blive kvit,
nemlig ønsket om at støtte tanken i så
vid udstrækning som muligt, således
at den virkelig bliver til en realitet.
Ideen er i så høj grad i overensstem-
melse med Knud Rasmussens ånd iføl-
ge hans livsværk, at jeg, havde jeg
været spiritist, ville påstå, at forslags-
stilleren ved undfangelse af tanken
havde haft besøg af Knuds ånd!
Ikke blot levende, men også
åndens monument
Knud Rasmussen var en feltherre, der
fortjener et varigt minde, som alle an-
dre store feltherrer i verdenshistori-
en. Men de armeer, han førte gennem
betydelig vanskeligere egne af jorden
end både Hannibal, Alexander den
Store, Cæsar, Karl den Store, Napole-
on og andre, var åndens legioner, der
kæmpede for at bevare et gammelt
folks ånd i live for efterslægten. Når
der rejses prangende, frygtindgyden-
de, døde stenmonumenter for de øv-
rige feltherrer, er det på sin plads —
de dræbte for at opnå deres minde;
men Knud var i livets og åndens tje-
neste, derfor skal hans triumfbue væ-
re et hus, hvor man kan mærke livets
puls slå, og som kan fyldes med fol-
kets ånd. Et sådant hus er en folke-
højskole. Derfor kan Knud Rasmus-
sens sande mindesmærke aldrig blive
andet end Grønlands første folkehøj-
skole.
Knud Rasmussen var en af folke-
oplysningens banebrydere i Grønland
Det er en sikker ting, at Knud Ras-
mussen — havde han levet i dag —
havde været en af de største, måske
den største og mest indflydelsesrige
fortaler for en folkehøjskole i Grøn-*
land. Hans indgående interesse for
folkeoplysningens fremme er velkendt.
Jeg har selv som barn ikke alene sid-
det på hans skød og på barnesprog
fået fortalt, at vi allesammen måtte
hjælpe med til at oplyse vort folk,
men jeg har tillige i hele min skoletid
i den lille, private dansksprogede sko-
le i Julianehåb siddet på en skolebænk
som Knud forærede skolen blandt
mange andre ting for dermed at ud-
trykke sin støtte til min fars bestræ-
belser for at grønlænderen selv skal
hjælpe med til udvidelse af sin hori-
sont. Vi ved, at han sammen med Ib
Nyeboe startede og ledede et grøn-
landsk litteraturselskab, som lod over-
sætte og trykke en del folkeoplysende
skrifter — netop det arbejde, der se-
nere er fortsat af „Foreningen til Fol-
keoplysningens fremme i Grønland".
Lad et andet vidnesbyrd om hans
stærke tilknytningsfølelse til sit folk
og bestræbelse for at påvirke det til
selvstændighed også lyde i form af et
par citater fra Daugaard-Jensens for-
ord til „Knud Rasmussens Mindeud-
gave":
„Selvom 15/16 dele af hans blod var
europæisk, har den sidste 16. del væ-
ret den, der har givet ham sit særlige
præg, thi det var den, der i forbindel-
se med hans varme hjertelag bragte
ham til at føle sig selv som en re-
præsentant over for verden for hele
den eskimoiske befolkning. Dette gjor-
de, at han følte ret og forpligtelse til
når som helst og hvor som helst at
forsvare eskimofolkenes interesser og
at forklare deres ejendommeligheder
i karakter og tankegang. — Den be-
tydning, Knud Rasmussen igennem
disse egenskaber har fået for Grøn-
land og for den grønlandske befolk-
ning, lader sig ikke måle. Han har hos
de grønlændere, der står længst frem-
me i udvikling, vakt troen på, at de
og deres stammefrænder, når de satte
alle deres kræfter ind, kunne og skul-
le bidrage til at sikre livsmuligheder-
ne i fremtiden, og han har ude om-
kring i verden vakt andre menneskers
forståelse af, at man i hele menneske-
lighedens interesse måtte søge at give
denne tro hos grønlænderne al rime-
lig støtte."
Knud Rasmussens livsværk gør en
grønlandsk folkehøjskole mulig i dag
Med disse citater er det fastslået, at
Knud ikke blot arbejdede og ofrede
sit liv for tør, videnskabelig interesse,
som kun blev mindre kredse til gavn;
men hans formål var først og frem-
mest at redde det eskimoiske folks
„storkultur", bevarelse af den grøn-
landske folkeånd, og det er det sprog,
hele hans livsværk taler, hvadenten
vi finder det i Nationalmuseets store,
etnografiske samlinger eller i de bø-
ger, vi kan tage frem fra biblioteker-
ne og vore bogreoler.
De samlinger, der vidner om folkets
kultur, hvadenten det gælder fangst-
redskaber, fartøjer, kunst, bolig og
klædedragt eller digtning, litteratur
og gudedyrkelse ikke alene i Grøn-
land, men under hele vandringen fra
det oprindelige land i Centralasien,
åbenbarer ikke alene en meget høj
kultur, men tillige en så stærk vilje til
at gennemføre et liv i jordklodens
mest ugæstmilde egne, at vi ikke blot
må vise den største ærefrygt overfor
vore forfædre, men også skamme os
over, at vi med de tekniske hjælpe-
midler, vi har i dag, ikke er nået læn-
gere! Og hvad der er endnu mere
skammeligt, at blandt os nu findes
grønlændere, der er parate til at for-
nægte deres eskimoiske herkomst,
blot fordi de tror, at det er finere at
være europæer. Afslører dette ikke en
himmelråbende uvidenhed om vort
folks glorværdige historie og kunst. —
Havde vor Knud ikke ofret sit liv og
alle sine kræfter netop til udødelig-
gørelse af vor kultur og bevarelse af
vor historie, havde vi i dag fornægtet
vor eskimoiske slægtskab og svoret
til europæerne, eller vi var blevet
frændeløse folk uden historie og kul-
tur, og det var det værste et folk kan
komme ud for. Så har de nemlig ikke
længere noget at samles om som folk.
Resultaterne af Knuds livsværk vil
først komme til deres ret i en
folkehøjskole
Som allerede nævnt finder vi i dag
Knud Rasmussens livsværk i konser-
veret stand i Nationalmuseet og i
bogreolerne, som først og fremmest er
tilgængelige for alle andre end hans
landsmænd. Det er ikke meningen, at
vi grønlændere skal til at rejse krav
om at få disse museumsgenstande flyt-
tet til Grønland — det er ikke det, vi
har brug for — eller at ønske hans
originalmanuskripter sejlet op til
Godthåb. Lad disse ting blive, hvor de
er — der er de bedst bevaret. — I dag
har teknikken jo gjort det muligt for
os at flytte store museer ind i et lille
klasseværelse ved hjælp af film og
lysbilleder — og på den måde vil i
Knud Rasmussens folkehøjskole få
glæde og gavn af hans samlinger. For
det er ikke som døde ting, vi har brug
for dem; men som levende ting. Og
det vil sige: De skal tale til os, og vi
skal tale sammen om dem, og derigen-
nem få dem til at stå levende for os
— og de skal give os bevidstheden om
vort eget værd som folk,, i os vække
en ærbødighed for vore forfædres ånd
og vilje, som skal genopstå i os og gi-
ve os viljen til at leve og virke i livet
med en ærlig ansvarsbevidsthed i
sindet overfor familie, bygdfæller og
hele vort folk. Vi skal derigennem læ-
re at elske vort folk og land. Har
Knud aldrig i sine bøger eller taler
nævnt, at dette først og fremmest var
målet med hans lange rejser, mættet
med smerter og strabadser, så vil jeg
ikke vægre mig ved at påstå, at dette
har været drivkraften i ham bevidst
eller ubevidst.
Kun en folkehøjskole i Grønland kan
være et værdigt og rigtigt minde for
Knud Rasmussen
Efter disse betragtninger kan der vist
ikke hos nogen herske tvivl om, at
Knud Rasmussens mindesmærke kun
kan være en folkehøjskole rejst i
Grønland. Her vil hans ånd genopstå,
her vil hans livsværk komme i sit ret-
te element, og her vil Knud nå sit mål:
At udødeliggøre den grønlandske fol-
keånd til kommende slægters gavn. I
dag arbejder vi i Grønland på to ting:
At samle penge ind til en folkehøj-
skole, hvor menneskelighed, næste-
kærlighed, livsvilje og kærlighed til
fædrelandet og folket, oplysning’ og
virkelyst skal vækkes hos de unge i
folket. Og vi samler penge ind til at
rejse et minde for den landsmand, der
for efterslægten har reddet vore kul-
turskatte, der altid vil minde os om
vore forfædres menneskelighed og
næstekærlighed, som fremgik af rets-
og fællesskabssystemet, hvor den en-
kelte mands fangst kom alle til gode,
deres livsvilje og kærlighed til fædre-
landet, der fremgik af det strenge liv
i jordens barskeste sneørken og af de
vidunderlige myter og sagn, deres op-
lysning og virkelyst, som foldede sig
ud i de lange vinteraftener og på de
bestandige rejser langs hele kysten.
Vi ser det som to ting, men det er dog
så sandt kun eet mål. Hvorfor skal vi
splitte kræfterne. Lad os slå de to ting
sammen og gøre vore landsmænd i
Danmark, der også gerne vil rejse et
minde for deres Knud, som også er
vores, opmærksomme på, at Knud net-
op er symbolet på det, som vi i fæl-
lesskab gerne vil bygge op, nemlig en
forening af Grønland og Danmark i
kød og blod, i liv og ånd.
Når nu lillebror i Grønland for en
gangs skyld har ret og beder om at få
sin ret bekræftet af storebror i Dan-
mark, så giv ham den! I Danmark har
I ham jo både i Hundested, National-
museet og Det kgl. Bibliotek — vi har
ham kun som en stenstøtte i Jakobs-
havn og en tavs buste i landsrådssa-
len. I vil jo begrave Knud i en „pyra-
mide" på Strandvejen, men vi vil udø-
deliggøre ham og bygge hans ånd et
hus. Husk: Selv for ægypterne var
Cheops-pyramiden og alle de andre
pyramider kun nogle døde gåder.
Erling Høegh.
NarssaK fiskeriforening har holdt års-
fest med spisning. Formanden Adolf
Markussen, bød velkommen, og fisker
landsrådsmedlem Karl Egede minde-
des de kolleger langs kysten, der hav-
de sat livet til i det forløbne år. Karl
Egede mindedes også „Ternen“s be-
sætning; forsamlingen mindedes ved
1 minuts stilhed de omkomne. Ved fe-
sten blev der iøvrigt talt af pastor
Gerhard Egede, kommunalbestyrelses-
formand Erik Egede, kæmnerassistent
Leif Jensen, handelsleder Bojesen og
Ole Hansen, Claushavn. Festen slutte-
de med dans.
Grønlandske forhold kommer 7. marts
til behandling på Århus universitet,
hvor ekspeditionssekretær Verner
Goldschmidt forsvarer en juridisk
doktorafhandling. Afhandlingen er en
analyse af retsmyndighedernes ad-
færd i Grønland med eksempler sær-
lig fra den kriminelle retspleje.
Officielle opponenter bliver profes-
sorerne Franz From og Alvar Niels-
son.
Fra Nanortalik meddeles, at den syt-
tenårige fisker Frederik Dorph er for-
svundet under en kajaktur. Han var
sejlet til Kangarssuk, og da han hen-
imod aften ikke var vendt tilbage,
startede man en eftersøgning. — Det
konstateredes, at han havde vaeret i
land i Kangerssuk, men atter var sej-
let ud. Næste dag blev kajakken fun-
det drivende, men af den unge fisker
blev der ikke fundet spor. Frederik
Dorph underholdt sin mor og flere
mindreårige søskende.
5