Atuagagdliutit - 28.02.1957, Síða 9

Angmagssalingme atuartut. — Lærer Jørgensen i en klasse i den gamle skole i Angmagssalik.
værer man kan finde i Grønland iøv-
rigt.
De dårlige boliger i Angmagssalik
distrikt hænger sammen med, at ind-
tægterne er meget små. Gennemsnits-
indtægten for en fanger er 400 kroner
om året i rede penge. Dertil kommer
så, at hvad han kan bjerge sig af kød
og skind og fisk til eget forbrug.
INGEN FREMSKRIDT DE SIDSTE
20 ÅR
Stort set er der ikke sket nogen frem-
skridt i denne del af Grønland i de
sidste 20 år — derfor disse dårlige bo-
liger og den ringe levestandard. Også
her har fangsten — det gamle erhverv
— svigtet, samtidig med at befolknin-
gen er vokset stærkt i antal. Det nye,
der er kommet — elværk og sygehus
og vandledning — løser ikke hoved-
problemet. Målet må være at søge at
hæve befolkningens levestandard ge-
nerelt. Begyndelsen blev gjort sidste
sommer, hvor prisen på sælskind blev
forhøjet med 50 pct., og samtidig blev
der ved'nogle af pladserne i Angmag-
ssalik distrikt igangsat et mindre byg-
geri af erhvervsanlæg, først og frem-
mest saltehuse til behandling af haj-
lever og hajskind og tørrestativer til
fremstilling af tørfisk.
I hele distriktet blev der i 1955 ind-
handlet for godt 100.000 kroner, for-
delt på fisk, skind, spæk og lever. Der
indhandledes godt 25 tons torsk til tør-
ring, 59 tons haj lever til saltning,
nogle bjørneskind og ræveskind, ca.
7000 sælskind — hovedsagelig netsi-
de — og ca. 17 tons sælspæk til ned-
saltning. Det er ikke nogen impone-
rende produktion, og der er ingen
tvivl om, at den kan sættes betydeligt
i vejret, blot der gennemføres en be-
skeden udbygning af erhvervsanlæg-
gene.
Skonnerten „Miki“s fører Niels Un-
derbjerg, der er gammel vesterhavs-
fisker, havde oprindelig til opgave og-
så at foretage erhvervsundersøgelser
i Angmagssalik distrikt. Det står i
hvert fald i hans kontrakt, men tiden
er hidtil i de 5 år, Underbjerg har væ-
ret på østkysten, hovedsagelig gået
med at sejle forsyninger til udsteder-
ne og hente produkter med hjem. —
Lidt tid har der dog været til at gen-
nemføre forsøgsfiskeri, og Underbjerg
bekræfter, at der er adskillige er-
hvervsmuligheder, som ikke er udnyt-
tet.
Først og fremmest må der bygges
saltehuse til haj lever og sælspæk, og
dernæst må det gøres muligt at købe
billige pramme. En sådan produktion
er forøvrigt påbegyndt ved den tidli-
gere amerikanske base ved IkagteK,
nord for Angmagssalik. Her bor i som-
mertiden en dansk tømrer ved navn
Johnsen, som skal holde opsyn med
resterne af basen og samle de værdier
sammen, der er levnet efter at en
masse mennesker igennem de sidste 10
år har fjernet alt muligt fra de ame-
rikanske anlæg. Der er endnu en del
tømmer, og Johnsen er sammen med
nogle grønlændere fra nabolaget be-
gyndt at bygge pramme af disse bræd-
der. En god pram på 12—15 fod koster
ca. 50 kroner at bygge. De første er
allerede i brug, men der er behov for
ialt et halvt hundrede stykker.
MULIGHEDERNE ER TILSTEDE
I Kungmiut er det allerede bevist, at
der er penge at tjene ved hajfangst.
Inspektør Kaj Jensen udtrykte det på
den måde, at sælfangsten formentlig
i endnu en årrække vil være det, der
giver det daglige brød — mens haj-
fangsten og fiskeriet kan give smør på
brødet. En hajlever vejer fra 50—100
kilo og betales med 28 øre pr. kilo, og
der er folk i Kungmiut, som kan tjene
60—80 kroner om dagen, når de .vil.
Også haj skindene kan indhandles,
men her er det, man savner salthuse
i tilstrækkeligt antal og tilstrækkelig
størrelse. Hellefisk findes også andre
steder end ved Skjoldungen, og hvis
man har salthuse og både kan også
dette fiskeri blive af betydning. Be-
folkningen ved godt, hvordan de skal
bære sig ad med at fange fisken — de
skal blot have en chance for at kom-
me igang. Et par timers sejlads fra
Angmagssalik findes en helleflynder-
banke, hvor „Miki“ en enkelt gang har
forsøgt fiskeri. Der blev sat 90 kroge
på en langline, og i løbet af en dag
fangede man 38 fine helleflyndere.
Mulighederne er tilstede, de skal
blot udnyttes, selv om fangst og fiske-
ri naturligvis ikke kan blive af sam-
me omfang som det, der udføres af de
norske fangstskibe, der arbejder ved
Østgrønland. Det er svimlende tal, de
regner med, når de gør fangsten af
sæler og hajer op, men østgrønlænder-
ne har ingen mulighed for at være
med derude. Storisen spærrer adgan-
gen til de rige felter længere til havs
— derfor må man udnytte de fore-
komster, der søger ind til land.
Befolkningen i Angmagssalik di-
strikt er gennemgående så dårligt stil-
lede, at enhver forbedring — hvor be-
skeden den end er, vil have betydning
Mens livet i selve Angmagssalik er ba-
seret alene på den aktivitet, Handelen
og institutionerne medfører, leves der
ude i distriktet omtrent på samme
måde, som da Gustav Holm kom der-
til i 1884. Blot er der den forskel, at
befolkningen dengang udelukkende
eksisterede af de produkter, landet
ydede, mens den i dag har et voksen-
de behov for tøj og levnedsmidler og
for materialer til husbygning — alt-
sammen noget, den ikke kan skaffe sig
under de nuværende forhold.
Derfor bor de øjeblikkelige bevil-
linger, der blev ydet efter minister
Kjærbøls besøg i Østgrønland i som-
mer følges op, og de bør ikke alene
følges op med penge. Igennem flere
år har der været planer om en er-
hvervsmæssig kortlægning af Ang-
magssalik distrikt. Allerede i 1955 var
det meningen, biologkutteren „Adolf
Jensen" skulle have været til østky-
sten, men det er stadig blevet udsat.
Nu bør det gøres — og det var måske
heller ingen skade til, om Angmagssa-
lik næste sommer fik besøg af nogle
fiskerikyndige folk fra Vestgrønland.
Om ikke andet så som led i den nær-
mere kontakt, der nødvendigvis må
komme mellem de to landsdele.
PaVe Brandt.
tunumiut amcrdlanerit igdlue taimåiput. Sådun hor ile fleste i Østgrønland.
9