Atuagagdliutit - 28.02.1957, Side 8

Østgrønland V
Mange ikke udnyttede erhversmu-
ligheder i Angmassalik distrikt
»Nu skal vi aldrig sulte mere«, sang børnene i Skjoldungen, mens de halede
hellefisk op på isen. — Hjælp til selvhjælp ønskes for at bringe levefoden op
skaber, jeg bestiller, og ikke en brøk-
del, som det sker nu. F. eks. har jeg
bestilt 16.000 fiskekroge til sæson
1956—57 — der er kommet 2000. — På
samme måde er det gået med de liner
og andre ting, som skulle bruges til fi-
skeriet. Rekvisitionerne bliver uden
videre skåret ned — og uden at nogen
underretter os om det. Vi har ingen
forbindelse med omverdenen fra okto-
ber til juli, og nu kan vi ikke génnem-
føre det fiskeri, vi havde planer om
— til gavn for befolkningen og for
samfundet.
I Angmagssalik distrikt findes der ialt 26 beboede pladser — med fra 327 be-
boere ved det største udsted Kungmiut, til steder, hvor der kun bor en enkelt
familie. Der er fra Angmagssalik over 300 kilometer til den sydligste plads og
200 til den nordligste og ofte meget vanskelige rejseforhold. Storisen hindrer
sejlads de 8 sommetider 9 måneder af året, og Angmagssalik ligger så sydligt,
at slædeføret ikke er konstant. Man kan ikke ret tit regne med at kunne køre på
isen eller på isfjorden — rejsen må lægges over land, og det sker ikke sjældent
i vinterens løb, at en mildvejrsperiode umuliggør slædekørsel.
Den sydligste beboede plads på Grøn-
lands østkyst — bortset fra vejrsta-
tionen Tingmiarmiut — er depotste-
det Skjoldungen, som ligger ikke
langt fra den tidligere amerikanske
vejrstation ved Dronning Amalies
Havn. Her bor 118 grønlændere, tunu-
amiut, sammen med den danske de-
potbestyrer Poul Hennings og hans
kone. Disse mennesker er nok de sid-
ste grønlændere, der er kommet i
kontakt med den såkaldte civilisation.
I går havde de stenalder — i dag har
de ingenting — og i morgen......?
Skjoldungen ligger på en forholds-
vis lun plet — inde i fjorden. Der er
temmelig kraftig plantevækst, bl. a.
en masse bær, som flittigt bliver sam-
let hvert efterår. Klimaet er efter be-
liggenheden så mildt, at det ofte bli-
ver nytår, før der kommer islæg af be-
tydning.
Rent umiddelbart virker stedet som
noget af det fattigste, man kan møde
i dette land, hvor fattigdom jo dog
ikke er ukendt. De 118 mennesker bor
i 6—7 usle rønner, flikket sammen af
gamle brædder og kasser og tagpap,
sten og græstørv — 15—20 mennesker
i et hus, der ikke er større end stuen
i en 2-værelsers lejlighed i Danmark.
Dertil kommer en udmærket butik
med tilhørende pakhus, bestyrer Hen-
nings hus med vindmølle på taget og
flakstang foran. Endelig er der nogle
tørrestilladser til fisk — ligesom så
meget andet opført af forhåndenvæ-
rende materialer. De har været me-
get billige, men er særdeles effektive.
HISTORIEN OM EN KAJ
Det første, man lægger mærke til, er
en lille kaj, hvor skonnerten „Miki“
kan lægge til. Den har sin egen histo-
rie. Hennings fandt ud af, at det blev
for kostbart at lade „Miki“ ligge for-
an ker og losse lasten i de både, man
havde til formålet — det var et par
konebåde, forbundet med nogle bræd-
der. Derfor ansøgte han om lov til at
bygge en kaj, men efter føje tid kom
der afslag. Man mente ikke at kunne
ofre de 6—7000 kroner, en sådan kaj
i København var anslået at ville ko-
ste. Da afslaget kom, var kajen allere-
de bygget. Fra den tidligere ameri-
kanske vejrstation havde man hentet
materialer, og arbejdet var udført af
Hennings og befolkningen. De reelle
udgifter blev på under 200 kroner, som
bestyreren så selv betalte, og i mel-
lemtiden har hans kaj sparet staten
for adskillige tusinder.
Skjoldungens beboere var tidligere
spredt ud i distriktet, hvor de levede
helt uberørt af kolonisation og civili-
sation. Det var sjældent, de kom i kon-
takt med andre mennesker, men i å-
rene under og efter krigen fik de for-
bindelse med først den amerikanske
senere den danske vejrstation. Nogle
bosatte sig i nærheden, og her lærte
de en del nyt — ikke altid lige godt,
mens gamle færdigheder gik i glem-
mebogen.
Poul Hennings, dér har opholdt sig
i Grønland i mange år, bl. a. som
fangstmand i Nordøstgrønland, kom
til Skjoldungen omkring 1950. Han så,
at befolkningen var ved at gå til grun-
de. Der var svære suiteperioder, fordi
fangsten slog fejl, og han gik derfor i
gang med at samle de mennesker, der
var tilbage, for at prøve, om det var
muligt at skabe dem en bedre frem-
tid. Da der blev oprettet depotsted og
blev bygget butik, blev det lettere at
få dem til at flytte, og sidste vinter
blev de sidste hentet ind fra distrik-
tet.
MULIGHED FOR AT GØRE
SKJOLDUNGEN TIL ET GODT STED
Rent umiddelbart gør Skjoldungen
et trøstesløst indtryk — præget, som
stedet er, af de dårlige huse og de dår-
ligt klædte mennesker. Men sidste
vinter fik man et bevis for, at der er
chancer for at gøre Skjoldungen til et
sted, hvor det er godt for mennesker
at leve. Da fjorden lagde til, forsøgte
man at fiske fra isen. Der viste sig at
være mange hellefisk — den ene store
fisk efter den anden blev halet op af
de våger, man havde hugget. Også
børnene var med ude på isen, og da
de så alle de store fisk, sang de: „Nu
skal vi aldrig sulte mere — Skjold-
ungen er helt fuld af fisk“.
Skjoldungen har også torsk, om end
forekomsten er beskeden og noget ure-
gelmæssig. Sæsonen varer 1% til 2
måneder, men i den tid kan der ved
flid og energi og ved hjælp af en jolle
og håndsnører eller Tangliner tjenes
25—50 kr. om dagen pr. båd. Og det er
mange penge i det samfund. Det van-
skelige ligger i at lære befolkningen
at bestille noget — at arbejde hårdt
og koncentreret i den tid, torsken er
der. Nogle enkelte har lært det. En
far og hans søn gennemførte det i
fjor. De stod tidligt op og gik ud i
prammen, og i løbet af 6 uger havde
de tilsammen tjent 1500 kroner. An-
dre kunne have gjort det samme, men
de blev på land, indtil de havde brugt
de penge, de sidst havde tjent. Så først
gik de på fiskeri igen.
HJÆLP TIL SELVHJÆLP
— Det vi beder om, siger depotbesty-
rer Hennings, er kun hjælp til selv-
hjælp. Økonomisk hjælp og bevillin-
ger, som er større end det, vi kan yde
til gengæld, vil i det lange løb virke
nedbrydende. Først og fremmest må
det gøres muligt for de unge menne-
sker at købe gode joller på rimelige
vilkår, og dernæst må vi have de red-
skaber vi beder om. Hvis vi får det
nødvendige grej, kan der her i distrik-
tet skabes et fiskeri af den største be-
tydning. Foruden torsken har vi jo
hellefisken, i perioder også helleflyn-
der og laks. Haj fiskeri fra isen kan
også lade sig gøre, men det er ikke
særlig lønnende her hos os. Endelig
er der jo også sælfangsten.
Der må ikke sættes så meget i gang,
fortsætter Hennings, at en hel masse
mennesker skal antages som arbejde-
re. Så er der ingen, som vil produce-
re noget. Men vi vil gerne have støtte
til at kunne skabe en produktion og
derigennem skaffe pengene til bedre
huse og klæder. Det vil endda være
en stor hjælp, hvis vi blot får de red-
DÅRLIGE HUSE OG
SMÅ INDTÆGTER
Skjoldungen er formentlig det sted på
østkysten, hvor man finder de dårlig-
ste boliger — men stort set er bolig-
standarden elendig i hele Angmagssa-
lik distrikt. Små, usunde, fugtige og
kolde hytter, som ikke er værdige for
mennesker at leve i.
Udstedet Kap Dan, halvanden times
sejlads fra Angmagssalik, har 270
indbyggere, som bor i 28 tørvemurs-
huse, hvoraf de fleste er dårlige. Des-
uden findes der på stedet et skoleka-
pel med 2 klasseværelser, en gammel
og en ny kateketbolig, en jordemoder-
bolig og 3 af de 17 huse, der er opført
i Angmagssalik distrikt til beboelse
for tidligere tuberkulosepatienter. Dis-
se 17 huse er alle opført for distrikts-
kassens egne midler. Endelig er der
en ny butik med lager og et pakhus.
Her som alle andre steder er der en
masse børn — der er alene et halvt
hundrede stykker i den skolepligtige
alder. Sygeligheden er stor — der er
også megen tuberkulose — og det
hænger utvivlsomt direkte sammen
med, at husene er af den gammeldags
slags, hvor halvdelen af den eneste
stue er optaget af briksen, hvor 10—15
familiemedlemmer må ligge sammen-
klumpet.
I et af de huse, hvor jeg kiggede in-
denfor, boede der 11 mennesker — en
fanger, hans kone og børn og nogle
børnebørn samt enkelte andre slægt-
ninge. Pladsen var kneben, udstyret
meget spartansk, men på loftsbjælken
hang to gode og meget velholdte ge-
værer. De skinnede af olie og puds-
ning, og det var helt velgørende at
finde et sted, hvor fangerens vigtigste
redskaber blev holdt i så fin orden —
særlig når man tænker på, hvor man-
ge rustne og dårligt vedligeholdte ge-
Det gamle sygehus i Angmagssalik. Angmagssalingmc néparsimavitoriiamit
8